Undgå at diskutere
eller forklare dig
Af Mette Miriam Sloth og Sune Sloth
Når du har med en narcissist at gøre, er det vigtigt at undgå at blive trukket ind i diskussioner og forklaringer. Dette råd bygger på en forståelse af narcissistens adfærdsmønstre og de forsvarsmekanismer, de bruger til at manipulere og kontrollere dig og den måde de suger din energi til sig. Narcissister stortrives i konflikt og drama, og de bruger diskussioner og forklaringer i fordrejet form, til at fastholde kontrol og bekræfte deres selvbillede af ufejlbarlighed. De er sjældent ægte interesserede i dialog eller i at forstå dit perspektiv, selvom det kan virke sådan på overfladen. Det opdager du desværre først for sent.
Spild af livsenergi
At forklare sig over for en narcissist er spild af din livsenergi. De vil ofte fordreje dine ord og manipulere situationen til deres fordel, før eller siden, hvilket kan få dig til at tvivle på din egen virkelighedsopfattelse (gaslighting). Narcissister bruger gaslighting til at benægte deres handlinger og få dig til at føle dig forvirret og usikker på dig selv og hvad der er sket. Selv små ting kan blive fordrejet, hvilket kan skabe stor tvivl, frustration og magtesløshed hos dig.
Diskussioner giver narcissisten "forsyning" i form af opmærksomhed og følelsesmæssige reaktioner fra dig. De suger din energi, mens du forsøger at forsvare og forklare dig selv og dine handlinger. For at beskytte dig selv er det derfor afgørende at undgå at blive trukket ind i deres spil. Dette er lettere sagt end gjort, men det kan lade sig gøre helt at få dem "smidt ud" af dit system permanent.
Strategier til at undgå diskussioner og forklaringer
Grey rocking: Gør dig "uinteressant" ved at give korte, neutrale svar, minimere øjenkontakt og bevare en følelsesmæssigt neutral fremtoning.
Sæt klare grænser: Fortæl narcissisten præcist, hvad du vil og ikke vil acceptere af adfærd. Vær direkte og konsekvent i din grænsesætning.
Fjern dig fra situationen: Hvis en diskussion er under opsejling, så fjern dig fysisk fra narcissisten. Sig f.eks. "Jeg vil ikke diskutere" eller "Jeg skal videre" og gå væk.
Fokuser på dine egne behov: Beskyt dig selv og dit velbefindende i stedet for at lade dig opsluge af narcissistens drama.
Arbejd med dit behov for at forklare dig eller begrunde dig over for narcissisten gennem terapi og energiarbejde med os.
Det er udfordrende at håndtere en narcissist, men ved at undgå diskussioner kan du minimere konflikter, beskytte din personlige energi og bevare din mentale sundhed på den lange bane. Et godt råd kan være at sige: "Det vil jeg ikke tage på mig" og simpelthen afslutte samtalen. Hver gang du opdager, at du begynder at forklare dig, så stop. Træk dig fra diskussionen (eller mailudvekslingen) og ignorer alt undtagen det du absolut skal tage stilling til. Lad resten ligge.