E36: Børn, forældreskab og energiarbejde

Spotify Apple Podcasts Podimo Andre

I podcast E36 fokuserer Mette Miriam Sloth og Sune Sloth på, hvordan energiarbejde kan være et værdifuldt redskab for forældre, der ønsker at forbedre deres relation til deres børn og skabe et mere harmonisk familieliv. Vi argumenterer for, at energiarbejde kan hjælpe forældre med at forstå og ændre de underliggende årsager til deres bekymringer, reaktioner og mønstre, der kan påvirke familiedynamikken negativt.

Fordele ved energiarbejde for forældre

Energiarbejde kan hjælpe med at:

• Rense og balancere forældrenes eget energifelt, så de undgår at overføre negative følelser til deres børn.

• Identificere og frigøre sig fra negative mønstre, der stammer fra deres egen opvækst.

• Udvikle en dybere forståelse af deres egne følelser og reaktioner.

• Finde indre ro og overskud til at håndtere hverdagens udfordringer.

Hvordan energiarbejde kan gavne børn

Når forældre arbejder med deres egen energi, skaber de en mere stabil og tryg atmosfære for deres børn. Dette kan hjælpe børn med at føle sig mere sikre og elskede, hvilket er afgørende for deres følelsesmæssige og mentale velbefindende. Børn behøver ikke at lære om energiarbejde for at drage fordel af det; de lærer ved at observere deres forældre.

Værdien af at sætte grænser

At sætte sunde grænser er afgørende for at beskytte forældrenes energi i nære relationer. Det handler om at kunne sige nej, når det er nødvendigt, og sikre, at forældrenes egne behov også bliver mødt. Ved at sætte grænser skaber forældre en atmosfære af respekt og forståelse, hvor alles behov bliver anerkendt.

Generationelle traumer

Podcasten understreger, at bekymringer og ængstelighed fra forældre kan påvirke børns energifelt negativt. Negative mønstre i familiedynamikken kan brydes med tid og dedikation, og energiarbejde kan spille en vigtig rolle i denne proces. Traumer kan overføres gennem generationer, og energiarbejde kan være en vej til at bryde denne cyklus.

Læs også

• Børn i relationer

• Moderskabet: En odyssé

Lyt også

• E38: Moderskabet

• Transskription

  E36  Børn, forældreskab og energiarbejde.m4a

  Sune Sloth: Velkommen til i magasinet Hækkens Podcast afsnit 36. Denne gang om energiarbejde og hvordan det kan støtte dig i dit forældreskab, og hvordan det fungerer harmonisk i familien og i forhold til børn. Ja, lad os tale om det. Så.

  Mette Miriam Sloth: Det der er med energiarbejde og hjælpe forældre med energiarbejdet, det ser jeg faktisk som sådan en ekstra niveau eller en udbygning af det, som jeg lavede i de der 10 12 år, hvor det primært var rådgivning omkring at tale om mønstre og følelsesmæssige reaktioner og tale om at stå i det svære med børn. For de kunne godt se, at jeg kortlagde mønstrene. Men det der med at sidde og tale om hvad gør du, når du flipper skråt? Hvad gør du, når du bekymret? Fordi alle ved, jeg er enormt bekymret for mine børn, Så påvirker det mine handlinger, og så påvirker det mine børn, og de tager min bekymring ind. Problemet er bare, at hvis du først får øje på du bekymret, og du får øje på, at det ikke er godt, fordi det faktisk forstyrrer dit barns felt, så ved du, bliver du endnu mere bekymret over, at du ikke ved, hvordan du skal træde ud af bekymringen. Så det bliver sådan et meget negativt spiral. Og det var enormt frustrerende at sidde og tale med forældre, fordi jeg kunne jo også godt se det her, og jeg kender det også fra mit eget forældreskab. Især jo yngre mit barn var og min søn var på det tidspunkt. Det er som om, at jo mere hjælpeløs dit afkom er, jo mere tendens er der til i hvert fald som mor.

  Mette Miriam Sloth: Og være bekymret, hvis du tager det helt automatisk et over ansvar her. Så da jeg sammen med dig kastede os ud i den her måde energiarbejde, som vi arbejder på, fandt jeg ud af, at det er et fuldstændig vanvittigt redskab og fuldstændig supereffektivt i forhold til faktisk meget, meget hurtigt at gå ind og arbejde på de præcise steder, hvor du igen og igen og igen og igen knalder hovedet i din mor. Så for dig, der er kommet dertil, du har kortlagt dine mønstre. Du ved hvor du bliver trykker af dine børn. Hvis du ikke ved det, kan du også godt, kan jeg godt hjælpe dig med det, men det er mere den der med, at nogle står i en dyb fortvivlelse og kan godt se de mange siger det som om det er tranen, der regerer i slowmotion. Jeg ved, at mit barn er i et eller andet. Et eller andet er i et eller andet humør eller gør et eller andet, og der begynder at ske noget i dig, og du ved. Fuck fuck, fuck lige om lidt. Enten begynder jeg at græde, jeg kollapser. Eller jeg får lyst til at slå mit barn eller kyle ud af vinduet. Eller jeg flipper pludselig skråt, og det er som om du du ved du kan sådan. Du kan se, at du er på vej ud af den gren.

  Mette Miriam Sloth: Du har ikke lyst til det, men det som om det er for svært. Det er som om alle de gange menneskeheden har gjort det her, så det har siddet automatreaktioner i nervesystemet. Så du har en del af dig? Jeg har ikke lyst til at havne her, og jeg vil ikke. Men du kan ikke træde ud af det. Det er som et tog, der tager dig. Og så ender du det samme sted. Og du når også et punkt, hvor du har sådan et. Jeg kan ikke. Det begynder at lyde hult og sige undskyld. På den anden side, når jeg bliver ved med at flip de her steder eller kollapse eller være ængstelig eller være ude af mig selv eller være alfa. Det var mit. Jeg fik så mange tæsk af min søn. Jeg var så ked af kroppen og var ikke til stede, og jeg kunne godt se det. Vi vidste det godt, men hold kæft det ville ikke være super ved det. Jeg var nødt til at tygge mig igennem det på den hårde måde, for jeg anede faktisk ikke på det tidspunkt, at jeg kunne arbejde sådan her. Det kom senere. Jeg gad godt, at jeg havde mødt en, der kunne hjælpe mig på den måde, jeg ved hjælper mennesker nu. Kæft, det gad jeg godt.

  Sune Sloth: Men du har også. Du har også en uddannelse i web parenting og har arbejdet med det selv terapeutisk i forhold til det.

  Mette Miriam Sloth: Jo jo, jeg har arbejdet med en masse. Alle de forgreninger. Jeg har gennemtygget det der felt, jeg har været opslugt af og regnet det ud.

  Sune Sloth: Du har kortlagt tilknytnings mønstre. Hvad har du ellers været omkring? Bare lige for at tage basis her. Hvad er det psykologiske?

  Mette Miriam Sloth: Hvad er jo tilknytningsmønstre og hele. Altså hele traumer teorien og alle de forskellige måder at forløse traumer på. Forskellige discipliner har jeg sat mig ind i og har prøvet.

  Sune Sloth: Af på egen krop.

  Mette Miriam Sloth: Og bryder bare en krop, som jeg har været. Jeg har været fuldstændig låst inde som varme missil og forstår ikke det her. Og det jeg blev mere med, det var at der er nogle ting, når du først har kortlagt dine mønstre her sproget og terapi, som er genialt. For at forstå hvad der sker, og det er der, kan du også bruges. Nu kan du også godt sidde lidt og mærke ind. Hvad er det for nogle følelser, der opstår i dig, hvad der ligger i det? Så så langt kan du komme. Men det næste skridt, det er Hvordan får man omkodet nervesystemet? Hvordan læser du det her? Så der er nok plads til, at du gør noget andet, fordi nogle forældre har sådan lidt. Hvis jeg ikke forlader det her om hurtigt, så. Så ødelægger det tilknytning, eller det påvirker tilgangen til mit barn negativt, så de føler sådan lidt Jeg har ikke tid, jeg har ikke. Jeg har ikke flere år at stå i det her og flippe eller kollapse eller være bekymret eller føle mig enormt stresset.

  Sune Sloth: De to første bøger handler om det her Hvordan du arbejder med forældre, hvordan de arbejder med børnene. Så kom du til en erkendelse. Hvad var det? Og hvad er det, der gjorde skiftet her?

  Mette Miriam Sloth: Jamen, skiftet var jo, at jeg havde det sådan lidt, når jeg nu selv var gået fra et sted, hvor jeg overhovedet ikke kunne mærke en eneste følelse i mit eget, og jeg bare havde automatreaktioner og jeg havde en fuck tilknytning af jeg var. Jeg var selv Mads og jeg sådan set okay, hvis jeg kan tygge mig igennem det her og faktisk styre og få styr på mine tanker. Få styr mine følelser ved at træne mig selv i ikke at flippe skråt, når jeg endelig ryger derud, så kan jeg sætte mig ned. Så kan jeg mærke tilstanden og kan lade det bevæge sig i mig. Og når den så er landet igen, så kan jeg gå tilbage i et andet modul, en anden tilstand og så kan jeg reparere med mit barn, så jeg ligesom har dækket en masse baser. Det var mega hårdt, og han vækkede mig på mange planer, men det var ligesom om jeg kunne. Jeg kunne følge med, selv om han svedte en pakke han og jeg. Jeg har glædet.

  Sune Sloth: Mig.

  Mette Miriam Sloth: Helt sindssygt voldsomt, og derfor fik jeg den her. Når jeg ved, jeg kan gøre det, fordi jeg var bare en ganske almindelig, såret traumatiseret menneske, så kan andre også godt gøre det. Og så blev jeg død på 10 år og enormt frustreret, og jeg kunne se, hvor svært det er for folk. Jeg kunne se, de forstod, hvad jeg sagde, og de kunne godt mærke det. Men det som de kan ikke holde den, hvis jeg kommer tilbage og skal holde den. Så faldt de ned. De kunne ikke holde kadencen i at nå hen det sted, hvor de oplevede frugterne af, at det er jo nærmest som på det tidspunkt på det sted, hvor du kan mærke det du kan lige nu er ved blive trykket, så må om du kunne have dobbeltsyn eller trippel syn og kan. I nervesystemet reagerer jeg lige nu have lyst til at flå hovedet af min søn. Men jeg har jo også kærlighed til ham. Jeg kan faktisk godt holde mit felt uden at ryge helt ned i mørket. Og hvis bevidsthed kan jeg faktisk godt stå her og håndtere det og få sat en grænse uden at jeg flipper skråt. Måske endda med lidt humor. Og så trækker den her gamle nervesystems kodning, hvor man bare skulle rette ind, så jeg kunne mærke, at det var der, jeg nåede hen efter 8 års arbejde. Og da jeg så fandt ud af senere, var lidt af det jeg fandt ud af, at det felt jeg har, det energifelt jeg har, det bevæger jeg bevægelse med i mit felt. Så når den havner i stedet nervesygdomme som et traume eller et sår, som er låst, så begynder den automatiske bevægelse nu automatisk at harmonisere. Det vidste jeg bare ikke. Og nogen så tog mig over at komme igennem. Men hvis jeg ikke havde haft den naturlige bevægelse tilgængeligt, så ville jeg også have strandet. Jeg ville simpelthen også have strandet i nogle af de sår, jeg har fundet mig.

  Sune Sloth: Men kan man ikke også sige du har haft adgang til både at være bevidst om mærke tingene meget kraftigt samtidig?

  Mette Miriam Sloth: Jo jo, det.

  Sune Sloth: Vil de fleste ikke have en oplevelse af at blive kapret, så overvældet og så finde sig selv træden ud af det. Jo med mindre de har det eller et eller andet, som gør dem ude af stand til at reflektere. Så der er noget med at blive overvældet og så komme ud af det og så opleve til ens rædsel, at hvad der er, hvad der er sket eller ikke sket.

  Mette Miriam Sloth: Eller jo, det er rigtigt.

