E51: Den evolutionære centrifuge: Menneskets stadier og sjælens indvielser
Oplever du også, at den tid, vi lever i lige nu, til forveksling kan føles som at være spærret inde i en vaskemaskine på fuld centrifugering? Mange mærker i disse år et intenst, evolutionært pres, hvor vi kastes ubarmhjertigt rundt mellem dybe kriser, voldsomme indsigter og fysisk udmattelse, ofte helt uden at vide, hvornår det stopper.
I denne episode forsøger vi at give sindet lidt ro ved at tegne et landkort over den usynlige bevidsthedsrejse, menneskeheden befinder sig på. Med stor inspiration fra esoterisk tradition – særligt Alice Bailey – afmystificerer vi de spirituelle ”initieringer” (indvielser) og oversætter dem til konkrete, mærkbare faser i et moderne menneskeliv. Det er vigtigt at forstå, at disse indvielser ikke er elitære titler eller kurser, man kan købe sig til, men derimod indre bevidsthedsspring, som selve evolutionen ubønhørligt driver os igennem.
Vi tager dig med på en dybdegående rejse gennem de første fire store bevidsthedsstadier:
- 1. indvielse (Den fysiske opvågnen): Her vågner du op fra den rene overlevelsesdrift. Du begynder at forholde dig aktivt og med omtanke til din fysiske krop, planetens ressourcer, dyrenes velbefindende og andre menneskers kroppe.
- 2. indvielse (Følelsesmæssig mestring): Et vanvittigt svært stadie. Her lærer du at navigere i et komplekst følelseshav og bevare dit eget ståsted uden at ryge ned i en sort/hvid dualisme, hvor du enten kollapser eller bebrejder andre, når tingene bliver svære.
- 3. indvielse (Sjælens overtagelse): På dette stadie underlægges personligheden selve sjælen. Når sjælens højfrekvente energi for alvor begynder at strømme ned gennem dit system, kan det skabe et intenst festfyrværkeri af fysiske symptomer, tankemylder, ekstase og overvældende, kosmiske indsigter.
- 4. indvielse (Korsfæstelsen): Den ubetinget sværeste prøvelse. Her brændes de gamle former og selve sjælslegemet af, for at din fysiske krop kan blive i stand til at rumme den rene, højelektriske energi fra din oversjæl (monaden). Du giver slip på alle ydre og indre sikkerhedsnet for til sidst at blive genfødt som et frit, bevidst skabende væsen.
Episoden er til dig, der har brug for at zoome ud og se meningen med det kaos, du står i. Du er ikke ved at blive skør – du er blot i gang med at udvide din kapacitet til at rumme mere lys, større kompleksitet og dybere kærlighed.
🧭 Læs om vores Mission og Metode: Mission og Metode
Vil du arbejde med det her selv?
Hvis du kan mærke, at noget bevæger sig, kan en afdæknings- og køreplanssamtale give dig et klart billede af, hvor du står — og hvad der faktisk blokerer. Ikke fordi vi ved bedst, men fordi det gør terrænet synligt.
Læs mere og bookLæs transskription
Ja, velkommen til Magdalene Effektens podcast, afsnit 51. Og Mette, hvad skal vi tale om i dag?
Jamen, i dag skal vi tale om den rejse, som mennesket og sjælen tager — og oversjælen, hvilket jeg beskriver, hvad er for noget — igennem livene. Så man kan sige, på den måde zoomer vi både ind på nogle specifikke nedslag på nogle tidspunkter i menneskets liv, hvor der kommer mere sjælsfrekvensenergi ind: hvad det betyder, hvordan det ser ud, hvordan det kan være smukt, og hvordan det kan være svært. Såvel som vi zoomer ud og kigger på stadierne — hvornår noget faktisk stopper, eller hvordan rejsen udfolder sig over mange liv.
Og grunden til det her er det, jeg selv oplever, og det jeg hører fra rigtig mange: at den tid, vi lever i, godt kan føles som sådan en centrifuge, hvor man er kylet ind i sådan en vaskemaskine, og man ved ikke, hvornår den lige pludselig bare står og trækker vand ind, hvornår den centrifugerer, hvornår den kaster en rundt. Man ved, der sker alt muligt, men man ved ikke, hvor lang tid det bliver ved, og man har svært ved at se de her milepæle eller progressionen i det. Man kan godt mærke, der sker noget.
Så mange har sådan en fortvivlelse på: hvad f*** foregår der, og hvornår stopper det? Eller stopper det aldrig, eller bliver det ved altid? Og når vi er inde midt i centrifugen, så er det meget, meget svært at have noget som helst overblik over noget som helst. Så det her er sådan et forsøg på både at tage et esoterisk forankringspunkt og en kortlægning af menneskets og sjælens rejse og zoome ud, samtidig med at det bliver bundet op på det helt konkrete menneskelige, når man står i l*** til knæene og ikke aner noget som helst. Det er forsøget på det. Vi må se, om det lykkes.
Ja. Og man kan sige, det kan måske være en god idé at høre afsnit 50 først, fordi der taler vi om, hvordan man lader det arbejde. Men vi siger ikke noget om, hvilke niveauer eller stadier der er i det. Hvordan kan du se, om du ligesom er kommet videre overordnet? Når du går ned i det, der er svært, så kan det nogle gange godt føles som det samme sted, der gør ondt, og de samme temaer. Men hvordan finder man ud af, om der er en progression?
Præcis. Det er det, vi kigger på i dag.
Altså du kan sige, at 50 og 51 på nogle måder er to sider af samme sag, hvor det sådan bliver pakket ud. De følges rigtig godt ad.
Ja. Hvor har du lyst til at starte i dag med det?
Jeg tror, jeg starter lidt med sådan lige at beskrive skelettet. Jeg prøver dybest set at skabe en form, der ikke er for rigid, fordi det er også en form, hvor vi har sådan lidt: okay, vi prøver at kortlægge det her fra en menneskekrop, med de begrænsninger der er i det at være menneske og med sindet.
Mhm.
Ikke desto mindre har vi også brug for en forståelsesramme. Ellers bliver vi simpelthen raging mad. Så den her forståelsesramme kan holde, indtil den ikke kan holde. Altså på et eller andet tidspunkt forstår vi noget dybere, og så skal formen undergå en forvandling. Men indtil videre er det sådan en løs ramme, hvor jeg vil prøve at sige: inden for den her ramme — fra det første sekund, der bliver etableret sjælskontakt, til det sted, hvor kroppen er så hævet op og så blandet med sjælen, eller oversjælen eller det højere selv, at den ikke længere behøver at inkarnere som et menneske. Det er dybest set den ramme, jeg vil tale indenfor.
Og man kan sige begrebsligt, det er en ramme, jeg selv har skabt baseret på mine indsigter fra min egen vej og med klienter. Men den er også enormt meget formet af teosofien og i høj grad Alice Bailey. Hvis du er en meget garvet teosof eller teosofikyndig, så ville du godt kunne høre på det her, at jeg ikke kan det udenad, og jeg gør det ikke slavisk overhovedet. Så det er mere min egen fusion kitchen med, hvordan jeg oplever det, i forhold til det fremragende arbejde med at kanalisere tibetaneren, som Alice Bailey har lavet.
Og grunden til, at jeg læner mig ind i det, er, at det er det, jeg har fundet, der mest resonerer eller ligner den måde, jeg får tingene ind på. Jeg har selv oplevet, at der er sket alt muligt, jeg ikke har forstået — både i mit eget liv og også når jeg arbejder med klienter, hvor jeg prøver at se mønsteret bagved. Og når jeg forsøger at lave den mønstergenkendelse med nogen, som er garvede, så er det der, jeg har fået flest aha-oplevelser på den fede måde. Det har været ved igen og igen at vende tilbage til Baileys værker. Så derfor kan man sige, jeg læner mig meget ind i dette.
Og det er jo ikke fordi, vi er teosoffer.
Nej.
