Kommunikation og følelser i parforholdet
Kommunikation er den lim, der binder et parforhold sammen. Uden åben og ærlig kommunikation, kan selv den stærkeste kærlighed falme. Det handler ikke kun om at udtrykke sine tanker og følelser, men også om at lytte med empati, medfølelse og respekt til sin partners perspektiv. Dette er lettere sagt end gjort og kræver arbejde med egen modenhed, såvel som egen evne til grænsesætning.
Et trygt rum
At skabe et trygt rum, hvor begge parter føler sig trygge ved at dele både glæder og sorger, er afgørende. Det betyder at lægge domme og kritik til side og i stedet fokusere på at forstå hinandens oplevelsesverden. I stedet for at fokusere på at 'vinde' diskussioner eller at bevise, at man har ret, er det vigtigt at stræbe efter at finde fælles forståelse i forskellighed. Det handler om at bevæge sig væk fra en 'mig mod dig'-mentalitet og i stedet skabe en 'vi'-oplevelse, hvor man arbejder sammen som et team i forskellighed.
Gode råd
Vær til stede: Når din partner taler, så læg telefonen væk, sluk for fjernsynet og giv dem din fulde opmærksomhed. Vis, at du er interesseret i, hvad de har at sige ved at være til stede. Luk computeren og læg papirerne væk. Giv partneren fuld opmærksomhed. Hellere tale kort tid fokuseret sammen, end at lade som om du er til stede, mens du "zoner ud". Har du ikke tid, eller er optaget af noget, så afsæt tid af til kommunikation og følg op! Lad ikke din partner sejle, hvis de har brug for at tale med dig.
Lyt aktivt: Gentag om nødvendigt hvad du har forstået og hørt, for at sikre, at I er på samme side. Stil evt. uddybende spørgsmål, og vis, at du forsøger at forstå deres verden og perspektiv. Du kan godt gentage, hvad du har hørt, uden at være enig eller se tingene på samme måde.
Tal fra hjertet: Udtryk dine følelser åbent og ærligt, uden at bebrejde eller angribe din partner. Brug "jeg"-udsagn, som fokuserer på dine egne oplevelser, følelser og behov.
Vær respektfuld: Selv når I er uenige, så tal til hinanden med respekt og værdighed. Undgå at kalde hinanden navne eller at bruge nedladende sprog. Opstår det alligevel så opsøg din partner og giv en oprigtige undskyldning. Arbejd herefter med det som kom op gennem f.eks. terapi eller energiarbejde.
Find den rette timing: Vælg et tidspunkt at tale om vigtige emner, hvor I begge er har tid til at lytte til hinanden. Undgå at starte en diskussion eller snak, når I er stressede eller trætte. Hvis det ofte opstår, så er det på tide at aftale faste møder, hvor I får talt sammen. Det kan lyde "projektleder" agtigt – men er afgørende.
Vær tålmodige: At forbedre kommunikationen tager tid og øvelse. Vær tålmodige med hinanden og giv ikke op, selvom det til tider kan føles svært udfordrende. Arbejds sideløbende med det som kom op, når I havde sammestød.
Sæt ord på følelser og behov: Vi anbefaler, at I bliver gode til at sætte ord på, hvad I føler og får identificeret jeres behov. En fremragende guide til dette er Ikke-voldelig Kommunikation af Marshall Rosenberg, som vi varmt anbefaler. I den forbindelse bør det nævnes at vi ikke kan kræve af et andet menneske at de opfylder vores behov. Nøglen er at modtage det den anden giver som en gave hvilket i praksis betyder at du tillader dig selv både at mærke og udtrykke taknemmelighed.
Ved at arbejde bevidst med kommunikationen, kan I styrke jeres forbindelse og skabe et mere kærligt og harmonisk forhold. Det er en grundlæggende forudsætning for Stadie 2, og kræves for at kunne bevæge sig videre til Stadie 3.