  Sune Sloth: Men så energiarbejdet kommer ind og hvad gør det der forskel, fordi du har stadig kunne bevæge dig, men der sker noget.

  Mette Miriam Sloth: Ja, der sker, at der sker sådan noget, fordi energiarbejdet kommer ind. Og for det første kan dit felt gøre, at jeg kan lade mig falde dybere ned, fordi dit felt er transformeret, så jeg kan lade mig falde dybere ned i nogle af de traumer jeg med, som ikke ligger fra det her liv. Altså generationer af traumer, som er voldsomme gener og epigenetiske generationer af traumer og eller det, vi kalder tidligere liv. Og energetiske begrænsninger og låsninger, som ligger forud for det, er meget voldsomme at opleve i et nervesystem, og det er det ikke alle, der tager det på sig og går så dybt. Men hvis man ved, man er sådan en, der går så dybt, og det vil du vide, om du gider lytte til det her, så det vil resonere i dig, Så er det uhyre vigtigt at finde nogen, der kan arbejde i den dybde, fordi du skal have nogen med, der kan hjælpe dig med at bevæge dig.

  Sune Sloth: Og som kan hjælpe dig op i gear, så du ikke bliver hængende.

  Mette Miriam Sloth: Præcis. Og det gjorde faktisk, at jeg fik fat dybere og fik frigivet mere i mit felt, så det er jo helt genialt. Men det der med så faktisk at begynde at bruge det redskab, fordi det ville vi jo så også gjorde jeg også gøre. Og vi gør det her hver gang vi er et sted, hvor vi er trykket af børnene. Kan du.

  Sune Sloth: Forklare tricket? Det er ikke sikkert.

  Mette Miriam Sloth: At tricket er dybest set, at du kan blive tricket mig meget og på mange måder. Så det vil sige, der er noget dit barn gør, eller nogle situationer omkring dit barn, som måske med din ex eller med din partner eller med skole daginstitution, der gør at du bliver vred, ængstelig, bekymret. Altså nogle følelser, som kaprer dig, som overvælder dig og gør det svært for dig at se klart. Og i de tilstande kan du komme til at træffe nogle valg, som gør tingene værre. Og det ved du godt. Så det er ubehagelige tilstande at være i, hvor du enten har lyst til at sætte meget hårde grænser og blive meget spids, eller du bliver sådan helt nærmest som om du er ovre i dig selv hele tiden, fordi du er enormt bekymret for, om de nærmeste vil forsvinde, eller de vil dø, eller du bliver enormt ængstelig. Bliver de nu mobbet, eller er der nogen, der gør noget ved dem eller sådan noget, som især mange mødre kender? Ængstelse på sit barns hånd?

  Sune Sloth: Er det selve den følelse, det er, der kommer inde i en? Eller er det det, der udløser det, der er udenfor en det?

  Mette Miriam Sloth: Det kan være det. Det kan ske på flere måder. Det kan. Det kan være. Det kan være, der sker noget i verden. Det kan være krig i Gaza, det kan være Corona, der aktiverer det, og så presser det ud på dine børn. Der har været en tricker med dem. Så er du bekymret for, de kan blive syge, eller så du kan afhænge af, hvad du har med dig. Og ved du ikke du har med dig, så du kan have ængstelighed på alt mulig, og du kan være bager af nogle nedarvede traumer omkring frygten for at miste, frygten for, at barnet ikke endnu ordner sig, og det dermed har den dybe Rubicon synes, at barnet kan dø. Der ligger al mulig frygt for overlevelse i forbindelse med børn, og de vil komme op. Konsekvens og konsekvenser.

  Sune Sloth: Jeg har bedt om, at vi taler den op.

  Mette Miriam Sloth: Jeg ved ikke, der er nogle tests, nogle engelske ord, der tilbyder sig, som om de har en bedre frekvens. Men. Hvad?

  Sune Sloth: Så når man starter ud, så har man de her oplevelser det her, og man ser dem gentage sig. Og det skal du og de gamle metoder. Hvordan lander vi det? Hvordan står jeg i det, og hvordan lander jeg det så og genetablerer forbindelsen?

  Mette Miriam Sloth: Jeg kunne godt se, at jeg egentlig har lavet det, jeg kalder energiarbejde selv. Jeg vidste bare ikke, jeg gjorde det. Og så har jeg prøvet at forklare det med eksempler til forældre, og de forstod det godt. De kunne godt se det, men det var enormt svært for dem at praktisere, fordi at mange har jo det ikke sådan. Mange har det bevægende element med sig i deres energisystem, men hos mange er det ikke pakket ud endnu. Det var tilsyneladende pakket ud hos mig, uden jeg vidste det. Så derfor. Det er derfor, at det at komme og få hjælp til at bevæge sig det sted, hvor du igen og igen rammer din egen kant. Og det er det, der er sted, hvor du får du den kant, hvor du så flipper eller bliver ængstelig. Det er lidt det samme, de her episoder med mine børn gør. Jeg havner her, og hvis jeg bliver belastet, så kan det blive super enkelt. Så bliver tidspunkt vred og det bliver til en cyklus, som gør, at din relation til dit barn eller dine børn bliver mere og mere presset, og du bruger mere og mere tid på at tænke over det, som også gør det værre. Så bliver man bekymret mere stresset, så det bliver en uhensigtsmæssig cyklus og tid.

  Sune Sloth: Glider man så længere væk? Er der en større afstand?

  Mette Miriam Sloth: Ja, det skaber en større afstand. Så jeg går, var der nogle gange du ved, lidt ligesom ebbe og flod, så var det nogle gange er det sådan, Så er der lige ferier, så går det meget godt. Det er som om den ligger lige herude. Tror du, han starter i skole igen, og så sker der noget. Dagen bliver stresset eller du ved, eller så ligger den som sådan en pude? Skuffelse eller du må ikke blive sur eller der ligger nogen. Det er som om der er indbygget sådan nogle steder, hvor du ved blottede tandhalse. Når de her episoder sker, så mange forældre har en oplevelse af, at de nærmest og det er ikke PTSD, men de har en oplevelse af nærmest PTSD symptomer som deres børn. Som som gør. Når mit barn og ligesom granatchok veteraner får omkring nytår flashbacks og hele deres krop reagere med angstanfald, Når de så hører fyrværkeri for eksempel. Der kan faktisk ske det i forælderskab, at nogle af de her steder, hvor man har knaldet hovederne ind i de her ting med børn mange gange, og det kan være for eksempel Puh, hvis jeg nu kommer med og siger, at nu skal vi have sommerferie, og mit barn så bliver skuffet og bliver sur, og det kan gøre noget ved dig og give dig så stort et ubehag, at du træder ud af kroppen som om, at det bliver så overvældende.

  Mette Miriam Sloth: Og du kan ikke forstå hvorfor. Fordi du kan bare sige Det var da ærgerligt. Der er nogle følelser i tilstanden i barnet, du ikke kan håndtere, fordi det aktiverer noget i dig, som er stærkt ubehageligt og får dig til forældre, kan det være noget forskelligt. Det er forskelligt, hvad der aktiverer noget, men tro mig, du vil vide det, fordi det er så overvældende, når det aktiverer noget. Og det er faktisk en måde for evolution at få renset noget af alt det her op, fordi forældreskabet var så ubevidst så længe. Og nu bliver vi tvunget til, fordi det er så ubehageligt i vores system. Men vi blev tvunget til at kigge på det, og hvis vi nægter at kigge på det, fordi det er ubehageligt, og vi bare lukker af, og der er ikke noget, så bliver vores relationer til vores børn så ulidelig, at de stikker af. Det bliver så ulideligt. Så der er ikke. Du kan ikke kigge på det, og så har du lige pludselig børn, der ikke har kontakt til dig, eller så bliver det meget svært at være sammen.

  Sune Sloth: Så når du har klienter ind. Foregår det så i forhold til det her med hvad sker der?

  Mette Miriam Sloth: Ja, det jeg har oplevet nu. Nu har vi jo faktisk lavet det her med, at det er jo, hvad det er. Halvandet år siden knap og nap, hvor vi faktisk begyndte at sige energiarbejde. Vi jeg tilbyder mest, for det havde jo rigtig meget rådgivning, og samtaleterapi.

  Sune Sloth: Tilbyder stadig det andet, men det.

  Mette Miriam Sloth: Kombinerer det med det.

  Sune Sloth: Som det ender med.

  Mette Miriam Sloth: Jeg vil sige, at jeg har 95 procent af mine konsultationer benytter jeg energiarbejde i en eller anden grad, og så kan der være nogle gange, at en lille smule giver bare for meget samtale og nogle er det bare 100% energiarbejde. Og så er der cirka 5 procent tilbage, som er ren samtale.

  Sune Sloth: Der er stadig dialog.

  Mette Miriam Sloth: Og der er altid dialog. Jeg har nogle få, hvor vi faktisk ikke siger et ord, og hvor det er ren. Vi starter energiarbejde en lille smule til slut, men den hardcore gruppe ville jeg sige. Det er efter behov, så det er afstemt efter behov. Hvis det er det typiske mennesker, som er i et længere forløb, så finder de. Når de så finder ud af hvad gør energiarbejde for dem? Nogle gange bliver behovet for ordene mindre over tid, men det bliver flettet sammen efter, hvad den enkelte har brug for.

  Sune Sloth: Så du tænker på et eksempel, hvor du har en klient? Der har været nogle af de her ting med børn og deres børn kommer ind. De arbejder med dem på forskellige måder, eller måske har de ikke. Og så gå i gang. Hvad kan der ske så.

  Mette Miriam Sloth: Det her, ikke sandt?

  Sune Sloth: Sessionen i mellem.

  Mette Miriam Sloth: Og den lige det her eksempel vil jeg komme med, fordi det for mig viser hvor effektivt det her det er versus da jeg bare sad og havde samtale. Og det er en klient, som har prøvet energiarbejde før og har arbejdet med det på andre måder. Så det vil sige, at hun er enormt nysgerrig på det. Kan mærke, da det er brugbart for hende. Hun har bare ikke brugte i forhold til ting i forbindelse med hendes børn og hendes barn, og hun har nogle ting med med sit barn, hvor hun har. Der var noget bekymring og det kom op i forhold til det, og han havde nogle ret kraftfulde raserianfald eller kravafvisende, som hun syntes var enormt svært at stå i. Som gjorde alt muligt ved hende og det hun selv beskrev. Jeg kan se mig selv udefra. Jeg kan godt se, at jeg vil gerne gøre noget andet. Jeg kan mærke det optrapper, men jeg kan ikke styre det. Det er som om der åbner sig en sluse af voldsom intensitet i mit system, og så bliver jeg edderspændt rasende og alt, alt, alt for rasende. Så er det som om. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke styre det. Eller også bliver jeg simpelthen så bekymret og ængstelig, at jeg hele tiden er over Pelle i ham, hvor han nærmes. Og så ender han med at afvise mig og blive sur.

  Mette Miriam Sloth: Og så kommer mit raseri. Hun kan sagtens se det der hvor hun var sådan. Jeg har ikke rigtig noget at hænge op på det. Jeg kan ikke. Jeg forstår ikke, hvorfor det er så voldsomt. Og det vil jeg også have arbejdet med tidligere for ikke at energiarbejde, men det at arbejde med det tidligere, der kunne vi sidde og snakke om det her. Mange, mange, mange timer på prøve, og så skulle det bære og prøve noget og komme tilbage, og så var det stadig lige voldsomt, så det vil ikke. Det vil ikke psykologisk forstå, men det ville ikke rigtig flytte noget. Ja, det ville jeg faktisk ikke. Det ville lindre lidt at blive set og mødt af mig i forståelsen af det og få kortlagt, hvorfor det sker. Og det er ikke, at der er noget galt med hende, men det er som om det battede ikke rigtig noget i hverdagen det her. Der arbejdede vi med det første gang. På en time guider jeg hende ind, og der var det jo lige Her var hun så vant til at blive guidet ind og mærke med, hvor vant til hvordan energien flytter sig rundt i kroppen og kunne følge med. Så hun var ret selvkørende, og hvor jeg så bare kan gå at fokusere på arbejde. Så det skal selvfølgelig lige siges, at derfor blev det også super effektivt.