Men når det så er sagt, så er det noget af det, jeg også taler om i afsnit 50: vær varsom med, hvad du læner dig ind i. Jeg læner mig mest ind i Barbara Brennan, men det gør mig ikke til shaman eller til en Brennan-healer. Så det her med at læne sig ind i noget er ikke det samme, som at man kommer, og så er det dét system, man skal have. Men der er et sprog her. Der er nogle stadier, og jeg kan jo sige — jeg har jo fulgt dig læse op på det og samle alle bøgerne i NotebookLM og sidde og undersøge det virkelig intenst. Så det her er mere: okay, her er det bedste match på sprogbrug. Så det er din version, men man kan sige inspired, ikke?
Jo, lige præcis. Og det er også mere fordi, at hvis du synes, det her er spændende, jamen så kan du gå tilbage og læse det, men du behøver det ikke. Og så ved man ligesom, at for overhovedet at kunne sige noget, så står jeg også på skuldrene af noget, som jeg resonerer med — og så ved man, hvad det er. Og uden at det er sandheden, fordi sådan fungerer tingene ikke.
Nej.
Men det er der, jeg har fundet inspiration til at prøve at se, hvordan fanden kan vi kortlægge det her, sådan at sindet også kan få lidt ro i alt det, der sker. Ja.
Fordi sindet er testet til kanten i den her tid.
Mm.
Og man kan sige, det jeg især læner mig ind i ved Bailey, det er det, hun kender. Altså hun tager dybest set den her bevidsthedsudvidelse, der sker i mennesket, indtil det ikke længere behøver at inkarnere. Det kalder hun — eller tibetaneren, og det er meget velkendt i teosofien — initiations, initieringer. Og det, der ligger i det begreb, er også, som jeg kommer til at bruge det, at der er nogle stadier, hvor det har en form for peak: når du ligesom er kommet igennem et stadie, så vil der være det, der hedder en initiering, hvor du bliver testet, om du er færdig, om du er klar til at gå videre.
Og det kan godt være lidt et betændt begreb, fordi det i sådan spirituelle kredse kan være forfladiget lidt og misforstået på en måde, som om initieringer er noget, en anden kan gøre for dig eller føre dig igennem eller aktivere i dig. Og det er ikke sandt. Der er ikke nogen, der kan lave et kursus og sige, de laver initiations og fører dig igennem og tjener penge på det. Det kan godt være, de gør det — det kan ikke lade sig gøre. Hvis de gør det, så er det enten et scam, eller også så tror de, de kan, men det kan dybest set ikke lade sig gøre — lige så lidt som at du kan ophæve tyngdekraften. Det er ikke min personlige dom. Det er bare ikke det, det betyder.
En initiering er et spring i bevidsthed, som opstår inde i dig. Og en initiering vil altid ske i dit indre. I de tidlige initieringer vil du ikke engang vide det — der sker det ubevidst. I de større initieringer vil du vide det, fordi det ryster dig så voldsomt. Det kan godt være, du ikke vil kalde det det, og du behøver heller ikke at kalde det det, men du vil opleve, at der sker noget voldsomt, og du lander et andet sted på den anden side.
Så du kan sige, det er en kulmination af nogle energetiske kræfter, som du er blevet testet og øvet i, om du kan håndtere og mestre. Og på et eller andet tidspunkt kommer du til vejs ende i det, og du bliver rigtig mushy — som sådan en sommerfugl, inden den bliver til en sommerfugl. Men det sker altid på de indre planer. Og det er også derfor, når jeg arbejder med mennesker: jeg kan aldrig aktivere en initiering. Jeg holder lidt øje med i mit indre, hvor folk er, og jeg kan støtte dem. Hvis det opstår spontant, at de er i gang med en initiering, så kan jeg hjælpe dem. Men der er ingen, der styrer det her fra menneskets side. Det foregår på det indre, og det bliver styret meget af sjælen og det team, der er omkring sjælen.
Okay.
Jamen, spændende. Så du kan være fødselshjælper måske, når det er på vej.
Mhm.
Det er ligesom at få et barn. Altså på et eller andet tidspunkt skal det fødes.
Ja.
Så kan man godt bruge den metafor til at tale om, at der sker en modning over tid, eller at det måske også kan gå i stå. Og der tænker jeg også på: hvad får det til at køre i loop, og hvad får det til at bevæge sig fremad? Men det tænker jeg måske, vi kan tage undervejs.
Ja, præcis.
Fordi det er dybest set det, der er så fascinerende — fordi på nogle måder er det egentlig ikke initieringen i sig selv. Jo, jo: for det enkelte menneske er den enormt afgørende. Men det, der faktisk er enormt afgørende i at støtte og hjælpe mennesker, det er tidspunkterne mellem initieringerne. Nogle gange har vi meget fokus på højdepunkterne, ikke? Men det er faktisk rejsen, fra du er gået fra et peak til det næste — fordi der skal du mestre det, du er kommet fra, og også mestre det nye. Og det er der, der er størst risiko for at gå i stå.
Ja.
Så man kan sige, der er lidt forskel på, hvor du står, og hvor du er i risiko for at gå i stå eller hænge fast. Og der, hvor du starter — hvis vi ligesom skal sige, jamen hvor starter man i forhold til de her initieringer — med den første initiering handler det dybest set om, at du begynder at få en form for sjælskontakt. Det vil sige, alt andet, hvor du bare er menneske, der ikke har kontakt til noget af det, vi kalder sjæl, jamen så er du ikke startet på den her vej endnu. Så gør du de menneskelige ting. Det er fint nok.
Men den første initiering er ret gradvis, og den er forholdsvis ubevidst. Du er ikke selv klar over det. Så det her handler ikke om, at når du bliver initieret, så bliver du lige pludselig nødvendigvis spirituel og tænker i begreber som sjæl eller gud. Det behøver du slet ikke. Og det er også derfor, det at bruge de her begreber er sådan lidt spøjst — fordi nogle af dem, som jeg har arbejdet med, som jeg kan se er meget avancerede i deres energisystem, bruger slet ikke begreberne. De har slet ikke været i det alternative miljø og er slet ikke interesserede i det der.
Ja.
Og de oplever ikke det at have sjælskontakt — de behøver ikke at have begrebet sjæl. Så det er bare ret vigtigt lige at få det slået fast,
at det her ikke er en lille lukket kreds for newagere. Det er meget, meget vigtigt at få slået fast. Altså det kan faktisk være en blindgyde,
det der med at føle, at man er sådan særligt udvalgt og sådan noget, ikke?
Jeg kan ikke lade være med at komme til at tænke på de der sites, man støder på, hvor man får initiation og activation af chakras og crystals og lemurian og sådan noget. Ja.
Dels så er det ret tydeligt, når man går derind, at man skal betale ret hurtigt.
Mm.
Men der er også noget med i gamle dage, hvor Bailey og Blavatsky og alle de der — hvem det nu var, Steiner og så videre,
hvem det nu var.
Mm.
Men der var det jo esoterisk.
Altså det var ikke alle.
Mm.
Er det alle, der kan det her, eller er vi en gruppe, som lige nu går foran?
Det er begge dele, forstået på den måde, at det her ikke er noget, mennesket bestemmer. Sådan som jeg oplever det, er det evolutionen selv, der gør, at du får kontakt til sjæl eller til andre frekvenser. Så du bliver mere modnet, du bliver mere kompleks i din energistruktur og dermed også i det at være et menneske. Du bliver presset igennem det, så du kan ikke opte ud. Det er ikke en særlig udvalgt gruppe — alle vil blive prikket på det her.
Det betyder ikke, at alle er klar lige nu. Det er ikke alle på jorden, der overhovedet er startet på første indvielse, og der er også mange, der er gået i stå i de andre indvielser. Så man kan godt — du ved, opte ud forstået på den måde, at hvis du går i stå for længe, så vil du få kærlig hjælp til sådan at blive renset lidt op og få en pause i inkarnationen og sådan noget, ikke? Så hvis du kigger oppefra, så er der egentlig barmhjertighed til alle faserne, men der er ikke nogen, der får lov til at stoppe. Det er ikke muligt bare at blive ved med at være sådan ukærlig og slå mennesker oven i hovedet og være ekstremt egoistisk og ubevidst og skade andre mennesker på den lange bane. Det er simpelthen ikke en evolutionær mulighed.
Men det ser vi jo lige nu. Så hvordan forklarer du det?
