Lighed Mellem Kønnene

og Polaritet

Af Mette Miriam Sloth og Sune Sloth

Lighed mellem kønnene handler om, at mænd og kvinder har lige rettigheder og muligheder i samfundet. Det drejer sig om at eliminere diskrimination og skabe et samfund, hvor køn ikke har betydning i forhold til muligheder, rettigheder og pligter. I praksis kan det dog dræbe polariteten at forveksle lighed med polaritet i intime relationer.

Den magnetiske tiltrækning

Fundamentalt handler polaritet om den tiltrækning, der opstår mellem maskuline og feminine poler, og det kræver to parter af modsat polarisering for, at der opstår tiltrækning. Vi ved godt, at der også er en lang række faktorer, der er på spil ved tiltrækning, men typisk vil den ene part foretrække at tage, mens den anden part foretrækker at blive taget. Der er en givende og modtagende pol, en inviterende og opsøgende pol. Der findes også eksempler på forhold, hvor partnerne nyder at skifte pol seksuelt.

Uanset dette ser vi polerne som en dynamisk kraft, der skaber gnist og spænding i parforholdet og gør forholdet saftigt i sengen. Hvis polerne forvirres, kan der opstå en "kamp" i sengen om, hvem der skal tage hvem, og hvem der skal være i den modtagende pol. Passer jeres poler ikke, vil dette på sigt blive et problem, som kan være svært at løse. Vi kan godt dyrke den modsatte pol og arbejde med at integrere den i hverdagen, men seksuelt vælger vi typisk ikke – her vælger kroppen, hvad den nyder og føler lyst til.

At dyrke polariteten handler om at omfavne og værdsætte forskellighederne og bevidst dyrke, hvordan disse forskelle kan berige sexlivet og forstærkes, samtidig med at ligheden i pligter og ansvar i hjemmet tilgodeses.

Forvekslingen mellem lighed og enshed

Forvekslingen mellem lighed og enshed kan underminere polariteten i parforholdet. Når vi stræber efter at være ens på alle parametre på grund af den seksuelle revolution, kan vi komme til at dræbe polerne og risikere at udviske de forskelle, der gør os spændende for modparten som intimpartnere.

De forskelle, som skaber tiltrækning og seksuel spænding imellem os, bliver udvaskede i hverdagen, når alle skal tage alle roller og være gode til alt.

Vi ser især feminint orienterede parter blive stærkt frustrerede over, at modparten ikke tager nok ansvar i hverdagen, og det dræber sexlysten. Ligeledes ser vi maskulint orienterede parter blive frustrerede over, at den feminine pol holder op med at være inviterende.

Dette kan der være mange årsager til, og i et parforhold kan det føre til, at seksuel tiltrækning forsvinder i takt med, at vi bliver projektledere frem for at være elskende.

Over tid kan det lede til frustration, vrede og foragt for partneren, og mødet i det seksuelle bliver mere og mere forceret og til sidst ikke-eksisterende. Parterne glider fra hinanden.

Det handler om at balancere polaritet i sengen med lighed i hjemmet uden at miste nogle af delene i processen, og det kræver en åben og ærlig, løbende dialog om pligter i hjemmet såvel som et stort indre arbejde med, hvad der står i vejen både i en selv og i partneren.

Polaritet og kønsroller

Polaritet er derfor ikke det samme som traditionelle kønsroller. Det handler ikke om, at manden skal være dominerende, og kvinden underdanig i hjemmet, men i sengen er hun måske til overgivelse, og han elsker at tage hende (eller omvendt). Dette kan også spille sig ud mellem samme køn i homoseksuelle forhold, hvor den ene part typisk foretrækker den ene pol frem for den anden. Arbejdet med polaritet handler om bevidstgørelse om polerne såvel som hvordan hverdagen og andre faktorer spiller ind.

Det handler om at finde en balance, hvor begge parter kan udtrykke deres maskuline og feminine sider frit sammen og spille dem ud på de rette tidspunkter, hvor de er berigende, så tiltrækningen bevares og næres, og en dybere forbindelse gennem fælles ekstase er mulig. Potentialet er en smuk dans mellem polerne, hvor vi på den anden side også nærer lighed og fælles ansvar, som er ikke-polariseret.

De vigtigste forskelle mellem lighed og polaritet

At skabe et levende og dybt parforhold kræver både lighed og polaritet. Lighed skaber et fundament af respekt og retfærdighed, mens polaritet bringer gnist, spænding og dybde ind i forholdet. Kunsten er at kombinere begge dele i en smuk dans.

Kilder: Samtaler med min imaginære datter, af Mette Miriam Sloth og anbefaler især at lytte vores podcast episode E11 og E12.