  Mette Miriam Sloth: Det er også effektivt, hvis nogen aldrig har prøvet energiarbejde før og kan mærke det, men det der er lidt mere guidelines, og de er fan af det her. Og det vil sige på én gang kommer vi faktisk ind og får fat i roden til overvældelse, og hun får information ind om, hvorfor det er, at det lander. Hvad var det? Der var. Der var alt muligt. Der var alt muligt. En frygt for at nogen skulle dø. Der kan komme alle mulige billeder op, at jeg mister min søn, og der er noget med krig, og der er noget, der kommer. Det er som om der kommer sådan en arketypiske billeder ind eller tidlig liv billeder ind, uden at det var det specifikke. Tidligere var det mere sådan en det nærmest mere som om det var sådan opsummering af forskellige situationer eller ting af intensitet der var forbundet med frygten for at miste, som gjorde at hun blev super ængstelig og til sidst blev vred i forsøg på at beskytte. Og så bliver vi ved ligesom indtil det udtømte Hun bliver ved med at arbejde indtil at der ikke kommer flere billeder ind, der ikke kommer flere overvældelse sensationer og hun føler, hvad det vil sige. På den måde fungerer det lidt som en eksponeringsterapi. Jeg beder hende om at gå ind og tænke på de her situationer med din søn, hvor det hele går fuldstændig amok, og så mærker hun det hele, og jeg arbejder, og så slipper det, og så går hun ind igen og tænker på det.

  Mette Miriam Sloth: Der var lidt mere, og så går vi igennem det. Så jeg bliver ved og ved og ved, indtil hun til sidst. Nu var der noget der bare ro. Når jeg tænker på de episoder med min søn, så er der ikke noget. Så bliver det sådan nesker nu. Nu skal du ud i real life og se, for lige nu er dit system kalibreret. Nu skal du ud at opleve. Hvordan er det med din søn nu, når det opstår, hvordan reagerer du så i realtime? Og da der går lidt tid. Fordi livet skal nok byde ind med situationer og børn, der er overvældende på forskellige måder. For at se er der nogle forskellige nuancer, som vi ikke lige er kommet omkring her, og som ikke lige lå i den her pakke af frekvenser, som kommer op for at se om om noget er om der så kommer noget mere op og i sådan situation, så er det bare klaret. Og så er det bare sådan det der oplever ikke med os nu kan vi gå videre til næste problem, eller også så vil det typisk være at det er mindre, at det har taget toppen, og så nogle gange så er der flere lag i det.

  Mette Miriam Sloth: Det kan man ikke vide. Det kan jeg ikke se på forhånd. Det er som om de, der skal ud i livet og møde noget modstand med nogen og noget friktion, skubbes op, og så arbejder vi videre. Så. Og her viser det sig faktisk, at næste gang vi så har en station der hvor der blev mobbet, så hun har stadig konflikter med sine. Det har man jo egentlig og forskellige behov, og man skal i skolegården ikke altid. Men hun oplevede ikke den der. Indeni hende var der ikke den der voldsomme bekymring. Nærmest som om han dør. Han dør, han dør. Han dør. Som også gjorde, at hun kunne flippe på sin mand, fordi hun har sådan. Hvorfor tager du ikke ansvar for, at du ikke forstår, hvor alvorligt det er? Han har bare ikke samme oplevelser, som du har. Så det havde også hjulpet indirekte på noget af konfliktniveauet mellem hende og hendes mand. Og det er så på en time det her, hun bakser med i årevis. Så det er jo ikke det samme som at sige, at alt hvad hun kan døje, så er der flere ting. Men det er mere for at sige, at når jeg går ind og kigger på, hvor mange timer jeg skulle sidde med en person for at prøve på at nærme os det, der er bedre end samtale.

  Mette Miriam Sloth: Så det her er vanvittigt effektivt, fordi du kan meget bedre håndtere dagligdags konflikter med dit barn, som opstår. Det er ikke fordi det kommer vi aldrig til at fjerne. Eller det kan faktisk godt, men det er der en mulighed, at man faktisk lander et sted, hvor det ikke behøver at være nogen brag. At det er mere sådan en. Lille ubalance, og så får man lige fintunet og lander. Det tror jeg faktisk er en mulig fremtid. Mellem børn og forældre. Men lige nu var der et efterslæb, hvor vi skal lære at navigere i det her. Så forvent, at der er konflikt. Er det ikke farligt? Den er faktisk mere, om du kan stå i det, hvor du ikke bliver fuldstændig presset op i det røde felt eller bliver presset fuldstændig ned i kollaps og dyb frygt for at miste et barn, hvilket er de to modpoler. Så det der med normeringer om det går meget bedre ved. Men det her er nu lidt svært, så lad os kigge på det. Og så tager vi det næste tema, og så tager vi det næste tema, indtil der ikke er flere tema og eller hun er selvkørende og ligesom selv kan gå ind og bevæge dem. Så det vil være måden at gøre det på.

  Sune Sloth: Eksempler på andre.

  Mette Miriam Sloth: Jeg er i forhold til børn. Jamen det kan også være lidt, hvad du har du eksempler på. Du har også prøvet det med dit eget og mit eget barn. Hvordan gør du det også? For det kunne Martin og jeg da godt høre det fra en mand. Nej, fordi du lige så effektiv som jeg. Det er ret fedt at høre, hvordan en far går til det her, og hvordan du oplever det.

  Sune Sloth: Jeg oplever at blive irriteret og vred over en grænse, der bliver udfordret.

  Mette Miriam Sloth: Fra mange vinkler.

  Sune Sloth: Jeg var mere irriteret. Så blev man meget grænsesættende og kontant og sådan. Så kan det også være lige meget. Så bliver det bare sådan her og sætter konsekvenser op. Og der er kunne mærke at der bliver skabt en afstand. Og jeg kan mærke jeg bliver hård indeni. Afgrænset. Og så har hjælper med at arbejde med det, så jeg fandt ud af over tid. Fra situation til situation. Har jeg kunne stå i og blive i de situationer. Hvor de mindre og mindre er et problem. Men jeg kan se en søn meget, meget klart, hvor han er, og fundet ud af, at det handler om en subtil balancegang imellem grænsesætning og at være imødekommende. Til det sted, hvor at at han slår sig, aldrig flipper mere på mig og at han udfordrer mig. Men der er ro inde i mig på en sådan måde, at jeg kan tage det med overskud og humør.

  Mette Miriam Sloth: Eller også er det var.

  Sune Sloth: Det det samme, men han har ikke pludselig noget på samme måde.

  Mette Miriam Sloth: Nej, fordi der er noget med biologisk, men det er vel nærmere, at der er noget der. Der er noget her som sammenbragte familier, som ikke kan synes at være et paradoks, Det er de ikke. Det er ikke altid sådan her, men der syntes jeg kan tegnes af. Dit ikke biologiske barn vil på en måde være sådan lidt. I hvert fald hvis den biologiske forældre tager ansvaret for barnet. Og lige som du ved, sørger for, at barnet ikke skal presses for meget over i den nye voksne, der er tilføjet til familien og barnet selv for lov til ligesom at vælge til og fra her, så vil der typisk være sådan, at barnet. Er sådan. Jeg går også lidt og holder lidt øje med dig, observerer dig lidt og du har ikke den helt. Altså barnet flipper heller ikke som barnet, flipper heller ikke så meget på læger og bedsteforældre mere. Det er mere den forældrene der får hele pakken. Det betyder så også, at der heller ikke så meget barn kan godt holde noget tilbage og dermed også du ved at holde relationen lidt tilbage.

  Sune Sloth: Der er så oplevet den omvendte, at jo mere rolig jeg kan være. Men også kraftfuld grænsesættende, fordi der er noget med maskulinitet i forhold til at finde ud af, at det med vrede er en ting, som er blevet noget farlig. Noget jeg snakker om for at give os som en paraply følelse for mænd i forhold til når de ikke rigtig ved hvad de mærker. Vred og grænsesættende og irriteret, Eller kan vi ikke finde løsning på det? For det lukkede jo. Da jeg oplevede, at hans tillid til mig og han tør drille mig og gå til mig og presse mig lidt en gang i mellem og i takt med han oplever jeg mere rolig over for. Min søn.

  Mette Miriam Sloth: Ja, det er rigtigt. Han har observerende.

  Sune Sloth: På, hvordan jeg håndterer det her. Og overordnet vil jeg sige, at. Den overordnet mission er faktisk at få hjulpet en ny generation af små mænd og drenge, der bliver til mænd, som er i stand til at kunne mærke sig selv, og som tør kollapse, og som tør blive sårbare, og som kan finde vejen op igen selv. Og som har en styrke i det. Og som ikke bliver gjort forkert Eller til det pattebarn eller den tøsedreng, fordi de mærker, men samtidig ikke bliver for sårbare, så de kollapser hele tiden. Er der nogle skvat, som ikke er til at holde ud at være i nærheden af For nogen.

  Mette Miriam Sloth: Som bliver passive aggressive, fordi de faktisk ikke tør italesætte deres kraft, vrede eller afgrænsning og hele tiden pakker det væk.

  Sune Sloth: Så selvfølgelig er der også en del modulering, fordi det øjeblik, der så opstår noget, og de kan se. Men. Det at have ord på følelser og det at der er behov, og de kan krydse hinanden. Og hvordan finder vi så ud af det? Så begynder de at modellere det på deres egen måde uden at tage det til sig én til én, men at finde deres egen facon i det.

  Mette Miriam Sloth: Det har faktisk været enormt smuk rejse for mig at bevidne, hvordan du har gjort det med din egen søn. Men men men, gør det med med min søn, når der er en åbenhed for det, fordi den anden måde. Det er godt vi kvinder kan lære det også at gøre det, hvis det er nødvendigt. Men det er faktisk ok at lære følelser, følelses sprog fraser som noget konceptuelt, altså det der med at dykke ned mærke i nu og så fordi så kan jeg føler mig skuffet lige nu, og det er jo det, man kan sammenligne med tilstanden. Og så kan man komme med et bud, fordi drenge har ikke lært det her. Det ligger ikke i kulturen. De har lært det med følelser. Hvor piger. Vi kan også rode rundt. Det har bare ligget der som følelser. Kigger meget ind, når de bliver kønsmodne. Så der har ligesom været sådan, så de prøver at finde hoved og hale i det. Det betyder ikke, at drenge ikke har alle følelser for det. Har de. Eller har alle frekvenserne? Det har de. Men det er en anden måde at gå til det på. Og jeg kan faktisk se, at da jeg lærte dig at kende og mødte din søn, kunne jeg se, at når han blev overvældet, så fik jeg ondt i maven og kollapsede. Han kunne ikke sætte ord på sine følelser. Der var han lige så gammel og strid lige efter skilsmisse. Så det der med at se, at nu kan han sige sådan og du får ondt i maven og sådan, Og så kan man sige Jeg er pissesur eller jeg er skuffet. Han kan faktisk differentiere mellem ret mange tilstande, nu hvor han gør det. Det er simpelt, fordi du har ikke trænet ham i det, men du har brugt situationer til at spørge ind med åbenhed og nysgerrighed.