Ja. Jamen det er jo fordi, hvis vi kigger på, hvor langt vi mennesker er kommet — og hvis vi nu bruger den her kontekst med initieringer til at sige: hvor mange initieringer er muligt i en menneskekrop? Hvor mange frekvenser — ligesom sådan en stuffed turkey — hvor meget er dybest set muligt at få ned i den her krop, inden den vibrerer så højt i lys, at den sådan bare puf er væk, ikke? Jamen, der kommer vi over til den femte initiering, så er du det, man kan kalde mester. Så er vi ude i sådan noget Jesus, ikke? Og vi behøver ikke at bruge den mytologi, men det er et eksempel, vi har, på en der ligesom er nået derhen, ikke?
Kan man være i sin krop, når man er der overhovedet?
Der kan du godt være i din krop.
Ja, så kan du faktisk sige: der er du frigjort, så behøver du ikke længere at inkarnere, så har du ikke mere personlig karma. Og du har faktisk også taget en masse planetarisk karma på dig. Men du kan godt komme tilbage og vælge at sige: jeg vil gerne inkarnere ned og bistå med at hjælpe — men du behøver det ikke. Hvis du ligesom synes: jeg har simpelthen fået nok af det der gedemarked. Jeg har fået nok af gedemarkedet på jorden.
Så jeg vil sgu gerne noget andet. Jeg kan godt holde en lang pause fra det der. Så kan du selv vælge — du har en meget større frihed til at vælge. Du er ikke bundet op på karmiske tråde. Du har ligesom gået vejen, ikke?
Mhm.
Så det vil sige, det er fra et til fem. Så er der flere — og dem har jeg ikke sat mig særlig meget ind i, fordi for mit eget vedkommende har jeg ikke rigtig nogen personlig referenceramme. Selv den femte er for mig ret svært forståelig. Og jeg kan ikke se, at jeg skulle hjælpe mennesker der, fordi hvis de er kommet dertil, så er de selvkørende. Dem kommer jeg ikke rigtig i kontakt med. De ville være her for at løfte jorden. De vil slet ikke komme til mig for hjælp, fordi de kørte fast — de klarer det udmærket selv, ikke?
Så det er ikke så relevant lige nu.
Det er ikke så relevant. Det er mere for at sige, at det er det, vi taler om. Hvis vi forholder os til, hvad vi ligesom kan i en menneskekrop lige nu, jamen så er der de der fem, ikke?
Mhm.
Størstedelen af jordens befolkning af dem, som er startet — der er rigtig mange, der ikke er kommet igennem første, men så får de nok ligesom lov at holde en pause og så komme tilbage senere. Mm.
Eller også er vi i gang med at få store grupper igennem første og anden initiering.
Skal vi ikke komme ned i den der turkey der og få kigget lidt på, hvad den er blevet stuffed med?
Hvad betyder det så? Ikke, jo — vi snakker beating around the bush, ikke? Jo, altså man kan sige,
lad os høre lidt om første her.
Den første, det er der, hvor du begynder at forholde dig.
Mhm.
Det er som om, du får et dobbeltperspektiv på det fysiske. Det vil sige din egen krop, andres kroppe, forbrug. Det kan være, du begynder at overveje: skal jeg flyve på ferie tre gange om året? Er det godt for planeten? Du begynder at få sådan noget — du ved, er det godt med kød? Hvad med de der dyr? Skal vi spise dem? Altså, du begynder at forholde dig med omtanke til det fysiske. Du begynder måske også at få styr på din egen kost. Du begynder måske at få styr på, hvor meget alkohol du drikker. Du begynder sådan at overveje: hvordan skal jeg passe på min krop?
Før det er det som om, det var lige meget. Det var mere sådan dyriske instinkter. Jeg æder, når jeg er sulten. Jeg forbruger, hvad der er.
Du ved, jeg skal bare have penge til mig. Men så begynder du at overveje, bliver lidt mere etisk ansvarlig og står også i nogle problematikker, hvor du måske er ked af, at din krop er på en specifik måde, eller du er ked af, hvad andres kroppe bliver udsat for, eller du er ked af, hvordan planetens ressourcer bliver misbrugt. Det er der, hvor du faktisk begynder at vågne lidt op: gud, der er andre — andres behov, planetens behov. Hvad med ressourcerne? Hvordan får vi det her til at gå op? Vi har så mange mennesker. Skal jeg overhovedet have børn? Skal jeg ikke have børn? Du ved, sådan noget. Men det er meget omkring fysisk skabelse — din egen krop, hus, miljø på den måde.
Okay.
Og der kan man jo ligesom sige, hvis du kigger på jorden —
sådan en [uklart navn] for eksempel.
Ja, ja. Præcis.
Uden at have gået ind og læst — så bruger vi bare et eksempel. Og vi går ikke ind og vurderer. Altså jeg går aldrig ind og vurderer, hvor nogen er, fordi igen: det er en indre oplevelse. Så det vil faktisk kun være den enkelte, der ved, hvor de er. Folk er bare så forvirrede, fordi det er så turbulent lige nu. Så nu prøver vi at lave en lille smule mapping, som man så kan bruge som inspiration.
Ja.
Så man har noget at hænge det lidt op på, ikke?
Det kan også være sådan noget med dyrevelfærd for eksempel, økologi.
Præcis. Lige præcis.
Ja.
Og det kan man jo se, hvis vi lægger mærke til det, som Bailey peger på — og det gjorde hun tilbage i sådan noget 1920'erne, 1930'erne. Det er faktisk, at omkring 2025, hvilket var sidste år, vil der have været en meget større gruppe, der er kommet igennem første indvielse. Og det er faktisk lidt interessant — lige nu kigger man sådan lidt forbløffet på USA og sådan noget, ikke? Hvor man tænker: hold da op, hvor er der meget forskel på, hvad der foregår der, og hvad der foregår andre steder.
Mm.
Så man kan sige, det vi forstår som fokus på dyrevelfærd, fokus på økologi, er faktisk sprunget meget op måske inden for de sidste 20-30 år — menneskerettigheder, du ved. Det er som om, det har fyldt meget. Så det ligger meget godt i tråd med, at der er sådan lidt overlap her, at flere ligesom er vågnet op: gud, der er noget her, der resonerer med mig. Og der kan man også se forskellen. For der er nogle mennesker — selvom det her er noget, nogen taler om: vi er nødt til at kigge på vores miljø, vi er nødt til at kigge på vores forbrug, vi er nødt til at forstå, at det jeg gør i min egen fysiske krop, påvirker andres fysiske kroppe — så vil du finde nogen, der bare synes, det er fake news. De resonerer ikke med det. Det får ikke en eneste celle til at vibrere i deres krop.
Det er sådan noget MAGA, der siger, det er et scam, eller
at der slet ikke er nogen global opvarmning. Der er ikke problemer med det der. Der er ingen sammenhæng mellem de her orkaner og
varmebølger og skovbrande i øvrigt.
Det har altid været der.
Ja. Det har slet ikke noget med det at gøre.
Det er opfundet af nogen, der er imod olieindustrien.
Og når man står i det og kigger på det: du har én, der resonerer med — uanset hvad vi kalder det, om vi kalder det miljøkatastrofe — så kan de bare sige: der er noget her, vi er nødt til at være opmærksomme på, vi er nødt til at forstå dybt. Så finder du én, hvor det ikke vibrerer et eneste fimrehår i det menneske.
Det er bare sådan, det er som om personen ikke har noget udslag på det. Og derfor kan det blankt afvises. Som jeg ser det, er der nogen, der er vågnet op i og kan mærke det. Og med mærke mener jeg: jeg får det ind, jeg mærker mine følelser, mine tanker — det er både intellektuelt, følelsesmæssigt, min krop reagerer, når jeg ser skovbrand. På alle mulige sansestimuli er der noget i mig, der er vækket til at have mit fokus rettet på: f***, der er et eller andet her, vi skal forholde os til. Mhm.
Også min egen krop — jeg er nødt til på en eller anden måde at tage mig af min egen krop og så videre. Så det er som om, det er der, du ser forskellen på en indvielse allerbedst.
Mm.
Den ene orienterer sig på sin egen unikke måde, og den anden er fuldstændig oblivious.
