Sjælens rejse: Hvad kan du møde?
I forlængelse af introduktionen til sjælsbegrebet udforsker vi her, hvad vi kan møde på "sjælens rejse", når vi arbejder energetisk med vores klienter. Samlet set er sjælens rejse en kompleks proces, der involverer flere dimensioner og strækker sig over mange liv. Denne rejse afhænger af sjælens oprindelse og modenhed. At forstå og forholde sig til begreber som tidligere liv, karma og sjælsaftaler kan virke teoretiske. Og for de fleste forbliver disse begreber også rent teoretiske, indtil de pludselig dukker op under energiarbejdet. Artiklen er baseret på vores egne, samt vores klienters, oplevede erfaringer med emnerne.
Tidligere liv
Vi har erfaret, at man kan have minder fra tidligere liv, og at disse minder kan give indsigt i nuværende udfordringer og mønstre og forløse dem, hvis de bringes til overfladen. For eksempel kan specifikke former for frygt, der ikke kan forklares rationelt, som frygten for at blive slået ihjel i en bestemt situation, i visse tilfælde stamme fra traumer i tidligere liv eller fra ens slægtslinje. Et eksempel fra en klient var frygten for at blive "lynchet" af sin familie, hvilket viste sig at stamme fra en tidligere inkarnation, hvor hun blev brændt som heks af dem. Da dette blev bearbejdet gennem energiarbejde, forsvandt frygten, og hun kunne betragte familien med større nøgternhed og få klarhed til at foretage nye valg uden at frygte dem. Vi har igennem vores arbejde aldrig mødt en irrationel frygt, der er altid en årsag. Nogle gange bare ikke i dette liv.
Epigenetiske rester
Epigenetik handler om, hvordan traumatiske oplevelser kan påvirke genernes aktivitet ved at slå visse gensekvenser til eller fra i efterfølgende generationer, så traumer kan nedarves gennem generationer. For eksempel kan seksuelle overgreb, som din mormor har oplevet, skabe en frygt i hendes efterkommere, men det er ikke altid, de er aktiveret, så du behøver ikke frygte, at du har arvet samtlige traumer fra dine forgængere. Det kommer op, hvis det skal komme op og har relevans for din situation. Vi har oplevet, at epigenetik kan spille en rolle i forhold til traumer i slægtslinjen, som kan manifestere sig i kroppen og påvirke vores oplevelse af verden den dag i dag.
Karma
Karma, som vi fortolker det her, handler om det ansvar, der følger med sjælens udvikling og modningsrejse i forhold til fremtidige udvekslinger. Karma er grundlæggende en energetisk forudsætning om, at enhver energetisk intention har et modsvar i en dualitet af modsætninger, fordi mennesker udveksler i form af modpoler på det horisontale plan. Vi bliver, så at sige, sammenfiltrede energetisk med andre mennesker og blander os i hinandens bevidsthed. Heldigvis er det noget, vi kan arbejde med, men det kræver typisk en "oprydning" i eget system for at finde klarhed om hvordan du skal stå i fremtidige interaktioner. Dette inkluderer nogle gange en "rensning" for at fjerne rester fra andre mennesker i dit energisystem, samt at du fremadrettet tager ansvar for egne indsigter omkring egen rolle og afslutter interaktionerne i den form, der vedligeholder problematiske udvekslinger fremover.
Sjælsaftaler
Vi opfatter sjælsaftaler som aftaler, vi har indgået med andre sjæle før inkarnationen. Disse aftaler kan handle om at hjælpe hinanden med at lære og vokse eller om at give hinanden et massivt modspil, eksempelvis i et søskendeforhold. Vi har ofte erfaret, at sjælsaftaler kan "genforhandles" eller annulleres, hvis de ikke længere tjener personen eller helheden, og at mennesker ofte spiller dem ud igen og igen uden bevidsthed om, hvad der driver dem.
Livsplan
Vi ser nogle gange, at sjæle er kommet ind i inkarnationen med en specifik opgave, som de senere finder ud af skal laves om, fordi den er afsluttet og en ny kan komme til. Det kan f.eks. være englesjæle, som giver og giver til mennesker i lidelse, men som undervejs finder ud af, at deres livsmission skal fokusere mere på at give til dem, som tager ansvar for deres egen livsvej. Det, vi kommer ind med, er indgangsforudsætninger og er ikke skrevet i sten. Et liv er ikke forudbestemt, men vi kommer ind med en samling variable og muligheder, der relaterer sig til den familie og det miljø, vi fødes ind i. Ved at undersøge livsplanen kan vi nogle gange få lov til, med godkendelse fra sjælen og dens guides, at facilitere, at din livsopgave ændres eller laves helt om. Dette sker dog kun, hvis det tjener helheden.
I den næste artikel vil vi se nærmere på forskellige typer af sjæle, og hvordan deres unikke karakteristika og udfordringer kan give os et mere nuanceret billede af sjælens mangfoldighed.