  Mette Miriam Sloth: Når du ikke har været tricket, hvilket du har taget dig af ikke at være, men med tiden. Og dermed kan han sige Jamen det er rigtigt. Jeg fornemmer også, at der er en skuffelse, og jeg forstår godt du skuffet, fordi vi skulle have været et eller andet sted hen. Nu regner det, så kommer vi ikke afsted. Det er du skuffet, og så er du. Er du også sådan, hvor vi kvinder tror også mænd kan være mødre kender den i hvert fald. At vi kan have svært ved vores følelsesregister slår ud bonger ud, når vi kan se, at vores børn er i en smertefuld følelse. Det kan være svært for os at rumme det. Der tror jeg, der ligger noget i den maskuline kapacitet. Og det er jo ikke en mand. Men det handler om at blive velbevandret i det maskuline, så du faktisk kan stå og sige Jeg har set dig. Så det var meget inspirerende set at gøre for din søn. Nu har du et valg. Du mærker skuffelsen. Den er der. Nu kan du vælge, om du vil træde ud af den, eller du vil blive i den. Så du går faktisk ikke ind og bruger narrativet, at nu er du fanget i en følelser. Det kan du ikke stille noget op med. Så er det faktisk heller ikke sandt. Det kan vi tro det, for det føles sådan. Det føles, når vi er i en følelse som om, at det er umuligt at træde ud af den. Men det er faktisk en illusion. Det er muligt, for vi har et selvregulerende kapacitet. Spørgsmålet er egentlig, om det er selvregulerende. Det er egentlig bare et frekvens spørgsmål, men.

  Speaker3: Den.

  Mette Miriam Sloth: Den teori til side, så er det faktisk rigtig det er muligt at træde ind i følge med. Vi har bare ikke som art evnet det før, fordi der er så meget intensitet i de forskellige følelser, så vi føler os så kapret af det. Så det der med at se en 10 årig du ved være skuffet og pisse sur og smække med døren og du ved du har et valg her du dør, så du du tager det ikke. Du tager det ikke fra ham, det trygge perfekte. Det giver ham ikke en ease. Du skælder ham ikke ud. Nu vil han bare være. Og du bliver lidt moraliserende. Og til sidst så kommer han ud. Nu er trådt ud af det Far, det var sku ikke så rart og jeg kan ikke. Vi kan ikke gøre noget ved det alligevel. Det er bare halv fucking jul akut i en alder af 10. Altså voksne mænd kan ikke det der. Så der ligger noget her. Der ligger virkelig noget med. At jeg tror. For alt den deprimerende modes i forældreskabet er faktisk det handler mindre om, hvor vi tager dem med til Mallorca eller hvad vi laver med dem, end om de får 12 taller eller hvad for noget tøj de har på, eller om vi spiser øko eller ikke øko. Altså skid nu hul i alt det der. Kan vi lære dem det her. Kan vi spejle dem? Kan vi arbejde med dem her, fordi det her kan du håndtere de sensationer, der er i dig. Bruge din maskulinitet til at finde ud af, hvad der foregår og til at dissekere det og så bruge din feminine side til at vælge eller overgive dig til dig. Tillad og mærk det. Mærk skuffelsen. Mærke vreden, så den kan bevæge sig. Og så du kan sige Nu har jeg været i det. Når du træder ud af det. Det er et sammenspil mellem det maskuline og feminine i dig. Er du svedt, så kan du klare hvad som helst.

  Sune Sloth: Så er du også til for at nu er jeg med ham, når han er der.

  Mette Miriam Sloth: Selvfølgelig.

  Sune Sloth: Men jeg oplevede over tid, at. At det at nogle gange vil han gerne selv være med det, og nogle gange skal jeg lade ham være selv med, selv om han behandler noget med, at det bliver set meget med. Men det er de laminater, de går for selv. De bliver sure. De bliver vrede, de kan ikke rigtig håndtere afvisning for eksempel. Eller at et projekt går i fisk.

  Mette Miriam Sloth: Deres struktur kollapser.

  Sune Sloth: Det er kun skuffelse. Det er også, at man har et projekt, man har sat sig op til at lave, og så kan man ikke. Har man ikke kompetencerne til det, eller man har ikke fået nok at spise, eller du har bliver ved med at fortsæt, selv om du er træt i stedet for at lære og lægge det og så tage det op en anden dag og fortsætte. Fortsatte. Det kan også være nogle ting, der oplevede, at jeg kan godt være med ham i det, men det er også det egentlig er interessant, det her med stille og roligt og lade ham selv se, om han kan. I forhold Marstal Blues, siger Batmans butler. Pick ups, Og det er det. Og det er noget med at erkende de følelser er at finde ud af Hvad skal jeg med dem? Så for eksempel Jamen, der er ikke nogen følelser, der er forkerte. Der er ikke nogen. De har altid et budskab af en eller anden art. Men han bliver ikke trænet i det. Jeg har ikke trænet.

  Mette Miriam Sloth: Nej, og det.

  Sune Sloth: Er mere en måde at være sammen på. Og så er det noget med, at jeg blev ved med at arbejde, indtil jeg ikke rigtig er mere på det. Når han gør noget og når han gør noget.

  Mette Miriam Sloth: Og når der opstår, så arbejder vi sammen.

  Sune Sloth: På det sidste til at gøre et eller andet. Så kan der nogle gange komme ned, op og ned med børnene, hvor jeg kan mærke, at så skaber det en mærkelig stemning, og så arbejder vi med det. Og når det så landede, så så man godt så ting, der ikke har med børn at gøre, der skaber en underlig stemning, der får dem til at reagere. Og så skal du også arbejde med det faktisk ikke har noget med børnene at gøre.

  Mette Miriam Sloth: Når der Der sker noget mellem parret, for det påvirker forældrene rigtig meget eller børnene rigtig meget. Så det skal også støtte mere op, og det giver også mening.

  Sune Sloth: Så der er også noget med, hvordan stemningen er imellem forældrene i familien, men selvfølgelig tapper ind i det. Jeg synes, at jeg kan se der. Jo mere der bliver arbejdet med begge forældre, får det løsnet op og ned, jo mere bliver der skabt et rum, der er så stabilt, at det kan tåle hvad som helst. Det bliver det bliver resilient over for. Og det bliver faktisk stærkere, når de her ting er. Det gør det. Så en af de ting, de kan være bange for. Hvis dit barn så står og har haft en skilsmisse, og barnet så gider ikke dig, og jeg vil hellere være hos den anden, og så vil jeg aldrig. Og man ved godt inderst inde fornuftigt. Det kommer nok ikke til at ske, men det sætter alt i gang.

  Mette Miriam Sloth: Det er noget med påtaget sig det, så du ikke kommer til at gå ud af nogle utrolig uheldige veje, men lige pludselig købe ting til at lave noget du ikke kan holde eller tro, at det er den anden, der har fremmedgjort barn. Og du kan gå ud alle mulige parter, som kun gør tingene værre.

  Sune Sloth: Og hvis barnet bare får lov at komme med den og være vred og afvisende, fordi afvisning fra barnet er noget, det er rigtig svært at være i. Afvisning for alle er svær at være i. Men nogle af de erkendelser, der er kommet op i det, er også, at ultimativt skal børnene gå deres egen vej. Og det vil sige, at det, der er afvisning af den frigørelse, som vil være i i trin, og det vil sige, der er også en individuation i at det gør altså i at afvise forældrene, fordi hvad skal vi? Har man tænkt igennem når de bliver 18? Gider man sidde og låne dem? De kommer måske af med mad og hygger og snakker lidt. Måske hjælper man dem med et eller andet, og så har man ligeværdig snak om noget spændende i livet. Og så ser man en gang imellem måske. Måske gider de ikke. Men for det øjeblik, så skal de ud og finde ud af, hvordan kan de have relationer, og hvordan kan de være i på en arbejdsplads, hvor tingene er svære? Den der anti agilitet altså kan man være i usikre situationer og ustabilitet og faktisk finde ud af at navigere i det på en måde, som styrker én på den lange bane. Så er det dét og dét. Og så har vi den officielle, som pulsen har talt meget om.

  Mette Miriam Sloth: Det er faktisk dét. Jeg vil faktisk vildt anbefale, at I får en fornemmelse for, hvem og hvem jeres børn er. Fordi afhængig af hvem hvor jeres børn er på deres sjælerejse, er der nogle forskellige ting, de har brug for. Derfor kan man heller ikke den psykologiske teori. Det er et godt redskab, men det er.

  Sune Sloth: Det basis for at skille det ad. Altså, du kan have en personlighed.

  Mette Miriam Sloth: Og personlighed er.

  Sune Sloth: Ikke. Den kan have nogle dimensioner.

  Mette Miriam Sloth: Den har nogle dimensioner, og den er der.

  Sune Sloth: Bare. Man ved hvad er det ikke?

  Mette Miriam Sloth: Men personlighed er jo dybest set udspringet af, at den ego struktur, som bliver fortællingen om et sammenhold, en sammenfatning der skal være for at du ikke flyder ud over det hele, for det bliver for vanvittig. Jeg er nødt til at være en anden fornemmelse af, at det jeg jeg er, har en eller anden form for fast form, så der kommer en fortælling. Det, der er problemet med personlighed på nuværende tidspunkt er, at du bliver alt for fikseret. Som om jeg er sådan en, der ikke kan lide det. Og jeg er sådan en, der kan lige så meget er typisk baseret på traumer eller likes, dislikes eller Vi er kommet til at høre på alt, alt, alt for fasttømret, og man kan ikke være alt, alt for flydende, fordi du tror, du skal tage forening.

  Sune Sloth: En dimension er for eksempel altså åbne at være åben over for nye oplevelser, der kan være helt fra man er helt lukket over for dig til en anden dimension i dit liv. Det er angribernes. Hvor meget kommer man situationer i møde, eller er man bare uenige og på tværs? Dybest set. Der er også en skala helt for det.

  Mette Miriam Sloth: Ja, der er også jeg ved godt der. Jeg ved godt man begår fejl og sådan noget, men noget af det vil også være bundet op på energetiske blokeringer og traumer. Ja.

  Sune Sloth: Noget af det vi kan se er at nogle af de ting fortsætter, selvom man energetisk kommer videre med dem. Det er for at sige det handler om at se ud over de her parametre. Om du er sådan en der bliver sur, eller du er sådan en, der ikke er åben over for nye oplevelser, og du er du sådan en, der ved det? Så det faktisk at se det, der ligger bag.

  Mette Miriam Sloth: Du kan genkende det.

  Sune Sloth: Dobbelte for den søgen, der ligger i deres sjæl i deres felt, som ligger ud over de parameter, som ligger ellers og roder. Hvad er det de leder efter? Hvad er det de skal her? Der kan du selvfølgelig gå op højere i frekvens og lave en forespørgsel. Men tag det med et gran salt og du får en, fordi du må ikke. Det dur ikke at lægge det på dem, hvad de skal.

  Mette Miriam Sloth: Du skal bruge det, for at du finder et sted, hvor du står, når du går op. Det synes jeg er enormt brugbart. Det har gjort vanvittig mange gange med min søn at gå op og få en fornemmelse af, hvor jeg har en fornemmelse, at jeg faktisk også har kontakt og hans sjæl. Hvad har du brug for lige her? Jeg forstår, Hvordan hjælper jeg dig bedst her ud fra hvem du er? Og så tager jeg faktisk guidens. Jeg får ind og siger Jeg har bare brug for at du, lad mig gøre det her. Jeg har brug for, at du ved jeg har brug for frihed. Lige hvad der kommer ned. Når jeg gør det, der kommer der altid noget, og så er jeg sådan lidt okay godt, så jeg vælger at have tillid til det, og hvis det så rammer noget, når jeg så tager den ind, så kan det ramme noget i mig. Det kan give frygt for, at omverdenen skal kritisere mig for det eller det ved frygt for, at jeg tager fejl, og så kan jeg ikke gøre det godt. Men det tager jeg, og så tager jeg energiarbejde efterfølgende og tager. Hvor skurrer det her i mig? Det oplever jeg faktisk. Det er hans fremtidige selv. Han siger til, hvad vi skal kalde det. Den viser en del af ham, der faktisk kommer og siger det det her, det er årsagen eller det her. Det er det, jeg har brug for. Det er det vigtigste for mig lige nu at få mulighed for at undersøge, hvad der nu kan komme ind.

  Sune Sloth: Men du går ikke ind og siger til ham du har lavet Nej, nej, nej.

  Mette Miriam Sloth: Nej, nej, det ved jeg godt for mig selv, for kan hjælpe ham med.

  Sune Sloth: Et perspektiv på, hvad jeg kan gå videre med. Der går vi tit ind, og så dobbelttjekker.