Ja.
Og det kan måske hjælpe dig en lille smule.
Så når man er der, er man så gået igennem første, vil du sige — eller er man i gang med det?
Jeg vil sige: hvis du er vågnet op der, så har du haft første.
Ja.
Så nu kommer vi til knasterne, ikke? Fordi så har du den her næste milepæl, som så vil være anden initiationen. Og hvad er det så? Anden initiationen, det er faktisk her, hvor du mestrer dine følelser.
Og det her — fordi det, at du overhovedet begynder at være opmærksom på: gud, min krop, en andens krop, dyrenes krop, jordens krop — det at du overhovedet vågner op til det, det er fordi, du har været modtagelig for en sjælsimpuls. Så når nogen siger: hvorfor kan jeg ikke høre min sjæl? Jamen, du er i et samspil med sjælen. Det at du overhovedet bliver opmærksom på, at der er noget ud over mit eget behov — det betyder, du er blevet stimuleret af en sjælsfrekvens, som du har sagt ja til. Så der er du allerede i gang med at være i dialog og være modtagelig og være samskabende med din sjæl.
Så det første, det er sådan på de ydre planer.
Ja.
Og anden, der begynder vi at blive opmærksomme på følelser og relationer. Der er et andet menneske.
Ja. Du begynder at se andre mennesker,
fordi på vejen, på et eller andet tidspunkt — man kan sige sådan halvvejen — det, der jo så kan ske her, det er, at når du først vågner op i, at det er jo helt forfærdeligt, hvad vi gør ved vores kroppe, og vi spiser dyr — her kan du godt ryge i at blive ret ideologisk, også fanatisk.
Du ved: jeg vil aldrig være sammen med en, der spiser kød, for jeg synes ikke, vi skal spise kød, eller
eller en aktion mod en slagter for eksempel.
Ja, præcis. Sådan et eller andet. Fordi du mærker — og det, der jo er lige så smukt, det er at række ud og få en sjælsforbindelse og dybest set begynde at være modtagelig for højere frekvenser, som sjælsfrekvenser er. Det gør, du ser ting. Du vågner sådan op af din egen lille bitte — du ved, du sidder i din egen lille sandkasse, og så finder du ud af: gud, der er noget større, noget mere, jeg skal engagere mig i. Det er smukt, men det kan også godt gøre, at du bliver lidt drunk af de her højere frekvenser, hvor det, du får ind, bliver sådan en meget ultimativ: det er synd for dyr, det er altid dårligt. Du kan blive sort-hvid i det.
Mm.
Og det betyder, du kan blive mentalt sort-hvid, og så kan du blive sådan en dommedagspræst, eller du kan blive fanatisk, eller du kan bruge alle dine ressourcer på at kæmpe for et eller andet — og så kan du dø af kræft, fordi du faktisk kæmper for retten til din egen krop, samtidig med at du slider din krop op for at kæmpe for alle andres ret til deres egen krop. Du udsætter den for alt muligt stress og opråb, og du ved, du går på march, og folk skal derud, og du bliver grænseoverskridende og sådan noget, fordi du mærker det så meget, at det her er forfærdeligt.
Så det vil sige, du har ikke tempereret dit følelseslegeme. Du kan ikke holde nuancen af, at — ja, vi behandler dyr forfærdeligt, og derfor kan det godt være, at den fysiske krop for rigtig mange stadig har brug for at spise kød. Kan vi finde en måde at være bedre mod dyrene, samtidig med at vi også spiser dem? Altså du ved, det kræver en ret øget kompleksitet at kunne holde til, at du har de her modsatrettede følelser stående ved siden af hinanden, så det ikke bliver enten-eller. Så følelserne — det er stadig et dualistisk sted.
Man kan sige, der er nogle fjender — dem, der ikke er gået med,
dem, der ikke har set det.
Mm.
Så det kan vel udvikle en form for, lad os sige, arrogance eller en bedrevidenhed i forhold til dem, der ikke —
sekterisk. Ja.
Ja. Eller politiske bevægelser.
Ja.
Så du kommer faktisk fra en ild i hjertet. Altså dit hjertechakra begynder at vibrere med, at der er noget lidelse.
Ja.
Og så farer du ligesom ud over horisonten, og så går du bare på brædderne, ikke? Så det er også lidt uundgåeligt. Det er en fase, du skal igennem. Altså det er helt naturligt.
Ja.
Du kan bare risikere at blive stuck og ikke ligesom høre, når jungletrommerne begynder at slå igen på, at nu er der en ny forvandling undervejs.
Så nu kom vi til toeren her, hvor du snakker om følelser. Er det så en form for empati eller forståelse af andre? Altså hvad taler vi om så?
Ja, du kan dybest set se, at anden initiation, når du er kommet igennem den, det er dybest set følelsesmæssig mestring. Og med det mener jeg, at du kan holde til følelsesmæssig kompleksitet uden at blive dualistisk. Det er meget, meget svært. Og du kan også se, hvis du kigger på verden i dag — der er ikke særlig mange, der har nailet den, fordi det er meget, meget svært. Så det giver også lidt et billede af: hvis vi har helt frem til femte indvielse, og vi stadig bakser primært omkring første og anden, så kan det også give dig lidt ro med, at okay — det går, som det skal. Men der er en grund til, at verden er så kaotisk, som den er lige nu. Det er det, jeg mener, når jeg siger, vi er en ung art. Og vi har også fået noget hjælp — vi var ved at gå i stå, og så har vi sådan en Kristus, der inkarnerer.
"Ung art", sagde du før — jeg forstår det stadigvæk ikke.
Jamen, det jeg mener med ung art, det er energetisk. Det er sådan lidt, at vi stadigvæk lever enormt dualistisk, og vi har et potentiale til ikke at leve dualistisk, hvor vi ikke skider i egen baghave og sådan noget. Men vi er bare stadigvæk lidt med den der bevidsthed, hvor vi sidder med vores sandskovle og gokker hinanden oven i hovedet. Det er det, jeg mener. Så energetisk unge
i forhold til, hvad vi rigtig kan mestre energetisk.
Og det er stadigvæk rigtig, rigtig svært for os at sige: nu føler jeg det her, du føler noget andet, og jeg har den her overbevisning koblet på de her følelser — du føler noget andet, og så kollapser jeg, fordi så er jeg forkert, eller så har jeg lyst til at slå dig ihjel, fordi du er forkert. Det der felt er stadigvæk — det kan du se i alt.
Så der står vi meget. Det vil sige anden initiation, der har du mestret det der. Hvilket betyder: jeg har min egen indre sandhed. Jeg har min egen mentale overbevisning, som kan ændre sig — og jeg kan godt rumme, at den ændrer sig. Jeg har mine egne følelser, hvad jeg er passioneret omkring. Og jeg kan godt rumme, at du ikke er enig. Jeg kan også godt rumme, hvis du bliver sur på mig over det, men jeg tager det ikke ind. Det er mere sådan: det her er min sandhed, du må gerne have din. Jeg prøver ikke på at overbevise dig om noget, men jeg lader mig heller ikke overbevise om noget, som jeg synes er fjollet. Altså det kræver ekstrem følelsesmæssig mestring at være der. Og det er der, hvor jeg ser, mange af de mennesker, vi hjælper, er.
Ja.
Det er faktisk det, de arbejder med. Og der skal du se — fordi når du først har fået sjælskontakt og ligesom vågner op i: gud, jorden har en krop, jeg har en krop, alle har en krop, og du ved, vi skal passe på hinanden, og hvad er det her? Og så frem til anden, hvor du faktisk kan mestre, at der er lidelse, der er smerte, der er grænseoverskridelser — der er alt det her, uden at du kollapser i: så kan jeg ikke holde ud at være her. Eller: nu skal jeg ud og redde alle, fordi min sandhed er den eneste, og de andre er nogle fjolser — jeg har mærket det, jeg forstår det, nu skal I bare rette ind. Du skal faktisk kunne holde til, at du kan se nogle af de her ting og mærke det og finde dit eget ståsted, hvor du placerer dig selv ganske let og ikke for rigidt, fordi så begrænser du dig. Så har du nået anden indvielse. Og jeg vil sige, der er flere og flere, der begynder at nærme sig det — i forhold til antahkarana, den her kanal for lyset hele vejen ned igennem chakrasystemet.
