Når vi bliver mødre
Når vi bliver mødre, er der noget dybt i os, der kaldes til at vågne op. Vi bærer ikke kun barnet i vores mave, men også forventningerne fra kulturen og vores eget billede af, hvad moderskab skal være. Og ja, moderskab handler om kærlighed – men det er også en rejse fyldt med udfordringer, som vi ikke kan undgå. Det kræver modenhed, og den modenhed kan være smertefuld.
Vores cyklus
Vores biologiske cyklus kalder på os tidligt. Selv hvis vi ikke får børn, vil vi som kvinder stadig være en del af denne cyklus. Og det er smukt, men også smertefuldt. Biologien kalder på os, og vi tvinges til at modnes – vi tvinges til at tage ansvar. Det er et tungt ansvar, der ofte føles overvældende, og nogle gange får det os til at træffe valg, som vi senere kan fortryde. Det er svært at sige højt, men mange kvinder oplever netop det: en kærlighed til deres børn, men samtidig en erkendelse af, at de måske ville have valgt anderledes, hvis de kunne leve deres liv om.
Hvilken rolle skal børn have?
Det er et tabu i vores kultur. For hvordan kan man kigge på sine børn og indrømme, at man måske ikke ville have valgt det liv? Det føles næsten som at tage livet fra dem, og den skyld er svær at bære. Men vi må turde se det mørke i øjnene – ikke for at fratage os selv kærligheden til vores børn, men for at forstå de dybere lag af, hvad det vil sige at være mor.
Overansvar
Moderskabet kan tvinge os til at tage et overansvar, ikke kun for vores børn, men også for vores partner, vores familie og nogle gange hele samfundets forventninger. Det kan være svært at stå imod det pres, og mange af os forsøger at skabe en slags idyllisk fantasi om, hvordan moderskabet skal være. Men ofte kollapser den fantasi, når virkeligheden ikke matcher vores drømme.
Vi må turde kigge ind i de steder i os selv, hvor vi holder fast i rigide former, og hvor vi ikke tillader os selv at modnes. Moderskabets rejse handler ikke om perfektion, men om at lade livet folde sig ud – også når det ikke ser ud, som vi havde håbet. Det kræver, at vi tør give slip på illusionerne og acceptere, at moderskabet ikke altid er så idyllisk, som vi måske havde forestillet os.
Glorificering af moderskabet
Og vi må også turde erkende, at moderskabet ikke skal fylde alt. Der er en tendens til at glorificere moderskabet på en måde, hvor vi kvinder kan blive så optagede af børnene, at vi mister os selv. Vi bliver ængstelige – over børnenes trivsel, over hvad andre tænker om os som mødre, og over om vi gør det godt nok. Men det er ikke altid til gavn for hverken os selv eller vores børn. Vi må huske, at der er mere i livet end moderskabet, og at vi skal have modet til at kigge ud over det, vi tror, vi bør være.
Afsluttende tanker
Det er en rejse fyldt med opvågninger og smertefulde erkendelser. Men det er også en rejse, der kan bringe os dybere ind i os selv, hvis vi tør kigge på de sider af os, der ikke er perfekte. Hvis vi tør give slip på fantasien om det perfekte familieliv og acceptere, at livet er komplekst, uforudsigeligt og nogle gange fyldt med skygger.
Kilder: Bogen "Samtaler med min imaginære datter" af Mette Miriam Sloth samt bl.a. podcast afsnit 38.