  Mette Miriam Sloth: Jeg helt sikkert det, for jeg fortæller ham ikke at sige nu. Nu har jeg snakket med din chef, og den siger det er det, det handler om. Ja, enormt. Så det er det er noget jeg.

  Sune Sloth: Tager som et input, som kan give et perspektiv på, hvad det er der foregår, og hvad det er, vedkommende skal gøre. Det kan godt være, det ikke. Det kan godt være det her og nu. Jeg er i gang med at undersøge det og det og det i sociale sammenhænge, som er kompetitive, fordi det skal jeg et eller andet med. Jeg kan ikke give dig mere information, men det er noget med det eller jeg er sådan en, der skal undersøge noget med en. Du ved nogle bestemte ting omkring krig, fordi at Micheal er nysgerrig på hvorfor mennesker gør det her ved hinanden. Og pludselig ser du okay det sjov han ser starter anden verdenskrig nu på femte år, hvor han ser nogle ting omkring det. Okay, det kunne godt være der var noget om snakken. Så tager du den ind som et med input Præcis og går videre derfra i basis. Så det bliver ikke en terrorist, ikke noget du lægger. Nej, nej, nej. Og det er fordi du gør sådan. Det er kun.

  Mette Miriam Sloth: Et redskab for at gøre dig mere klar i, hvordan du er over for dit barn, i din adfærd og i din tilgang. Det er ikke fordi du taler det her ind i dem.

  Sune Sloth: Afhængig af hvordan du skifter frekvens. Nu laver jeg sådan Gå så. De fleste vil vel nok have forskellige metoder. En af dem kan være meditation, hvor man fokuserer på åndedrættet sidder op. Der kan også være afspændingsøvelser. Der kan være mange måder at tilgå den information, og der ved du, hvad der er bedst for dig. Og du kan faktisk få hjælp.

  Mette Miriam Sloth: Det jeg også gør med folk, det har faktisk været Lad os lige gå op, og jeg vil gerne lige gå op og få en fornemmelse for hvordan. Når du har respekt og når du har kontakt til et, så opleves som et et et visere aspekt af dit barns felt. Hvordan føles det? Og hvis du bare. Og så hjælper jeg med at holde lyset.

  Sune Sloth: Og få.

  Mette Miriam Sloth: Rettet op, når der er forbindelse. Og den måde du ved, at du har fat i noget som. Rigtigt og forkert ord. Det er, at når du kommer derfra, vil det altid. Det vil aldrig være firkantet kommanderende. Det vil altid være lidt abstrakt. Altid give dig hen, når du har kontakt med højere aspekter af dig selv eller af mennesker, du holder af og har kontakt med hos dem. Det giver dig altid en stort udslag i hjertechakraet, og du får næsten lyst til at græde. Det er smukt. Det er virkelig smukt, og det kommer i sådan et fabel lignende, så det kan godt komme i sådan lidt overordnede temaer, som er korte. Det har jeg tit fået min søns hjælp, og du skal ikke bekymre dig om jeg skal nok klare den. Du ved altså alt er fint. Det giver mig sådan en. Det er magisk. Det er ret magisk.

  Sune Sloth: Det er ret vigtig at. Man gør det her. Ret vigtigt at være i en relativt passiv rolig tilstand.

  Mette Miriam Sloth: Så der rydder vi op inden.

  Sune Sloth: Der skal være ryddet op, og der skal være ro på, fordi ellers så er der. Hvis du har tænkt kør en energisystemet, så kommer der stemmer ind og ideer og tanker ind, som kan være overbevisninger som er følelses drevne eller ting du får lagt ind som ligger arveligt og så nogle ting du skal virkelig. Så hvis du er. Hvis din krop er i frygt for døden eller et eller andet barn skal dø, så får du noget ind. Så kan du få noget helt skævt ind. Så skal vi tage frygten først. Du er nødt til at. Den er. Nødt til at være ret klirrede for at kunne gøre det. Og selv der skal du have denne her respekt. Det gør vi, når vi har vores klienter, og vi går op og kontakter, mens vi har, så går vi jo heller ikke ind og pålægger dem det, det der. Nogle gange snakker vi om, men det er et ekstra lag information, som blander sig ind i forhold til personens rejse. Jeg vil være ret forbeholden over for, hvor meget vi ligesom putter ind i det. Ja, det er det. Det er der, hvor det er, der hvor du går til klor. Ja. Så tager de nogle af de informationer, og så siger de du skal sådan og du du meningen du skal sådan. Det gør vi aldrig.

  Mette Miriam Sloth: Vi ligger aldrig noget mening ned over dig og bestemt heller ikke over dit baren. Men du skal mere se det som en mulighed for at få det aspekt med og få den fornemme. Hvordan føles det, når jeg går op og kontakter? Og det er der faktisk også er det, at hvis du er overvældet, så kan du faktisk ikke rigtig gå op. Du kan ikke. Du kan ikke komme op. Det er klart, du er kommet til at tillade dig selv nærhed ned i bekymringer. Du er nødt til at tage dig det først. Så det er altid noget, jeg går ind og arbejder med en klient de steder, hvor de er forvirrede og bange og vrede og alt det der. Og når de så tager det roligt og siger fint, så kan vi lige gå op og så af sted. Lige nu er der ikke noget, der roder. Du ved. Og når jeg tænker på forskellige situationer med mit barn, så er der ro på og så prøve at gå op og prøve og så og så prøve at gå op, og så du ved, at du rækker ud mod dit barn. Og så kom. Hvordan det opstår i dig? Det dirigerer jeg ikke. Der kommer noget til dig, om det er et billede eller symbol eller fornemmelse. Og det er enormt smukt, for det er enormt individuelt. Og så kan du få ligesom et Hvordan føles det, når jeg er i kontakt? Hvordan føles det, når jeg får en fornemmelse, som føles ren og sand? Så begynder du at have også Det redskab.

  Sune Sloth: Ind mod at hæve frekvensen på det er at ligger, peger eller hvad kan man sige? Ligger fingrene på hjertet eller brystet? Hjertechakraet og højrehånd kan godt være begge to, og så beder jeg om, at Det Højere Selv hæver frekvensen i min bevidsthed. Og det kan jeg ikke garantere virker. Hvis du har låsninger op eller begrænsninger lagt ind, eller hvis du er meget følelsesmæssig energetisk, eller du har meget klare tanker af modsætninger på ting, der kører i dig, så kan du gøre det, At du går ind og fokusere på åndedrættet og lade de her ting bare træde i baggrunden, hvis du er heldig. Men hvis der er fuldstændig ro, så vil din sjæl faktisk hæve din frekvens for den del af din bevidsthed, der er bevidst. Altså den der er i centrum af bevidstheden. Det er et trick til at komme op i frekvens. Fra det sted der kommer der, kan du gøre flere ting. Du kan gå ind og bede om kontakt til den anden persons sjæl på en måde fra hjertet, hvor du siger Jeg vil ikke blande mig i vedkommendes vej, men vil bare gerne have kontakt og en udveksling. Hvem er du? Hvad skal du? Hvad skal jeg forholde mig til? Det? En mulighed. En anden mulighed er i energisystemet at lave en kontakt op af til ottende chakra, som sidder over hovedet. Sådan. Sådanne. 30 centimeter 20 Det er lidt Jeg har ikke. Jeg kan ikke lige sige præcis, men når jeg mærker det, så. Jeg går op over hovedet til et sted. Der er også et chakra. Så forbinder energetisk det chakra med den anden persons chakra på ottende niveau og beder om en kontakt. Det kan også nogle gange virke. Og bagefter afslutter kontakten. Og får nogle informationer. Men man skal se det som en informationskanal. Så når du så kommer ned igen, så er det en ud af flere informationer. Med. Som en del af din forståelse. Men det kan kun noget. At have en ekspanderet forståelse af en persons vej.

  Mette Miriam Sloth: Det kan utrolig meget, fordi når du. Jo mere du får én, som er uafhængigt af dig og din fantasi og drømme om hvad en familie liv er, er meget nedarvet. For at sige det direkte, ikke? Jeg er ked af at sige det kvinder. Jeg er nødt til at ryste os lidt her for at vågne op i en dukkehus. Fantasi om at vi sådan leger dukkehus. Og så skal vi have det, der fint skal være. Så skal man. Nyder du at have mennesker på besøg og din familie er fremragende. Nogle gange er det enormt forceret og forstilt, fordi dernede er en dukkehus fantasi om, at det skal leves ud. Du kan godt være blevet mor til børn, der overhovedet ikke har tænkt sig at føre familielivet videre. Du kan godt være mor til børn, som slet ikke selv vil ha børn. Du kan være mor til et barn, som egentlig er her for at hellige sig naturen og dyrene og helt sikkert vil noget med mennesker at gøre uden noget som helst af det barn. Du kan bare ikke have en praksis. Du kan ikke have en du. Du kan ikke have en form for, hvordan det skal være at være mor til børn, der vokser op. Du har. Hvis du har en i en eller anden form, så skal det være sådan her, så du ved, Så skal vi holde jul på den måde, og om 10 år, så hygger vi os sådan. Det kommer an på, hvem dine børn er. Det kan godt være, at de har sådan et. Jeg skal sgu ikke holde jul og sådan Latterlig tradition. Det ved du ikke. Så du er faktisk nødt til at forholde dig til, at du ikke har en eller anden fantasi, som du propper ned i halsen på de unger.

  Sune Sloth: Ja, der kan være en eller en bedstemor, som faktisk er til dels grænseoverskridende, som de afviser, og så må du tage stilling til det frem for at presse dem.

  Mette Miriam Sloth: Det kommer til at ryste i strukturen, men det har de faktisk i deres. De børn, der fødes lige nu, er enormt. De fødes ind med adgang til mere bevidsthed, end vi andre gjorde og bagved bagved skuende generationer. Hvilket betyder, at de mærker ubehag i feltet. Så hvis der er sådan en eller anden der der møver sig ind, fordi du ved jeg vil have din plads, Jeg vil have din glæde og du skal kramme mig, og du skal være her for mig og så mange der gider ikke skabe sig eller det vi kalder skabe, så vil du begynde at. Fordi du er det skal du ikke. Jeg har min frihed. Jeg har også min frihed. Så hvis der er familiemedlemmer, der prøver og moser ind på den måde, så vil du nok opleve dine børn reagere. For det gør de børn, der fødes endnu.

  Sune Sloth: Og det vil være et sted. Og det er også det, vi har stået i, hvor du må tage et meget afgørende valg, om dine børn skal tvinges til at have med at gøre eller tvinges til at være tæt på eller skal konversere eller skal sidde sammen. Tante Gerda eller onkel Otto, der sidder og er klam, eller som kommer med små ironiske, sarkastiske bemærkninger, drikker sig fuld og er lidt hånlig eller over for kvinder måske engang Børnene er bare nogle eksempler. Vi kender Ja, eller.

  Mette Miriam Sloth: Som bare ikke gider snakke med børn, fordi de er vant til at de skal være der for det. Hyggelig pludren, lyd og de skal jo være med, Men de er pisse ligeglade med børnene alligevel. Jeg ved der er mange ting i vores familiestruktur, som bliver sat under lup.

  Sune Sloth: Blot mig selv her i forhold til min egen søn. Jeg har en på mange måder en rar familie, dejlig familie, men de siger goddag til ham, snakker, konverserer med ham. Der er ikke nogen på hans alder og lader som om de er interesseret, og så er de ligeglade med ham. Så går han bare rundt, og så kan man sige, kan man kræve dem, at de er interesserede i ham og hans liv? Han er et ligeværdigt væsen på linje med alle mulige andre. Men der vil jeg sige Jeg bedømmer dem ikke for det. Men når han synes, det er kedeligt, som han siger, så er det fordi han ikke har nogen at forbinde sig med, for de er ikke interesseret i dig, og de gider ikke snakke med ham. Det er overfladisk snak, som hurtigt er afsluttet, og så er han glemt.

  Mette Miriam Sloth: De har haft små børn selv, og de er over det der.