Mm.
Der talte jeg jo i afsnit 50 om det at kunne afgrænse sig energetisk fra andre.
Mm.
Så hvad kræver det her? Er der en fuld afgrænsning, eller er vi på vej mod en afgrænsning?
Når du er lige her — lige nu er antahkaranaen faktisk ikke specielt tændt i første og anden indvielse. Det er derfor, de ikke engang kaldes — de kaldes mindre indvielser.
Det er ikke engang primære indvielser. Der skal du helt hen til tredje indvielse. Så lige her er du stadigvæk i en ret afgrænset simulering. Dog når du er det sted, kan det føles meget, meget voldsomt. Så når du begynder at forholde dig til dine egne følelser, og andre har følelser — jeg føler mig invaderet af andres følelser, og jeg mærker alt muligt, og hvad er mit, og hvad er ikke mit — det kan sagtens føles voldsomt.
Hvornår møder man det?
Op til anden indvielse, ikke? Fordi når du først har fået fysikken koblet på — du ved, skal gøre noget for den fysiske krop, andres fysiske kroppe — så efter noget tid begynder der at dryppe. Fra det øjeblik, der er hul igennem, så kommer der hele tiden mere og mere sjælsfrekvens ind. Det vil sige, du bliver simpelthen dopet
med højere frekvenser,
som driver evolutionen i dig fremad.
Og det kan godt gøre dig lidt wacky. Der kan folk blive ideologiske, fordi du kan blive høj på det, der kommer ind, og det kan forstærke dualismen for eksempel, ikke?
På et eller andet tidspunkt får du så mange dryp ind,
at du bryder sammen. Altså så kan du få stress, du kan blive syg. På et eller andet tidspunkt — du bliver hele tiden fordret til at holde en højere spænding,
der hele tiden forøges.
Når det er sjælsfrekvens, så forsøger den at gøre det lidt blidt. Senere bliver det meget mere voldsomt. Men fordi du ikke er vant til det her — det, du er kommet fra, var så sort-hvidt, eller i din egen lille navle, ikke? Så du skal hele tiden forholde dig til den her øgede spænding. Det føles som om, du skal forholde dig til en øget kompleksitet i dig selv og i verden frem mod anden indvielse. Og det kan både gøre, at du føler dig ADHD, eller du ved — jeg føler mig bipolar. Det hele kører rundt. Men det har faktisk ikke så meget med antahkaranaen at gøre endnu. Det er stadigvæk ret horisontalt.
Okay.
Det er primært i forhold til dybest set de lavere chakraer, og du øver dig i at mestre. Du ved: nu har jeg været pleaser, og så bliver jeg rasende, så øver jeg mig i at gå tilbage til personen og sige det — eller jeg siger ikke noget. Det er meget det psykologiske, du øver dybest set. Nu er jeg sur, nu er jeg ikke sur. Hvad kan jeg kræve? Kan jeg kræve det? Kan jeg ikke? Du kortlægger din psykologi, din barndom. Dybest set er det her, du går i terapi. Det er her, du undersøger tilknytningsmønstre. Du prøver at sætte grænser. Du prøver at tage dig af din rage, hvis du bliver grænseoverskredet. Du kortlægger ligesom: hvordan fanden jokker jeg rundt i de her følelser? Hvordan lægger jeg mig fladt ned og tør ikke sige noget over for andre — og så synes, de er dominerende? Alt det her.
Er det her, hvor man siger: jamen, jeg er villig til at kigge på mit eget og stå i mit felt og finde ud af, du ved — er det også her, vi møder dem, som er meget gode til at kigge indad og måske ender med at blive selvkritiske eller selvdestruktive, hvis de møder en mørk personlighed, som bliver ved med at gå på dem, fordi de er så gode til at se på deres indre?
Så det bliver sådan en ting, der sættes i gang hele tiden af en anden person. Er det også her?
Ja. Jeg vil sige, så nærmer du dig faktisk — der er nogle interessante hickups her. Typisk hvis du er her midt imellem første og anden, og du er i følelsesmæssig mestring, så vil det typisk være her, hvor du har så mange følelsesmæssige udslag, at du nærmest kan føle dig som en teenager — eller det er der, hvor du arbejder meget med indre barn og barnlige ting i dig. Du har sådan: jeg skammer mig over, at jeg, du ved, har taget noget med min mor og far. Jeg opfører mig som en lille pige, eller jeg opfører mig som sådan en sur, gnaven mand. Det er meget de der aspekter, du arbejder med.
Den, du taler om — det er som om, nogle gange, det der med at have giftet sig med eller finde ud af, at i familiestrukturen er der en meget, meget mørk person. Nogle gange synes det at være en trial — med danske ord en prøvelse — der ligger op til tredje indvielse.
Ja. Altså mørke personligheder, ikke?
Så synes det — fordi det er som om —
som for eksempel narcissisme, psykopati.
Ja.
Machiavellisme.
Så når du er igennem anden, så mestrer du det dybest set. Anden handler dybest set om: hvor god er du til at være i noget, blive stimuleret af noget — en situation, som du synes er grænseoverskridende, svær følelsesmæssigt —
og du kan vende dit blik indad og sige: ah, jeg skal lige finde ud af, hvad der er i mit følelseslegeme. Dybest set: hvor god er du til at have kontakt til dit eget følelseslegeme, afkode hvad der foregår, og regulere det?
Mhm.
Derfor kan du godt, når du har passeret den anden indvielse, have karma, hvor du møder — altså gifter dig med en narcissist, som giver dig en helt anden udfordring. Fordi der kan godt være noget med, at du skal finde ud af: gud, lige nu har mit hjertechakra åbnet mere, og jeg fortolker noget ind i det, og så skal jeg lære endnu mere at sætte grænser. Så der kan du godt være.
Så man kan godt stå i den modning, eller det indre arbejde, i en helt almindelig relation, helt almindelige forhold. Og så er der nogen, hvor man får en ekstra udfordring.
Ja.
Men mørk personlighed —
Yes. Det kan du sagtens.
Hvorfor gør de det egentlig imod en? Altså, hvad er det, der gør, at de har så travlt med at prøve at fordreje ens virkelighed — du ved, lægge en på is, flippe ud og så videre og så videre? Er der noget, de kæmper imod her?
Jamen, for det første så kæmper de jo imod — som jeg ser de her mørke personlighedstræk, så er det træk, hvor personen har gravet sig så meget ned i mørket, at de afviser evolutionen selv. De afviser at tage ansvar for egen dualisme. De afviser at tage ansvar for, at deres indre virkelighed, som baserer sig på deres mentale og følelsesmæssige overbevisninger, kan tage fejl — og dermed at de kan være grænseoverskridende overfor andre.
Det er præcis det: jo længere du kommer på den her vej, jo mere bliver du tvunget til at være nuanceret. Du bliver tvunget til at øge kompleksiteten. Jeg mærker noget, de andre mærker noget, de har en krop. Du skal hele tiden finde ud af: hvor står jeg i det her, så jeg ikke mister mig selv, og hvordan undgår jeg at blive for grænseoverskridende overfor alle? Det skal du hele tiden. Så får du børn ind i det, så skal du også gøre det over for dem. Og så er der nedarvede traumer og s***, ikke? Fra det øjeblik du starter på første indvielse — hver eneste gang du får et dryp ny frekvens ned, så øges kompleksiteten i det indre følelsesmæssige, mentale, kropslige tifold.
Så hvor kan man sidde fast her? Op til anden eller?
Ja, vi er i gang med at snakke om anden indvielse, ikke? Og hvad der leder op til den, går jeg ud fra.
Ja, ja.
Så hvor kan man køre i loop her?
I forhold til anden, der kan du køre i loop i forhold til at afvise følelsesmæssig modenhed. Så det sted, hvor du hele tiden kan holde dig væk fra anden indvielse, det er, at du bliver ved med at insistere på, at det du mærker, altid er sandt. Eller du bliver ved med at insistere på, at du ikke vil have kontakt med dine følelser. Det er faktisk, tror jeg, nogle af de mennesker, der er der, som jeg endnu ikke har fundet en måde at hjælpe på — og det kan godt være, man ikke rigtig kan.
