Det skift, jeg oplevede da jeg blev mor, var, at jeg gik fra et sted, hvor jeg slet ikke kunne mærke mine følelser. Jeg reagerede automatisk, og mine tilknytninger var helt fucked. Jeg havde svært ved at forbinde mig følelsesmæssigt, og jeg var virkelig udfordret. Men jeg tænkte, hvis jeg kunne tygge mig igennem det her og få styr på mine tanker og følelser, så kunne andre også. Jeg begyndte at træne mig selv i ikke at flippe skråt, når jeg blev presset. Jeg satte mig ned, mærkede tilstanden i mig, lod den bevæge sig, og når jeg igen landede, kunne jeg vende tilbage og reparere relationen med mit barn. På den måde fik jeg dækket en masse baser, og selvom det var super hårdt, kunne jeg følge med, selv når jeg blev presset.

Min søn vækkede mig virkelig på mange planer, og jeg svedte mig igennem det. Det var voldsomt, men jeg fandt ud af, at når jeg kunne gøre det – som en ganske almindelig, såret og traumatiseret person – så kunne andre også. Det var dog ekstremt frustrerende at se, hvor svært det var for andre at holde fast i den proces. De forstod, hvad jeg sagde, og de kunne godt mærke forandringerne, men de havde svært ved at holde fast, når de kom tilbage til deres hverdag.

Der, hvor jeg endte efter 8 års arbejde, var et sted, hvor jeg kunne mærke, at jeg kunne holde mit energifelt for mig selv, selv når jeg blev trigget. Jeg kunne have lyst til at "flå hovedet af min søn", men samtidig have kærlighed til ham. Jeg kunne stå i begge tilstande uden at falde helt ned i mørket. Jeg kunne sætte en grænse, måske endda med lidt humor, og så trække mig selv ud af den gamle nervesystems-kodning, hvor man bare retter ind.

Senere fandt jeg ud af, at den måde mit energifelt arbejder på, er, at det begynder at harmonisere automatisk, når det kommer i kontakt med steder i nervesystemet, hvor traumer eller sår sidder fast. Det var en naturlig bevægelse, der allerede var tilgængelig for mig, men som jeg ikke vidste, jeg havde. Hvis jeg ikke havde haft den tilgængelighed, ville jeg sandsynligvis være strandet i nogle af de dybe sår, jeg bar på.

Energifeltet gjorde, at jeg kunne gå dybere ind i mine traumer, ikke kun fra dette liv, men også generationers traumer, epigenetiske sår, og det, vi måske kalder tidligere liv. Det er voldsomme oplevelser at bære i nervesystemet, og det kræver en, der kan arbejde med dig på den dybde, hvis du er en person, der går så dybt. Du skal finde en, der kan støtte dig i processen, så du ikke bliver hængende i traumet.

Det var også det, der gjorde forskellen for mig. Energiarbejdet gjorde det muligt at frigive mere i mit system og bringe balance. Så da vi begyndte at bruge energiarbejde som et konkret redskab, kunne jeg mærke, hvor hurtigt vi kunne arbejde os igennem de svære steder med børnene. Det handlede om at forstå, hvordan vi bliver trigget som forældre, og finde måder at stå stærkt i de svære situationer.

Venlig hilsen

Mette Miriam Sloth