  Sune Sloth: Men der er ikke en interesse i at forbinde sig med ham. Og så kan man sige det, som det er.

  Mette Miriam Sloth: Men så er det bedre at sige det højt og lade være med at tvinge det sammen.

  Sune Sloth: Så når han kommer og siger det er kedeligt, og jeg kan se, hvordan han så ikke har nogen steder at gøre af sig selv, så han kommer så til mig. Så står jeg der, og så er han så meget på mig, fordi der er så lidt interesse for at forbinde sig med ham. Det er ikke fordi den enkelte person ikke kan det. Det vil sige, mine forældre for eksempel. De kan godt forbinde sig dybt med ham og sidde og kigge på gamle familiefotos, som min far gik ud i haven med ham og lave håndværkere. Eller min mor kan sidde og tale med ham om alt muligt, se film. Men den her situation kan de ikke forbinde sig med ham, og de går tæt på hinanden. Så går han til mig, og så skal jeg egentlig vælge her. Skal overhovedet tage ham med til de her arrangementer af høflighed? Eller skal jeg give ham en computer og lade ham sidde og spille et eller andet.

  Mette Miriam Sloth: For ikke at råbe det ud omkring de sociale kontekster.

  Sune Sloth: For at jeg overhovedet kan have. For at det ikke bare handler om, at han kommer over til mig, fordi han egentlig er ensom i det. Så det er et eksempel på at lade ham slippe, eller vi går hjem tidligere, eller jeg giver ham en computer med, hvor han kan spille lidt. Eller i andre tilfælde, hvor man ser det okay, at jeg snakker med den og den i familien, fordi det er ubehageligt at de bliver ved med et eller andet. Det er så ikke tilfældet her.

  Mette Miriam Sloth: Men jo, jeg har oplevet det. Min egen familie. Jeg har oplevet den der med. Der er en meget, meget stram. I min familie interesserer man sig for hinanden og. Der er bare meget, meget, meget overfladisk. Der er manglende kapacitet på både min mors slægts linje og moders liv og min fars livslinje og fars liv til at forholde sig til noget som helst følelsesmæssigt. Så der er faktisk en stor følelsesmæssig umodenhed i min familiestruktur, og det gør, at det bliver en. Det bliver en uærlig harmoni, der opstår, hvor man lader som om, at man har det godt sammen, når man er sammen, og alt muligt ligger og roder nedenunder. Der er ikke nogen, der har kapaciteten til at holde på, og det jeg oplever er, at når de få gange jeg har prøvet og forsøgt at tage hul på det. Det går ikke. Der bliver talt i krogene, og det er ubehageligt at få tingene på bordet, hvilket tog mig mange år at nå til det og turde det, fordi det var så ubehageligt. Når man er vokset op i det, så er du vant til sådan at please. Enten så bliver du pludselig rebel og skrider. Og du ved eller også så bliver du enormt opmærksom på andres forældres behov. Det var den vej, jeg tog enormt opmærksom på deres behov.

  Mette Miriam Sloth: Og dermed måtte jeg også forlade mine egne. Det tog mange år at komme igennem det. Og da jeg så begynder at walk the boat mere og mere i forhold til jeg har sådan det der. Der er noget her, der lugter uldent, og det ville jeg ikke være med til at snakke om de her ting. Så var der et ultimatum at jeg skulle bare pakke det sammen, og så skulle jeg bare komme til festerne, og så skulle jeg være høflig, og så skulle jeg bare sidde der og sige min røv, er jeg nødt til at sige. Det er simpelt, og der er ikke noget med, at alle de der mennesker og røvsygt ikke personligt mente det. Men når man stuver mennesker sammen i en gruppe, og der er mange mennesker, der ikke har lyst til at være der, fordi det er sådan en uærlig harmoni, så er vi her, og så spiser vi, så drikker vi, så skrider vi igen. Men vi har ikke noget med hinanden at gøre. Egentlig ud over de få gange om året, fordi det er bare sådan en form, man træder ind i. Og så har jeg sikret mig, at jeg også bliver inviteret nede ved jer, og så sørger vi for, at der noget i kalenderen.

  Sune Sloth: Du bliver afkrævet, frem for at komme nogle gange og komme altid. Og i øvrigt skulle vi lige også holde bryllup før.

  Mette Miriam Sloth: At der var noget mad jeg skulle.

  Sune Sloth: Vælge om vi skulle invitere.

  Mette Miriam Sloth: Det var det var der vi skulle. Det var noget med I skal invitere, og det var sådan meget rigidt, og der var jeg sådan. Det kommer ikke til at ske. Jeg kommer ikke til at presse, og jeg kommer heller ikke til at levere mit barn til det, der måtte være det.

  Sune Sloth: Der med barnet. Fordi hvad er det så, barnet kommer til at stå i? Fordi barnet kommer jo til at stå i og bliver afkrævet det samme på et eller andet tidspunkt. Du skal komme til alt, ellers bliver du. Ellers bliver du ikke kommunikeret ud, afvist.

  Mette Miriam Sloth: Og så får du ikke. Du får ikke gave, og du får ikke noget, og du kommer til at arve noget. Og det er så det, der er det, der er det.

  Sune Sloth: Vi står med nogle børn her, hvor vi så skal tage stilling til. Så hvis din søn ser, om jeg gider at være med.

  Mette Miriam Sloth: Så er der. Det forstår jeg godt, og det har jeg meldt ud. Og så bryder.

  Sune Sloth: Du det hele. For det handler faktisk ikke kun om dig. Det handler om Du skulle levere din søn og min søn, og det var bare så. Hun afkrævede, at de skulle leveres til hendes underholdning. Men hun er ikke interesseret i, at hun snakker lidt med dem, og vi er der for hende.

  Mette Miriam Sloth: De er der, for.

  Sune Sloth: De ikke er som en slags kulisse.

  Mette Miriam Sloth: I en kulisse, og så føler hun så det er fedt, at de er der. Og så føler hun, at der er nogen, der kommer til hendes festivitas.

  Sune Sloth: Og der kommer pointen. Der hvor grænsen virkelig blev sat, det var i forhold til næste generation. Og det er én ting er at tvinge sig selv til det. Men vil du tvinge dine børn til det her? Hvor langt vil du gå her for at holde etiketten? For at nogen ikke bliver sure, og for at familiens struktur begynder at rode rundt. Det er det valg, du kan stå i. Næste trin.

  Mette Miriam Sloth: Og grunden til vi siger det her er.

  Sune Sloth: Nødvendigt barn at se den anden forældre, hvis de trives forfærdelig. Selv om det offentlige siger det, skal de, fordi ellers så gør du noget forkert. Hvor meget vil du presse barnet ind i relationen med forældre, der nedbryder dem eller en i familien? Og det er klart, at hvis du kan se, der er seksuel misbrug eller vold eller et eller andet. Ja, så ved vi godt, så skal man må man godt.

  Mette Miriam Sloth: Men det skal være meget grelt, før det er sådan.

  Sune Sloth: Og selv der vil der være nogen, der forsøger at dække over, at det nok ikke var så slemt.

  Mette Miriam Sloth: Præcis. Så der er dak dak og andre belæg i det her. Vi siger det er så vidunderligt med familie, og det er der, vi har de tætte relationer, og det er der flest traumer begås mest vold og misbrug. Det er bare for at vide, at alle i den her tid har alle familier en grad af dysfunktionalitet, fordi vi ikke er kommet længere som art. Det er ikke personligt, men det er bare indbygget i familiestrukturen. Så I vil opleve grund til, at vi bringer det her op. Det er så personlige historier fra begge sider, men det er grund til, vi deler det, fordi alle vil stå i en eller anden afart et eller andet sted på frekvensbåndet i det her, så det vil larme mere eller mindre.

  Sune Sloth: Hvor meget skal barnet imødekommes med deres reaktioner i forhold til du forstår? Hvis du begynder at arbejde energi til at komme et sted, hvor du har en dyb ro og kan se dem for hvem de er, og se hvordan deres impulser er, hvad de undersøger, og du kan se de bliver overskredet. De bliver presset. Det bliver det, der er smukt i dem. Deres begejstring bliver gjort forkert eller presset ned eller skal være noget andet. Når du kan se det, Hvor langt vil du så gå i forhold til at passe ind i noget? Fordi der går du ud over din. Kan man sige. Kan du få over dit hjerte? Og presse næste generation ind i det? Det er nemt nok, hvis der foregår noget misbrug og noget selv. Der kan der også godt være noget med, at man presser nogen ind. Det ved vi jo.

  Mette Miriam Sloth: Ja, helt sikkert.

  Sune Sloth: Men nu taler vi om de fleste, hvor det mere er en psykologisk. De bliver engang. De bliver ikke set, eller de bliver gjort forkert, eller de bliver afkrævet at være til stede i noget. Og det er ikke bare et spørgsmål om det er kedeligt. Det er et spørgsmål om, at de bliver mast stille og roligt over en årrække ind i en struktur, hvor der bliver afventet noget af dem, som presser dem nede i forhold til, hvor de kommer fra.

  Mette Miriam Sloth: Ja, og det og det har den struktur har de ikke lov til at gøre oprør imod. Men der er ikke noget med det, det du laver, det er det og det det raseri, jeg først forstod senere i mit liv. Lige i forhold til min egen. De dynamikker, der ligger i min familiedynamik, som ligger der, og som mine forældre har ubevidst udspillet, og vi er blevet en del af, og som vi kan se ligger i slægts linjen. Og det er jo det her raseri, jeg har set. Jeg var dybt raseri i mig over, at der var ting, der blev forventet, jeg gjorde, men jeg oplevede ikke, at der var nogen interesse i, hvem jeg er som menneske. Det er noget med, at der skal være plads til mig. Det er mere, Hvis I ved, hvem jeg er, så vil I vide, at den sætning, der er destruktiv for min sjæl, det er destruktiv for mig at være tvunget til at sidde sammen med menneske felter, der ikke har lyst til at være der, og som ikke siger tingene højt for mit felt, tager det til sig. Det er simpelthen derfor. Hvis jeg har været til sådan noget, så ligger jeg stille. Lå jeg i en uge og var udmattet. Det tog mig mange år at finde ud af at være i i noget, hvordan jeg havde det og nøgler.

  Mette Miriam Sloth: Det er det. Vi lader som om vi har det godt sammen for at pleje en struktur, og derfor er der så mange ting, der bliver fejet under gulvtæppet, og jeg mærker det hele. Jeg ved, hvad det er, jeg kan. Jeg kan mærke det. Jeg kan mærke det ubehageligt. Jeg krymper mig. Og det er det, jeg prøver at kommunikere. Jeg kan godt forstå, de ikke forstod det, fordi de er ikke der, så der er ikke nogen jobs på det. Men det er bare. Jeg var nødt til at finde ud hvordan. Hvad stiller jeg op i det her? Og også at nej, jeg kommer ikke til at levere det, der faktisk var, fordi der stod jeg også, da jeg blev mor. Fordi det her, det har været et problem i min familie altid, og jeg har bakset med og taget forskellige trin i. Og jeg var der, da jeg så blev mor. Jeg vil jo ikke. Jeg ved ikke, hvordan deres relation bliver til deres barnebarn, og den vil jeg ikke frarøve dem. Så det er ok for dem at prøve at skabe en container, hvor de har mulighed for at lære ham at kende, og så må de fører det til, hvad de nu kan og han.

  Mette Miriam Sloth: Og det skal også siges, at han virkelig som barn nød at være oppe ved sin mormor morfar. Det var. Det var som om det var nemmere for dem at være noget for ham, når der er sådan en mere umiddelbarhed. Han opsøgte den dem selv, som mindre børn gør. I det øjeblik, jeg oplever, der kommer. Jeg oplevede det selv øjeblik, der blev prime time latin, hvor de skulle stille op, og så er det som om der ikke rigtig mere. Jeg var blevet så meget lille, fordi jeg var den tredje i rækken, og der var ikke noget det, men jeg kunne se, at der at der var overskud til at være noget for ham, og jo ældre han blev, var det som om at en af de voksne stille op, men det forventes stadig at han deltog, og det var faktisk der hvor han begyndte, fordi at de var søde nok. Jeg gider faktisk ikke, og det kommer ud som om det er kedeligt. Kunne godt se på ham. Hvad skal jeg lave der? Der er ikke nogen, der snakker med mig, men det er der ikke. Heller ikke at mine søskende blev set, for der er ikke nogen, der er. Der er ikke blevet skabt en container, hvor vi kommer hinanden, ved hvem vi oprigtigt er.