Så det er sådan: jeg mærker det, derfor er det sandt.
Det kan både være det, og det kan også godt være: jeg bruger hele tiden det mentale til at undgå at mærke.
Så: min overbevisning er sand. Eller: jeg ved, hvordan tingene hænger sammen.
Jeg ved, hvordan tingene hænger sammen. Eller: det kan ikke være sådan, det må være sådan her. Men det er jo også — og det ved jeg ikke — og det gjorde jeg også — og så bliver hun sur, og det er også okay. Hele tiden bruge tankerne og ordene og sindet til at skubbe sig væk fra at mærke. Som om der er sådan et bur: jeg har ikke lyst til at falde ned i det der. Fordi hvis du overhovedet skal evne følelsesmæssig mestring, så undgår du ikke at have berøringsflade med dyb depression.
Rage-flip på nogen.
Være bange for at blive alene, ensom, føle dig svigtet. Altså du undgår ikke at komme i kontakt med det der.
Så derfor kan man godt møde mennesker, som gør alt, hvad de kan, for at undgå at mærke noget som helst. Og den eneste vej igennem det der, det er en dyb krise. Dyb — indlæggelse, et eller andet. Men det kan du ikke forcere.
Det kan man ikke lige —
Det hverken kan man eller skal man, men det er typisk det, der sker. På et eller andet tidspunkt vil du være nødt til at lade dig falde ned i det der følelseshav.
Mm.
Og for nogen er det bare: fy for satan, det ved jeg ikke.
Hvordan ser det ud i en, som er meget mentalt orienteret? Er det så en overbevisning om, at det er sådan, det hænger sammen, eller?
Jamen, hvis det er meget stærkt mentalt, så er det meget, meget svært at nærme sig følelser.
Mhm.
Og hvis du af natur er meget følelsesladet, meget passioneret, så vil det være meget, meget svært for dig at træde ud af dit følelseshav og stabilisere det, regulere det.
Man kan næsten sige: for nogen er det overreguleret, og for andre trækker det en med rundt og er sandt, fordi det mærkes.
Ja. Ja.
Det vil sige egentlig komplet ureguleret.
Fuldstændig.
Okay.
Så det er de risici, der ligger frem til anden indvielse. Når du så er igennem anden indvielse, jamen så er det mest afhængigt af, hvordan du er bygget — om du er mere mental, om du er mere følelsesladet. De har forskellige modsatrettede udfordringer, men det er lige svært, og du skal stadigvæk naile det. Der er ikke noget, der er bedre end noget andet, men de har hver deres problemer med sig, ikke?
Jo.
Og så på den anden side af anden — så nu går vi igennem anden. Hvad sker der? Jamen, anden indvielse — det er som om, der opstår nogle, du kan sige, tests op til en indvielse.
Mhm.
Altså nogle trials, som —
nogle prøver.
Ja, nogle prøver, som man kan sige naturligt opstår.
Kan du, ud af noget af det du har mødt, komme med nogle eksempler uden at sætte navne på?
Ja. Det kan for eksempel være en klient, som er meget mentalt stærk, og som også oplever følelsesløshed, meningsløshed, depressive tilstande — meget maskulint orienteret for at prøve at undgå det der. Og hun vidste godt, at der er noget her, jeg ikke tør mærke.
Mhm.
Men hun vidste ikke, hvordan hun skulle komme ned i det. Det er som om, når du står der: jeg ved ikke, jeg kan ikke — hvad f*** gør jeg, når jeg føler, som om jeg står inde bag en glasramme og kigger ud på livet, og jeg faktisk ikke rigtig kan mærke noget? Og når nogen gør noget ved mig eller bliver sure på mig eller sådan noget, så kollapser jeg bare. Jeg har svært ved at mærke, hvad det gør ved mig. Mm.
Og jeg har svært ved at være i kontakt med vrede. Så man kan godt mentalt sige: jo, jeg kan da godt mærke, der er en masse følelser, jeg ikke er i kontakt med,
men jeg ved ikke, hvad jeg gør. Altså hvordan kommer jeg i kontakt med det?
Og man kan sige, det livet bød ind med, var, at hun aborterede sit første barn, hvilket kastede hende ud i en kæmpe depression, hvor hun også, du ved, var suicidal dybest set. Og den smerte at komme i kontakt med — det var ligesom om, det åbnede sig. Der var en krise, der udløste, at hun begyndte at få kontakt med nogle meget, meget svære følelser af at føle sig — du ved: kroppen er ikke god nok, eller jeg er ikke god nok, jeg er ikke værdig til at bære liv. Alt muligt. Det forcerede hendes sind. Det skar ligesom igennem mange af de der nedlukningsforsvar. Og hun overlevede — hun tog ikke livet af sig selv.
Og det gjorde så, at det skabte hul til hjertet eller til følelseslegemet. Og så begyndte hun at kunne lave det følelsesmæssige arbejde. Så begyndte hun at græde en masse — hun havde ikke kunnet få fat i tårer før, du ved. Så havde hun nogle år, hvor det følelsesmæssigt var ekstremt turbulent. Og hun øvede sig med sådan at få raserianfald og sådan. Alt det der, som ikke havde været der i hendes liv, hvor hun bare havde været meget følelsesmæssigt numb, begyndte at folde sig ud.
Og så kan man sige, så så det nærmest ud, som om hun regredierede — at hun gik tilbage og blev sådan barnlig. Men i hendes verden var det nødvendigt. Hun var næsten nødt til at gå igennem de der stadier, som hun ikke gjorde dengang. Hun lavede ikke raserianfald som treårig. Det var ligesom nødt til at udspille sig i hendes voksenalder
og modne stille og roligt.
Og modne stille og roligt — og så frem til, at hun, du ved, begynder at kunne sige til og fra i relationer. Først begynder hun at mærke med forsinkelse: okay, jeg havde sgu egentlig hygget meget godt med en veninde — så kommer hun hjem: hvorfor var det så mærkeligt? Sådan, det kryber ind, hvordan den der udveksling har været. Hun begynder at finde ud af: okay, hvad er det for nogle relationer, jeg har, baseret på det gamle selv, jeg var, hvor jeg ikke kunne mærke en skid — uden at bebrejde de andre, men mere med at sige: okay, jeg har indgået nogle dynamikker her. Og hun begynder at tage, du ved, konfronterende snakke med veninder og med familie og håndtere, at relationer faldt fra — smerten i det, angsten for at blive ensom,
angsten for ikke at blive elsket. Så hun tog sådan skridt for skridt, ligesom at gå mod sådan en bragende orkan, hvor hun ligesom: f***, jeg har ikke lyst til at gøre det her, men jeg gør det alligevel. Og hvert eneste skridt hun tog, kom med en øget energetisk mestring.
Okay, det her kan jeg også håndtere.
Det her kan jeg også håndtere.
Jeg har fået compassion for dem. Jeg kan se deres smerte. Jeg forstår min smerte. Vi skal ikke mødes. Eller jo, jo — vi kan rejse videre sammen, vi kan godt være sammen i smerten. Hun begyndte at kunne skelne og opleve sådan ekstrem følelsesmæssig mestring.
Kan du komme på et eksempel på en, hvor det er gået i stå i følelserne — hvor "det jeg mærker, er sandt". Altid sandt.
Ja.
Altså,
og det kan være:
mit følelsesliv har sandheden, eller er sandt, fordi jeg mærker det.
Mm. Og det er et farligt sted for andre mennesker — altså for de relationer, hun er sammen med. Her er det, jeg typisk mødte det i kvinder, fordi det er som om, kvinder er mest — ej, mænd kan sgu også godt have det der, når du begynder —
godt have det, især når de begynder at blive vrede, ikke?
Jo, præcis. Jo, det er især i forhold til vrede, at de så —
men også at de kollapser og bliver kede af det, og så skal man tage sig —
Ja, så skal man tage sig af dem, og så er det altid synd for dem, ikke?
