Mette Miriam Sloth (Carendi)

Et af mine hovedformål med at være her på jorden i denne tid er at hjælpe dig med at skabe forbindelse til dit eget selvhealende og selvregulerende potentiale, og det er dybest set essensen i det, vi kalder Magdalene Effekten. Redskaberne du skal bruge er det feminine (evnen til at mærke, rumme og bevæge det stagnerede) og det maskuline (evnen til at fokusere din bevidsthed, holde en retning og en struktur). Begge aspekter er i dig og omkring dig, så det handler derfor blot om, at du generindre kvaliteterne og opøver muskulaturen til at danse bevidst med begge, og det hjælper jeg dig med.


Jeg ved ikke, om du har haft højdepunktsoplevelser, hvor du ser dig selv udefra, eller i andre skikkelser? Eller har taget euforiserende og sanseudvidende stoffer, hvor andres ansigter ændrer sig, nærmest som om du ser hele evolutionsrækken udspille sig i den anden? Måske du via hypnose, meditation eller under en healing har oplevet at se dig selv i andre liv, eller se personer fra din slægtslinje og de ting, de har oplevet? Du kan også have arbejdet med arketyper og symboler og her mærket hvordan den evolutionære kollektive bevidsthed bevæger sig i og igennem dig?

Uanset hvordan du har oplevet det, eller hvad din fortolkning er af det, der tonede frem, er du og jeg og vores børn bærer af den menneskelige rejse her på jorden. Og det synes at være sådan, at en del af den rejse indeholder potentialet for forløsning - altså at du er bærer af en låst energi fra fortiden, som du via dit liv bliver opmærksom på (typisk fordi det gør pokkers ondt), hvor du nu med bevidsthed kan bringe det smertefulde til forløsning og nyde frugterne, da mørket indeholder lys, der venter på at blive pakket ud.


Den dans har jeg selv danset mere eller mindre bevidst det meste af mit liv, et liv hvor jeg har følt mig ret anderledes end menneskene omkring mig, noget jeg har brugt utrolig mange terapitimer på at forsøge at forstå og bearbejde. Dog med alderen har jeg langt om længe omfavnet min anderledeshed, fordi jeg kan se, at den har et formål. Det, der fascinerer mig mest og som jeg helt instinktivt ser tone frem hos de mennesker, jeg hjælper, er nemlig deres unikke sammensætning, børn som voksne.


For ja, der er mange aspekter af den menneskelige og sjælelige rejse gennem inkarnationerne, der er fælles menneskelige, men hvert menneske udtrykker på samme tid en helt unik sammensætning, og det er meget smukt at bevidne.


Min arbejdsform er en sammensætning af et akademisk og psykologisk fundament, mange års erfaring med rådgivning og terapi, tilsat energiarbejde og sjælsvidenskab. Det var meget frusterende for mig kun at arbejde med et kortsigtet perspektiv (udelukket dette levede liv), fordi det var meget tydeligt, at både børn og voksne bærer på dybere sår og godt begravede gaver, der rækker ud over barndommen. Så fokuserer vi udelukkende vores blik på barndommen, farer vi hurtigt vild eller fejlfortolker (er du interesseret i at læse mere om mit arbejde og booke en session, kan du gøre der her).


Shamanisme og åndsvidenskaben har i årtusinder peget på, at vi er bærer af så meget mere - både lys og mørke - og det koblet med nutidens humaniore, natur- og samfundsvidenskab bærer potentialet for at skabe magi.



Alt det praktiske om Mette


Er cand mag i psykologi og filosofi


Har arbejdet med rådgivning, terapi, undervisning og foredrag i egen virksomhed siden 2012


Har skrevet følgende tre bøger:


Samtaler med min imaginære datter, udgivet i 2021

Tænd for forbindelsen - forstå tilknytningens kunst, udgivet i 2019

Harmoniske Unger - med kærlighed og nærvær, udgivet i 2015


Afholdte i perioden 2017 - 2022 knap 100 online foredrag, og mange af dem kan du finde gratis via YouTube


Blev i 2012 certificeret Aware Parenting rådgiver via The Aware Parenting Institute


Læste i 2008 et semester på CIIS i San Francisco med fokus på East-West psychology & consciousness studies


Blev i 2006 certificeret som facilitator i meditation og transpersonlig psykologi v. Kenneth Sørensen


Gik i 2004 på Den Gyldne Sol - Kanaliseringsskolen v/Ilse Johannesen og generindrede min forbindelse til energi, kosmos og spirit