  Sune Sloth: Der ikke en oprigtig interesse? Det kan jeg så bevidne om, og det er da det, det er. De kan ikke huske hvem, hvad jeg laver eller hvad min rolle er i noget.

  Mette Miriam Sloth: Men det er ikke bare en manglende kapacitet, og den er grunden. Ja, og det jeg tror nogen oplever det her med deres familier, kan være enormt forvirret i det, der er. Du kan sagt du kan godt have fået børn og så have manglende kapacitet til at kan forstå dit barn. Men du kan også godt have fået børn og bare ville have et dukkehus. Og så er du faktisk overhoved ikke interesseret i at forstå hvem dine børn er. Det kan du altså. Det er Den kombination findes altså.

  Sune Sloth: Men det kan. Det kan i bund og grund være det samme. Så ser meget anderledes ud, når man kommer fra Nordsjælland for en akademisk familie, hvor alle har videregående uddannelser. Hvor den oplevelse jeg havde, er for alle parter, at hvis du ikke har en videregående uddannelse og et fint job eller i hvert fald et job, hvor du udfører et eller andet innovativt eller noget Læge eller ingeniør i Novo Nordisk eller en eller andet advokat. Der er der ikke nogen, der har masser af læger, så jeg kunne observere, at når du havde den uddannelse, så var det som om, at du var inde i varmen i forhold til at dele og blive anerkendt, og man så hinanden interesseret for hinanden. Så gik jeg ind og fik uddannelse og gjorde alt det her og opdagede pludselig bliver taget alvorligt det øjeblik at få en kandidatgrad. Men så manglede der, at jeg havde et fint job, så endelig fik jeg så et job, der var ganske udmærket og nok og innovativt. Og så opdager jeg, at de faktisk ikke interesseret i hinanden alligevel. Der er bare et hierarki, hvor det ser ud som om, at dem som har noget, de vil, hinanden på en anden måde. Men du er ikke noget du, du, du, du. Du bliver set ned på, Men der er ikke interesse i dig, hvis du ikke har alt det her med dig. Du opdagede det var opvågning. Det er faktisk en faglig interesse.

  Sune Sloth: Så det der manglede, var den menneskelige interesse i den. Som ikke har noget med det at gøre. Så det kommer tilbage til min søn. Den menneskelige interesse i at hvad du ikke kan byde ind med noget i en intellektuel diskussion om et eller andet. Og det er en lidt grov udlægning, og det er det ikke min nærmeste familie. Så slemt er det ikke, men hele min storfamilie er på den måde. Bag alt det ligger manglende interesse i at forbinde sig med hinanden og være noget for hinanden. Komme hinanden ved. Og så var det, jeg gik op for mig. Men måske er det en falsk konstruktion, at vi skal være noget for hinanden. Måske er det slet ikke det rigtige. Jeg havde var i terapi bakken. Måske jeg skulle begynde at overveje, om den gruppe du deler, om du vil være en del af den. Vil du byde ind? Vil du have det den gruppe tilbyder? Så hvad? Jeg ved jo jeg egentlig ikke? Hvad skal jeg med dem? Og når du har taget den beslutning, kan se det her er tomt og værdiløst i den forstand, at du bliver drænet af det, så bliver det sådan lidt okay. Nu er jeg nødt til at være lidt strategisk om, hvor ofte jeg kommer og hvilken interesse og viser hvor flink jeg er. Og når jeg er drænet, hvornår går jeg så uden det bliver bemærkelsesværdigt?

  Mette Miriam Sloth: Jo, du kan også se det som at det faktisk ikke er kærligt for nogen af parterne. Det er jo egentlig ikke kærligt. Vi sidder og lader som om vi vil hinanden. Der behøver ikke at være noget ved dem. Jeg kan ikke lide det. Men man kan godt have nogen, som har al respekt for din vej, og der føles ikke den der tiltrækning på, at vi skal udveksle. Det føles bare mere som om de der magneter der frastøder hinanden, så vi bliver tvunget ind i et hus, og så skal vi prøve at få 5 timer til at gå og så prøver man at padle eller et eller andet. Jeg oplever, at den konstruktion og ved at skvatte sammen, og det gælder altså også om du så er fætter, kusine eller nødvendigvist søskende. Du kan sagtens få søskende, som du ikke har noget til fælles med, og der behøver ikke være noget galt, andet end at du ikke skal med dem.

  Sune Sloth: Jeg tror, hvorfor vi siger det her. Nu er det meget udleveret, men fred være med det. Det er for at sige, at hvis du oplever ting i din familie, og du står nogle valg med dine børn omkring, hvor meget de skal være med og hvor meget du vil tvinge dem, men hvor meget svigermor får lov til at dominere. Et eller andet, skal arrangeres på en bestemt måde. Så har du et valg. Fordi en ting er at tvinge dig selv ind i det og have det ikke særlig rart med det, eller føler du spilder endnu en weekend på at arrangere alt muligt. Vil du give det videre? Vil du give det videre til næste generation? Fordi så står de i den.

  Mette Miriam Sloth: Ja, præcis. De arver lorten, som du så ikke kunne finde ud at håndtere, selv om du står.

  Sune Sloth: Og siger Jeg forstår det godt. Så putter du dem ind, så tvinger du dem ind i en sammenhæng, hvor de skal tage stilling til det. Og du kunne se, at det belaster dem. Så ville vi passe på ikke at producere sin egen ting. Og det kan godt lyde som om jeg gør det sådan, men det er ikke tilfældet. Jeg kan se at se, at det gælder for alle. Det her er observeret i alle mulige sammenhænge og især i forhold til børn. Der er ikke interesse i børns verden.

  Mette Miriam Sloth: Jeg oplever faktisk helt omvendt, at jeg havde svært ved at være i min min familie, og det arbejdede med os, fordi jeg ikke. Jeg følte mig ikke en del af det, og jeg kunne ikke kommunikere det, fordi de havde ikke mulighed for at forstå det. Altså, hvis jeg hørte vores sidste podcast, så taler vi om, hvordan evolutionen er i forhold til bevidsthed, og den kommer for at have fokus på ydre succes. Og det er det ydre til at være mere rela relationsorienteret, Og jeg tror, jeg får den, fordi jeg er født ind. Jeg tror, jeg er stort, og det er ikke noget med så står jeg et bedre sted. Der er ikke noget bedre i det. Der er bare noget udvikling, der folder sig ud. Jeg tror, jeg står et andet sted som mit aftryk på livet, og hvad der er vigtigt, er meget anderledes end deres. Så det er klasse.

  Sune Sloth: Ekstremerne er der ikke rigtig.

  Mette Miriam Sloth: Det er to forskellige radiokanaler, og det skabte enormt meget smerte i mig. Men jeg kunne se min.

  Sune Sloth: Sult og at dele med mennesker, som ikke er det samme sted.

  Mette Miriam Sloth: Men pinefuldt, fordi der kommer alt muligt mærkeligt ud af det, og det ligner ikke noget. Det jeg oplevede det var, at min søn er enormt ekstrovert og elsker mennesker. Så det var faktisk mere og få jeg kunne se han. Jeg vil ikke tage det fra ham.

  Sune Sloth: Han trives med det.

  Mette Miriam Sloth: Han trives med det, og derfor skulle han også have muligheden for at skabe forbindelse til ham, selvom jeg ikke kunne. Selvom det ikke lykkedes for mig, for løse, så vil jeg præsentere mig selv.

  Sune Sloth: Jeg blev ved med at troppe op og være åben, uden at han kunne mærke, at du havde modstand. Så tog.

  Mette Miriam Sloth: Jeg mig min egen modstand præcis.

  Sune Sloth: Igen, indtil.

  Mette Miriam Sloth: Han.

  Sune Sloth: Lod det.

  Mette Miriam Sloth: Så blev han så gammel, at han var sådan lidt. Nu begyndte han at være mere interesseret i vennerne og sådan noget. Så var det lidt okay. Nu slipper jeg for de problemer, og han har ikke lyst til at være der alene.

  Sune Sloth: Altså, det er jo ikke noget med at sidde i en dårlig familie eller bagtale. Nej, når du kommer med deres observationer, så er det egentlig bare at bekræfte, at det kender vi godt. Ja, sådan er det. At det er sådan det foregår. Men ikke gå ind og fylde på dem. Ja, præcis. Så jeg går heller ikke ind til Laurits og siger, at de ser dig heller ikke. Jeg siger bare Det kan jeg godt se er lidt kedeligt for dig og sådan noget, men så måske kan du lokkes med til at være fire timer. Og der er jo også den og den søster og hun. Hun giver ham noget, så der er noget. Men. Så der er ikke noget med at putte det ind i dem. Nej.

  Mette Miriam Sloth: Nej, det er dig, der holder.

  Sune Sloth: De skal have lov til selv at udforske, hvad de skal med den familie. Medmindre der opstår situationer, skal beskytte dem, fordi der er nogen, der går på dem i en eller anden forstand er over eller.

  Mette Miriam Sloth: Narcissistisk eller andet. Ja.

  Sune Sloth: Men det er noget andet. Så for babyer op børn energiarbejde. Vi kom vidt omkring i forhold til det her.

  Mette Miriam Sloth: Ja, men du kan jo faktisk også se hvordan energiarbejde i forhold til at finde ud af hvad stiller du op med børn, med dine børn og den udvidede familie? Fordi når du kan mærke du rammer en kant, Du bliver i tvivl om du skal gøre det her. Mit barn, når det er barnets behov. Det er mit. Hvad skal jeg gøre? Her? Føler jeg mig presset? Det kan vi også gå ind og hjælpe med. Det går ind i forvirringen, og så lander du et sted, hvor du får en indsigt. Og det kan godt være, den indsigt kommer fra et sted. Jeg skal faktisk ikke have noget af min familie at gøre. Eller jeg skal faktisk sige nogle ting til min familie omkring det her, og det vil skabe noget postyr. Men det er det rigtige at gøre, og så handler det om at have tillid til det, du får ind. Når vi har landet.

  Sune Sloth: Så kan du komme noget modstand på det. Så kan man arbejde med det, indtil du står så klart, at du ved, hvad du skal gøre. Men der er stadigvæk noget. Den maskuline del skal faktisk handle på det. Og det er apropos Hvis du ikke gør noget her, så ender det med, at børnene arver den i næste led. Ja, sådan er det.

  Mette Miriam Sloth: Så energiarbejdet handler. En ting er, hvad vi kan lande af indsigter og ro i dit system. Det kan vi. Men i forhold til at handle på det, du har tilbage i dit eget liv, det modet på det, det kan energiarbejde ikke gøre for dig.

  Sune Sloth: Og det er det, vi laver det Vi pionerarbejde i forhold til, at det ved at ændre sociale strukturer, situationer. Det vil ændre, hvordan du går til ting, der er foregået i skolen, som er voldsomme eller uretfærdige eller ubehagelige for barnet. Hvad gør du her? Hvordan går du til lærerne, når der opstod ting? Ja, men også i forhold til hvordan går det til barnet i forhold til grænsesætning?

  Mette Miriam Sloth: Og hvordan når barnet også nogle gange er nødt til at slå sig på verden for også her at modnes? Det ser vi.

