Polaritet og Tiltrækning
Det maskuline og feminine søger hinanden og skaber en magnetisk tiltrækning. Denne tiltrækning er forankret i seksualiteten, hvor det feminine typisk tiltrækkes af den maskuline pol og omvendt. Polaritet er en grundlæggende kraft, der kan ses som en spænding eller friktion mellem modsætninger der opsøger hinanden. I mødet mellem polerne er muligheden for ekstase såvel som smerte.
Fundamentalt handler polaritet således om den tiltrækning, der opstår mellem maskuline og feminine poler, og det kræver to parter af modsat polarisering for, at der opstår tiltrækning hvor noget sker. Vi ved godt, at der også er en lang række faktorer, der også er på spil ved tiltrækning, men typisk vil den ene part foretrække at tage, mens den anden part foretrækker at blive taget. Der er altså en givende og modtagende pol, en inviterende og opsøgende pol. Der findes også eksempler på forhold, hvor partnerne nyder at skifte pol seksuelt.
Uanset dette ser vi polerne som en dynamisk kraft, der skaber gnist og spænding i parforholdet og gør forholdet saftigt i sengen. Hvis polerne forvirres, kan der opstå en "kamp" i sengen om, hvem der skal tage hvem, eller sexlivet kan gå i stå, fordi ingen af parterne er opsøgende og tager initiativ. Passer jeres poler ikke, vil dette på sigt blive et problem, som kan være svært at løse. Vi kan godt dyrke den modsatte pol og arbejde med at integrere den i hverdagen bevidst, men seksuelt vælger vi sjældent – her vælger kroppen selv hvad den nyder og føler lyst til.
Seksuel polaritet
Plus og minus: Polaritet kan ses som et "plus og minus", der skal til for at skabe energi. På samme måde som i et batteri, hvor den elektriske strøm opstår fra forskellen mellem polerne, opstår seksuel energi fra forskellen mellem maskulin og feminin.
Tiltrækning og frastødning: Vi ser den magnetiske tiltrækning mellem maskulin og feminin som en "kosmisk tiltrækning", der kan være både ekstatisk og faretruende. Den tidlige fase af et parforhold er ofte præget af intens tiltrækning, men også af en skøbelighed for at åbne sig op og være ærlig, hvor den hurtigt kan skifte til frastødning, hvis balancen forstyrres eller fantasierne ikke imødekommes.
Behov for forskellighed: For at opretholde seksuel tiltrækning er det vigtigt at bevare forskelligheden mellem polerne. Et overdrevet fokus på lighed, der fortolkes som "vi skal være ens", kan føre til, at polariteten udvandes, og at gnisten forsvinder. Alle er lige, forstået som at alle er lige værdige, men alle er langtfra ens.
At kende sin primære pol: Det er vigtigt at blive bevidst om, hvilken pol man primært identificerer sig med seksuelt, da det kan hjælpe en til at forstå sine behov og ønsker i et parforhold, såvel som sin partners.
Polaritet i hverdagen
Friktion der skaber energi: Polaritet er ikke begrænset til seksualiteten, men eksisterer også i vores hverdag og på arbejdspladsen. Friktionen mellem maskulin og feminin energi kan skabe kreativitet, produktivitet og vækst, hvis den håndteres konstruktivt, men kan også skabe store problemer, destruktion, kontrol og ligefrem voldtægt hvis den forvaltes uansvarligt.
Konflikt og dominans: Ubalanceret polaritet kan føre til konflikter og dominanskampe, hvor den ene pol forsøger at overtage den anden pol. Dette kan komme til udtryk som aggression, kontrol og magtkampe når polerne håndteres ubevidst i et parforhold.
Bevidsthed og valg: For at navigere i polariteten er det vigtigt at udvikle bevidsthed om sin egen og sin partners primære pol i sengen. Det handler om at lære at skifte mellem polerne, at sætte grænser og at tage ansvar for sin del af dynamikken, for at ophøje dansen til noget ekstatisk der mødes i kærlighed.
Vi tilbyder et omfattende, men ikke udtømmende, perspektiv på polaritet. Vi fokuserer primært på den heteroseksuelle dynamik, og det er vigtigt at huske, at der kan være andre måder at opleve og arbejde med polaritet på.

