At gå "no contact"
med en narcissist
Af Mette Miriam Sloth og Sune Sloth
At gå "no contact" med en narcissist betyder at bryde al kontakt med vedkommende for at passe på dig selv. Det indebærer at blokere dem på alle platforme, undgå steder, hvor du ved, de vil være, og afvise enhver form for kommunikation, medmindre det er absolut nødvendigt. I andre tilfælde betyder det at reducere kommunikationen til det absolutte minimum og gray-rocke ved behov eller bruge strategisk grænsesætning.
Hvorfor "no contact"?
Narcissister bruger mennesker som en form for "forsyning" til at nære deres indre og opretholde deres selvbillede af overlegenhed. Denne "forsyning" kan komme i form af opmærksomhed, beundring, anerkendelse eller endda negativ opmærksomhed gennem drama og konflikter. Ved at gå "no contact" afbryder du forsyningskæden og fratager dem muligheden for at manipulere og kontrollere dig. "No contact" er ofte den mest effektive måde at beskytte dig selv mod narcissistens skadelige adfærd og genvinde din egen styrke og frihed.
Udfordringer ved "no contact"
Narcissister har ekstremt svært ved at acceptere afvisning og vil gøre alt for at genvinde kontrollen og få dig tilbage i deres liv så du igen kan blive deres supply. De kan bruge forskellige taktikker som f.eks.:
At kontakte dine venner eller familie og skabe nye relationer, der får dem tætter på dig eller som kan bruges til at sprede løgnehistorier om dig.
At dukke op uanmeldt ved din dør eller til sociale arrangementer med en undskyldning.
At kræve det ene møde efter det andet, hvor I lige skal blive enige om et eller andet vigtigt.
At starte retssager eller fremstille dig som psykisk syg eller ustabil eller på anden måde fremstille dig i et negativt lys (beviset for at det ikke er dem, der er noget galt med når du ikke ønsker kontakt).
At bagtale dig og sprede løgne eller overdramatiserede historier i netværket. Forbered eventuelt dine nærmeste på, at det kan ske.
Prisen for "no contact"
Det kan være følelsesmæssigt hårdt at gå "no contact". Man kan opleve skyldfølelse, sorg og afsavn, selvom du ved, det er det rigtige at gøre, bliver du i tvivl om du har gjorde det rigtige: "For så slemme var de vel ikke?". Du kan få lyst til at genetablere kontakten og tvivle på, om det nu også var den rigtige beslutning. Var de virkelig så slemme? Andre kan jo ikke se det, så er "det i virkeligheden mig den er gal med?"
Her kan du blive i tvivl og søge omverdenens støtte, og kun terapeuter og venner med den rette erfaring og viden, forstår situationens alvor og hvorfor du er nødt til at tage denne dramatiske beslutning.
Lever videre i dit indre
Det kan føles, som om personen lever videre i dit indre, indtil du får den rette hjælp til at afkoble dig og rense ud. Du vil måske opleve, at personen i en periode "arter sig" og endda kommer med undskyldninger og ønsker at mødes for at tale tingene igennem. Det kræver støtte fra en tredjepart, der forstår situationen, at holde fast.
Hvornår er "no contact" nødvendigt?
"No contact" kan være den eneste løsning, når:
Narcissisten konsekvent nægter at tage ansvar for sin adfærd og viser ingen tegn på at ville ændre sig eller tage ansvar, og du mærker de skadelige effekter i dit eget indre.
Forholdet er blevet så skadeligt og nedbrydende, at det ødelægger dig at have kontakt og forhindrer at du kommer dig.
Det er ofte først når du har fået narcissisten på afstand at dele af dit helingsarbejde for alvor kan begynde.
Håndtering af "no contact"
Søg støtte hos venner, familie eller en terapeut: Det er vigtigt at have et stærkt støttenetværk, når man går "no contact" med en narcissist. Men vær forberedt på, at ikke alle vil forstå, hvad du gennemgår, og mange vil se din beslutning som lidt overdramatisk, især fordi modparten typisk vil opsøge dem med en alternativ og negativ historie om hvad der skete, som lyder meget troværdig. Det er her, du får testet dit netværk for, om de virkelig ser dig som den fra hjertet, eller om de er til falds for bagtaleri og løgnehistorier. Hvis de kender dig godt, ved de også at du ikke opfinder historier om andre mennesker. Forvent, at noget, hvis ikke store dele, af netværket ryger i svinget.
Fokuser på din egen heling: Brug tid på at bearbejde de traumer, du har oplevet i forholdet, og på at genopbygge dit selvværd og din kærlighed til dig selv.
Vær forberedt på modstand: Forvent at narcissisten vil prøve at manipulere dig til at bryde "no contact". De kan f.eks. påstå, at det er "bedst for barnet" at ses som familie og give dig skylden for barnets sorg over ikke at holde jul eller fødselsdage sammen. Her skal du holde fast og forklare barnet, at stemningen mellem jer ikke er god, og at det derfor er bedre at afholde tingene hver for sig. Hvis du holder fast længe nok, vil det danne præcedens, og modstanden vil aftage (og flytte sig til nye områder, til der ikke er flere tilbage).
At gå "no contact" med en narcissist er en drastisk, men ofte nødvendig handling. Det er en måde at beskytte dig selv på og skabe plads til et bedre liv på den lange bane. Et bryde kontakten med et andet menneske helt er en alvorlig beslutning, sørg for at du er sikker i din sag.
Kilder: Vi henviser til Dr. Ramani Durvasula, Professor Dr. Sam Vaknin og Dr. Lundy Bancroft. Du kan også høre podcast afsnit 5, 7 og 28.