  Sune Sloth: Det vil også bare sige, at det ser vi tit, at vi lader dem slå sig i højere grad, end vi går ind og intervenere og så kommer ind og arbejder med at få dem landet, så de kan stå i det. Og der oplever vi over tid, at de bliver mere og mere resiliente i forhold til. Så det er den der anti fragile til at de kan stå mere og mere i tumult. Men der er altid en grænse for, hvad man kan holde til. Det ved vi også selv, hvis vi går på arbejde og bliver tvunget til af har en eller anden leder, der er ubehagelig, samtidig med du har en kollega, der snagende, og du skal sidde på storrumskontor og alle kigger med. Der er altid en grænse. Så det er ikke fordi det er noget med, at man skal kunne klare alt, men nogle gange skal man flytte sig fra situationen. Så hvis du har dit barn i en klasse, hvor der er noget alvorligt, eller der er problemer, så overvej at flytte det. Det er det her spørgsmål Skal man være en del af en gruppe? Der er alt for meget tendens til, at man er en del af den gruppe, der er valgt for en, eller som man valgt tilfældigt. Så vær opmærksom på, at I har et valg. Hvem skal dine børn være del af? En gruppe, der er venner, hvor det er værd at sige dem? Debat Frans Altså, det er en god relation og bekræftende i det uden at bagtale hverken forældrene eller barnet. Det lyder ikke til det rart at være i.

  Mette Miriam Sloth: Men det lader ikke til det barn for hjælp til håndtere det. Det kan godt være bøvlet.

  Sune Sloth: Så det her med at vælge hvem vil jeg have med at gøre? Der er nogle skoler, som tvinger relationer sammen, så du må ikke sige nej til, at de kommer og leger. Og hvis der er et barn, som har større barm, og som bruger det til at obstruere, lege til dominere, lege eller så må man ikke sige fra. Og det vil sige, at det at blive udelukket som en mulighed er også noget, der skal være. Altså hvis du var jf. et af gruppens regler eller blev ved med at være chikanerende eller irriterende. Det skal man også tage sig af, så de kan leve et liv, hvor de ikke er irriterende for andre.

  Mette Miriam Sloth: Nogle har nogle kommer ned og er ikke specielt obs på grænser. Så det der med hvis vi bare søger om, at der må ikke være grænser, så er der nogen der bliver såret. Bare nej. Så det er faktisk sådan nogle, der har brug for en grænse, hvor de kan mærke den. Andre har en grænse her. Så det handler ikke om at udelukkes er altid dårligt. Det kan det være. Men nogen gange handler faktisk om. Vi dømmer ikke barnet. Men nu kan vi se, at vi skal faktisk kommunikere med barnet. Grunden til at de ikke vil have mere, er faktisk fordi du socialt skal, når du stak ham der i øjet. Og det er det, vi skal faktisk. Ja, og så den den den her præcis det ved Så der.

  Sune Sloth: Er så der en del af det, der handler om at gøre børnene resiliente robuste til at stå i en verden, som energetisk ikke er gearet til høj frekvens. Den er ikke gearet til den ro og klarhed, det vil sige dit barn at blive bedre til at stå og se en hel masse ting, som ikke kan kommunikeres andet end på et primitivt følelses spor med en eller anden lærer, der har delvist udtryk for det. Og det vil sige, at når du kommer dertil, så kan du sige Jamen kan de stå i omgivelser her og være grænsesættende og holde fast i deres eget felt, så vil de kunne holde til ufatteligt meget. Så. Men, men, forudsætningen for det er også det arbejde, der foregår.

  Mette Miriam Sloth: Ja, at de selv også får øje på hvor er de selv umodent og grænseoverskridende? For det modspil skal de også have.

  Sune Sloth: Og lige der holder vi fast for at finde. Altså. Skal vi ikke sige det, var det jo Spændende, sjovt eksempel Et af børnene som bliver holder fast i noget der er løgn og alle har hørt det hvor at det begyndte pludselig at blive en vane arvet fra en person i omgivelserne, der gør livet vedkommende med at lyve om hvad der skete. Selvom det var åbenlyst, så stod vi sådan. Så snakker vi om hvad sker der, hvis gruppen som helhed uden at beskylde bare holder fast i, hvad der var sket, som alle har observeret og blev ved med at holde fast? Og på et tidspunkt så kunne. Så knækkede det sammen og lukkede, og så vågnede barnet op og siger Gud, ja, det var nok ikke det, der skete, men lige dér har du kimen til narcissisme. Der hvor man holder fast i, at det var ikke det, der skete, selv om det var det. Og du står én til én med et andet menneske og bliver ved med at gøre det, så føler de sig sindssyge til sidst, og de tvivler på sig selv, og du begynder at se de forkerte indeni. Det er dér, du har nøglen til at gøre et barn narcissistisk. Ikke nok med det, der skete, var det, der skete de også forkert, fordi de synes det sårbare de for følsom, de burde et eller andet. Og det er jo interessant. Så der er noget med virkeligheden. Der er noget med, hvad der er sket. Og der er noget med. Der kunne gruppen nemlig også konstruere, ligesom man gjorde i Nazi-Tyskland. At noget af bat bat. Hvis du er jøde fx. Og alle siger det til barnet, så du kan også lave en gruppe gaslighting, der får dem til at hade nogen. Så det skal du gøre med meget, meget stor klarhed om tanker uden at gøre dem forkerte og lade dem holde sig til deres eget valg. Men lige den der hvor gruppen går ind den er vigtig. Det er en meget vigtig detalje og.

  Mette Miriam Sloth: Det vi ser der på stor skala i USA. Endnu er der en gruppe, der kan sige dig Nu lyver du til en vis person, der gerne vil være præsident igen, og det er ikke rigtigt. Det er stadigvæk løgn.

  Sune Sloth: Og de holder fast i det. Og nej, du er ikke den.

  Mette Miriam Sloth: Bedste præsident, der nogen sinde har været der.

  Sune Sloth: Og alle de her lande, der gik sammen og lavede en erklæring om, at selv om Ruslands Putin siger, at vi går ind i Ukraine, og det er retfærdigt, for de har gjort et eller andet, hvilket de tilsyneladende ikke har gjort, så går en stor gruppe lande ind og siger Nej, det er ikke okay. De holder fast. Ja, præcis det som startede Anden Verdenskrig var, at Hitler gik ind i Polen og påstod de her angreb ville være løgn og så var folk, så var de omkringliggende lande. Så ja, vi skal nok være blandede. Så hvis vi nu går lidt med ham og snakker hyggeligt med ham os ned og så så går det. Hvorefter han så går videre. Det er den grænse overskridelsen og sandheden ikke bliver adresseret. For de der ikke har modet. Og når du så står med en person med narcissistiske træk og psykopatiske træk, som prøver at snyde dig, så står du alene en til en. Men når gruppen går ind og sætter grænsen, så sker der noget.

  Mette Miriam Sloth: Det er den måde, vi sørger for, at narcissisme ikke gives videre ved simpel hen over bjergene. Narcissisme er simpelthen evolutionen, som sørger for, at det der forsvinder ud af det, ikke engang i generne. Det er den sociale interaktion. Så det er bare en opfordring til dig, hver gang du ikke siger fra over for en løgn både i dig selv og i andre, så kommer du faktisk til at være medskabende af, at narcissisme og narcissistiske forsvar kan blomstre.

  Sune Sloth: Vi har jo noget, der er så interessant, hvordan vi kender folk i vores omgivelser, som har sådan nogle træk, som går ind og inddrager en hel masse mennesker i omgivelserne, som ikke rigtig tager stilling.

  Mette Miriam Sloth: Jeg har ikke set det, lyder der.

  Sune Sloth: Men de tager det alligevel ind. Der er måske noget om det, hvad ved jeg, du ved. Og så begynder der at danne sig sådan en vævende. Der kan være antipati, men det kan også være sådan en. Vi går ikke ind i det, fordi de har konflikt. Men de personer, der vil stå ved dig bag din ryg, når du ikke er der, og som kender dig, og som kender dig. Det er meget få. I burde være flere. Der burde være flere af os, som siger hov, det der mobberi på arbejdspladsen, de gider ikke være med til. Hov, det lyder som løgn. Sådan kender jeg hende ikke. Det kunne han ikke finde på. Jeg har kendt ham igennem 10 år. Sådan er han faktisk ikke. Den holder ikke. Alle de her vattede, der sidder og som hører til og lytter lidt og er rummelige. I bidrager til, at en person med narcissisme eller psykopati udøver deres krænkelser. Jeg giver ikke skylden. Jeg siger det bare.

  Mette Miriam Sloth: Nej, jeg kan se tilbage i mit liv, hvor.

  Sune Sloth: Jeg har nemt at lukke en person Personligt vil jeg sige, det er ikke det, jeg oplever, det er køber den ikke. Det kan godt være, du synes, det er der, men det er ikke sådan jeg ser det. Så stopper de.

  Mette Miriam Sloth: Eller jo, det tror jeg, jeg har talt med personen om. Det lyder meget voldsomt, men.

  Sune Sloth: Hør, hvad er det egentlig? Om det kan være sådan, det foregået? Jeg kan godt se, jeg har haft en svær skilsmisse, eller jeg har haft en konflikt. Men det at have din integritet der, den tænker du nok. Den den bil, den billige, det er det mest omkostningsfri ikke at blande sig.

  Mette Miriam Sloth: Og så er der den med ude. Lækkert med sladder. Lyt, lyt, Lyt til det. Jo, men.

  Sune Sloth: Hvis du har det sådan, Ja, men det er du ikke rigtig og du lytter og puha og så prøver også der. Regner du med, så regner du med over tid, så løber det her lidt af sig. Fordi så personen er dig. Vedkommende er i gang med at rekruttere dig til antipati mod mod dig eller mod en anden person, som skal socialt isoleres og gøres til en paria, gør forkert og påklistret en eller anden historie. Med mindre at det rent faktisk er sandt. Lad os sige, at der begik overgreb i det skjulte. Så vær kritisk. Either way. Vær kritisk, either way på. Brug din egen øjne. Sanser. Mærk ind. Er det virkelig sandt, det her? Hvis du går med de her historier og ikke selv observerer og samler ind eller kender en person rigtig godt, så vær lige opmærksom på det. Det er her, hvor vi hjælper hinanden til at stå skoleret over for dem, der er krænkende.

  Mette Miriam Sloth: Ja, det er faktisk et andet sted, hvis en kommer og fortæller om nogle horrible ting med en person, som du har en perifært kendskab til, og du har sådan lidt. Det kan jeg faktisk godt se er en mulighed, at det har været sådan for nogle. Og så kommer du også til at afvise, at den sker, når du ikke. Kan du ikke se, at når du, når du får øje på, at du er blevet krænket, så vil der være nogle få mennesker, hvor det sådan buler ud, og du sådan løber over og det helt naturligt, indtil du tager dig af det. Altså det kan også gå den anden vej, at du. Det var nok ikke så slemt, og det er nok. Det er jo nok bare det, det går over igen. Det skal nok lande.

  Sune Sloth: Så ofte sker det her. Du har masser af klienter, der har relationer til det her. Det er jo, at de oplever, at omgivelserne ikke rigtig tager det alvorligt, det de kommer, fortæller. Det kan sker igen og igen og igen. Det er en krænkelse ikke at tage det alvorligt. Kan godt forstå, hvis du ikke har prøvet at være i. Så ved du. At du er lidt forbeholden. Men det er psykisk vold. Det er grænseoverskridelser og krænkelser. Og det, der sker, er, at alvoren i det bliver værre for den person, fordi det ikke bliver mødt i den virkelighed, de har. Så hvis en person er blevet godt slidt, det vil sige fået en anden virkelighed trukket ned over hovedet hele tiden, selvom de har oplevet at blive krænkede eller blive manipuleret, snydt for ting, bagtalt, hånet og det at skjult bag lukkede døre er det stort set altid med den her slags mennesker. De skjuler det og charmerer udadtil. Hvis du. Du kan ikke være neutral. Du faktisk nødt til at gå ind på Tøffe og se det her menneskes reaktion og reelle. Eller er det en offergørelse af sig selv?

  Mette Miriam Sloth: Og hvis jeg siger bare lidt fra over for det, bliver de så sure på mig? Ja, det er der. Der er en mors opfordring.

  Sune Sloth: I det her med det her. Tak for denne gang og lyt med.

  Mette Miriam Sloth: Hej.