Men det er mere — man kan sige, det er mere socialt acceptabelt, at man har følelser og siger til sin veninde, at nu mærker jeg det. Og så bøjer den anden af og siger: "Nå ja, jamen hvis du føler sådan" — som om det er en evig sandhed, at når man mærker noget. Du ved: jeg føler mig enormt krænket, fordi han var utro, så jeg har lyst til at skære hovedet af ham — så nu går hele venindegruppen på ham, og så går vi amok. Altså den her følelsesreaktion, der måske er reel nok, den udvikler sig til en sandhed, der bærer alt muligt med sig ud i gruppefeltet.
Ja.
Og der er ikke interesse i at kigge på, hvad udløste det, og hvor er vi henne nu, og hvad betyder det og sådan noget.
Jo, og det —
Er det et eksempel, der giver mening?
Ja, præcis. Og det er jo sådan den umodne: det er, du ved — vi støtter op om dig, det er også fuldstændig forfærdeligt, du er blevet udsat for noget forfærdeligt. Så nu lyncher vi den her person — bruger bare et eksempel, en der var utro — lyncher vi personen i en offentlig Facebook-gruppe og sådan noget, fordi nu er det bare sådan the vengeance, ikke?
Det er jo en meget unuanceret måde at processere følelsesmæssigt materiale på. Mm.
Vi kunne tage et modent eksempel. Det kunne igen være den her kvinde, der sidder med en veninde eller hos en terapeut, og det kommer op: jeg føler mig forrådt. Altså at følelsen er valid — det er rigtigt nok, du skal endelig have fat i følelserne. Jeg har lyst til f****** at flå hans øjne ud. Jeg har lyst til at partere ham. Jeg har lyst til at dræbe ham. Og jeg føler mig dybt forrådt. Gå igennem hele det følelsesmæssige materiale. Når det stilner af — hvad for en klarhed, hvad for en indsigt kommer der ind?
Det kan være: jamen, jeg skulle aldrig være sammen med ham. Eller: jeg kan godt forstå, hvorfor han gjorde, som han gjorde — det betyder ikke, at det var rigtigt. Men nu står vi her: skal vi noget sammen? Altså du lander et sted, hvor du har klarhed,
hvor du også forstår — ikke at du skal tage ansvar for det, men du forstår din rolle i det.
Mm.
Måske har du været sammen med ham der og bare har nægtet at have sex med ham og ikke sagt, han måtte have sex med andre — altså der kan være så mange varianter i det der.
Men du når aldrig til at kigge på varianterne og forstå, hvad for nogle skabelsesmuligheder der ligger i det her, hvis du bliver for rigid i din fortolkning af, at nu mærker jeg, og det er sandheden.
Så i stedet for at følelsen fylder og tager dig med, så arbejder den, indtil der kommer en ro på, hvor følelsen kan genkendes, mærkes — men den kan rummes i feltet, så man ligesom kan finde ud af: okay, hvad stiller jeg op her? Er der nogle indsigter? Er der noget — Ja. Lige præcis.
Kan du give nogle flere eksempler på det her? Fordi jeg synes, det er noget, vi også taler over middagsbordet — mange eksempler på. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om du kunne komme på mere.
Jamen, der er jo egentlig utrolig mange. Hvis man kigger på mekanikken i det,
så er det dybest set den der, hvor du har risiko for at hænge fast og ikke komme igennem anden indvielse.
Det er fordi, du er for forsimplet i din fortolkning af, som du siger rigtigt nok: det jeg mærker, er sandt. Og fordi det egentlig handler om at rumme og mestre dit følelseslegeme, og det er hele tiden det der — det er sådan et spøjst koblingspunkt, ikke? Du er nødt til at mærke, hvad du føler. Du er nødt til at acceptere og lige stille ind: okay, hvordan har jeg det lige nu? Du kan også godt have sådan: men jeg vil ikke være sådan en, der er vred, eller jeg vil ikke være sådan en.
Du kan også godt afvise det — mærke det, men ikke udspille det.
Du er nødt til at lægge det til side eller sådan.
Det nytter ikke, du ignorerer det eller bare lægger låg på det. Så du er nødt til at anerkende, det er der — men inde i dig.
Det er ikke det samme, som at du skal — for eksempel var der en eller anden sag med en eller anden journalist, der stalkede en eller anden kvinde, som havde været sammen med ens mand eller sådan noget, ikke? Og som hun får en fængselsdom på. Det er der, hvor den går skævt. Det er fordi, du bliver så ramt, at du udøver det, der er inde i din vrede — din "jeg har f****** lyst til at slå den m********* ihjel" — den får du spillet ud. På et eller andet tidspunkt rammer det dig bare som en boomerang, ikke? For så er der nogle menneskelige love, der gør, at du kan ikke sådan stalke andre mennesker, uanset hvad du føler. Eller det kan du godt, men det kan gå rigtig, rigtig galt, ikke? Det har en omkostning for dig. Det er ret tungt, kan man sige, ikke?
Jeg synes også tit, at vi er stødt ind i mennesker, som mærker det, men så prøver at pakke det væk og helst ikke vil vise det i relationen,
men som stadigvæk har det med sig. Og så har de noget der, som de pakker ned, presser ned, som så over tid bliver til noget vrede, noget lukkethed. Men på overfladen er de pæne og søde og venlige.
Ja.
Men nedenunder, hver gang det her sker, så får de kontakt, og så pakker de det ned igen.
Ja. De er bange for følelser. De er bange for de følelser, de synes er mørke i dem selv.
Men måske er de også bange for det, der lige præcis sker her — nemlig at hvis det tager dem med, hvor havner de så?
Ja, præcis.
Så der er en frygt for blindt raseri — at man kommer til at gøre noget i blind følelses-
overvældelse.
Ja.
Og på et tidspunkt, hvor du virkelig bliver testet — altså hvor jeg ser, der er rigtig mange, der bliver tvunget til at øve sig, det er forældre. Fordi den der med, at du røg i sådan et ildglødende rage, når dit barn ikke ville sove, ikke? Du nærmest skal kigge mor i øjnene, og du har lyst til at kyle den der unge ud af vinduet. Der var faktisk en eller anden meget, meget forfærdelig situation, hvor der var en far, der faktisk smed sit barn ud af vinduet, ikke — fra femte, syvende sal. Det er bare for at sige, hvad det er, der kan ske her, hvis du ikke mestrer det her.
Det kan have nogle meget, meget grelle konsekvenser. Så der er også lidt en —
der er også en modstand i det menneskelige system. En psykologisk, du ved, forsvar,
der prøver at stoppe for, hvad der kan gå galt. Der er sådan nogle bremser sat ind.
Ja. Ja.
Så det er noget med: vi nærmer os noget, vi lader noget følelsesmæssig energi slippe op, og så prøver vi at mestre det. Og så nogle gange får vi knaldet en tallerken, eller nogle gange får vi stukket vores partner en flad — hvad fanden ved jeg — altså noget, som virkelig skræmmer livet af os.
Taget fat i børnene lidt for hårdt eller et eller andet.
Ja, lige præcis, ikke? Og det er sådan noget med, at vi har sådan: f*** mand, hvad stiller jeg op med det her?
Det her — det er dig, der bevæger dig mod anden indvielse.
Ja.
Ikke? Så hvis du også kan se sådan lidt på det på den måde.
Ja. Er der mere at sige om det, eller skal vi sådan stille og roligt — når man siger "hænger fast", det lyder lidt negativt, men kunne man godt sige, nogen har brug for at være i det her rum og eksperimentere med varianter af det i forskellig grad? Eller kan man sige, der er nogen, som får låst sig selv — sat sig selv i benlås på en eller anden måde her?
Ja.
Er der et sted, hvor der er et valg i det — hvor hvis jeg kan se mig selv gøre nogle af de her ting, er der et valg et eller andet sted, som kan åbne porten til at komme videre?
Ja, og det her er et enormt interessant sted, fordi du har fuldstændig ret: når sjælen drypper det her ind, er der også noget med at teste nogle ting af og få noget stabiliseret for at undgå, at det går for galt, ikke?
Mm.
Så nogle gange er det en god idé at øve sig. Altså blive i det samme og øve sig. Og det er jo ikke at være stuck — det er at øve sig.
Så for nogle er det faktisk at leve deres følelser ud og så finde ud af: hvad sker der? Og for andre er det
at finde ud af: okay, bare fordi jeg føler noget, så skal jeg begynde at containe det mere. Så nogle koger over gryden, og nogle lægger låg på og skruer fast, eller hvad? Så det er dybest set den samme energi — der er bare to tilgange her. Den ene lukker det nede, og den anden lader det flyde over.
Ja. Den ene synes at vende det indad, den anden vender det meget udad, ikke?
Ja.
Og så skal du ligesom lære at mestre det. Det er ligesom: hvis du er meget vant til, at hver gang du mærker noget, så kører det hele op — så skal du faktisk lære at kunne holde det inde.
Hvis du er meget dygtig til at holde det inde, så skal du faktisk lære at være med det inde. Det er at være med det — det er ikke at presse det ned.
Nej. Men hvis du har været vant til — altså du er god til at holde det inde og dermed også kommer til at presse ned, og de to ting vil føles ens — så skal du faktisk øve dig i at være okay med, at trykket nogle gange ryger.
Ja.
At det ikke bliver farligt for dig.
Ja. Det er klart: hvis gryden har stået og kogt, og man så hiver låget af — jo længere den har stået, jo mere pres der er under. Så man kan sige, det kan vel noget, at have en partner eller en ven eller en eller anden,
drømme,
som kan sige: okay, jeg kan se, du er i gang med det her — der røg lige en tallerken, der røg, du ved, en flad. Hvad ved jeg.
Mm.
Et sikkert rum, et trygt rum.
Er du sindssyg.
Men jeg tænker også, der må være nogen, som bruger terapi eller veninder — især veninder — til at sidde og være den, altså: du har fulgt op, der er blevet mere vrede, du har lavet grænseoverskridelser, eller du har selv, du ved, været for flink, et eller andet, for pleasende. Og så går du til veninden
eller til terapeuten, og så tror du, det hjælper ligesom at sidde og tømme over i den der person. Er det rigtigt?
Ja, og det gør det ikke.
Det er en indre mestring, vi taler om — men man kan sige, et skridt på vejen. Hvis du aldrig nogensinde har delt dit indre følelsesliv med nogen, så kan det at tale med en veninde eller en terapeut være første skridt i, at du faktisk artikulerer, hvordan du har det. Det er en fin øvebane. Men hvis du bliver hængende der, er der faktisk den risiko, vi taler om:
hvad er skridt på vejen, og hvor hænger du fast? Lad os sige, du har fundet ud af: ej, jeg har faktisk øvet mig i det her med overhovedet at turde sige, hvordan jeg har det, og vise sårbarhed og italesætte mine behov og mine længsler — og også italesætte, hvis jeg er vred på nogen, selvom det skammer jeg mig over. Lad os sige, det har du nået — det er en fremragende start. Men lad os sige, det bliver lidt for lækkert at blive ved med at gøre det, i stedet for at håndtere det med de personer, du skal håndtere det med — så du bliver ved med at sidde og tale med veninder om det.
På et eller andet tidspunkt vil du opleve, at din omgangskreds til sidst begynder at trække sig fra dig, fordi de ikke kan holde ud at høre på dig længere. Og det er en positiv ting — i dit univers vil du opleve det, som om du bliver forrådt og svigtet, og jeg er alene i verden, og det er også helt forfærdeligt. Du vil skabe meget selvmedlidenhed i dig. Men det er faktisk fremragende, fordi det er ikke meningen — på et eller andet tidspunkt skal den sutteklud fjernes, så du kan begynde at mestre det selv, fordi det slider på andre at høre på sådan noget. Så det er en mellemstation. Det er ikke et sted, vi skal blive.
På et eller andet tidspunkt skal vi kunne holde det selv. At finde ud af: okay, jeg kan godt se, det her sted bliver ved med at være svært for mig. Det bliver ved med at være svært med den her person, eller jeg bliver ved med ikke at kunne det her. Så er jeg nødt til at lægge en mestringsplan for, hvordan jeg håndterer det — i stedet for at sidde og snakke med ti mennesker, som jeg så skal tynge med det. Så det er fint, når du starter der — så læner vi os ind i hinanden, det er, som det skal være. Men du skal ikke blive der, og du får ikke lov til at blive der. På et eller andet tidspunkt mister du venskaber på det der, hvis du ikke får fingeren ud og får styr på dit liv. Og det er sundt og godt. Det er evolutionen, der arbejder igennem dig.
Det at skrive ned kunne måske også være en idé — for at give sig selv lov til at have et rum, hvor man faktisk får nedfældet det i eget felt.
Ja,
det vil det. Altså for nogen, hvor det kan vælte så meget frem, når man typisk til et tidspunkt, hvor man har — altså medmindre man er kørt fast og ikke har fanget de forskellige vink med en vognstang: veninden tager ikke rigtig telefonen og laver aftalerne om og sådan noget. Altså hvor omverdenen begynder sådan: jeg holder af dig, men f***, det er tungt, ikke? Det har jeg hørt fra mange — og jeg oplevede det også selv. Jeg var også selv sådan en. Det er en fase, og den kommer vi alle sammen til at være i.
Og på et tidspunkt var jeg sådan lidt — jeg var simpelthen ved at kaste op over at høre på mig selv. Ævle om — og jeg var også så sensitiv, og jeg kan ikke holde til noget, og jeg mærkede, at av av og åh nej, og min mor og min far, og det var også bare så synd for mig. Jeg nåede simpelthen brækpunktet i selvmedlidenhed. Så nogle gange, hvis du ikke får et vink fra omgivelserne, fordi de ikke gider høre på dig mere, så oplever du det indefra: du kan simpelthen ikke holde det ud. Jeg var bare sådan: jeg er et f****** skvat, jeg gider ikke mere. Jeg gider ikke bare være sådan et skvat, der skvatter sammen over ingenting.
Og det kan man jo så sige — var det selvkærligt? Jeg havde været kærlig, jeg havde rummet. Jeg var bare sådan lidt: på et eller andet tidspunkt når du et mæthedspunkt, hvor du ikke gider at ævle om de samme problemer. Enten så må det blive løst, eller også så holder jeg min f****** kæft, og så holder jeg spændingen. Det er bare for at sige — den variant har jeg også set i andre. Jeg har set flere og flere, der bare har sådan lidt:
det er som om, man kigger ud på det der følelsesmæssige drama og bare tænker: I don't want this. Altså nu er det tid til, vi kommer videre, ikke? Det er et sundt sted.
Men er det ikke her, en veninde kan tage det modne standpunkt?
Jo.
Frem for at — jamen, jeg forstår godt, du har det svært, og puha, og så drikker vi te, og nu er den der igen. Altså, er det ikke her, man også kan være det rette modspil?
Jo. Men det —
Så: nu har vi fået vendt den her. Det snakkede vi om de sidste tre gange. Og jeg orker ikke høre mere.
Altså jeg havde —
Eller du ved: nu er du sgu nødt til at overveje, hvad du gør. Next point. Jeg tænker også, er det ikke her, mange psykologer og terapeuter egentlig
kommer med modellen, at hvis vi bare sidder og taler om følelserne, så løser det sig på en eller anden måde?
Jamen, og det gør det ikke. Så det gør det ikke.
Så det er et godt skridt, men det er første skridt.
Det er et fremragende skridt, når du skal øve dig i at rumme og italesætte — og du ved: der var det okay, så mærker jeg den, og så var det vrede. Du skal sådan prøve på at hive de der følelsestråde fra hinanden og finde ud af: okay, de fortæller noget forskelligt, og jeg skal håndtere det forskelligt, og de har en forskellig intensitet. Så det er fremragende — indtil det til sidst bare bliver: nu blabrer jeg bare, fordi nogen skal bære den her spænding, fordi jeg kaster den op. Jeg kan ikke selv holde til den. Ja.
Men for at klare næste indvielse skal du kunne holde den spænding i systemet. Du skal kunne holde fleksibilitet — ellers går du i stå.
Mm.
Og det er lidt det her, hvor forskellen er, som du sagde: nogle gange er det rigtig fint — og det er også vigtigt at prøve på at skelne med klienter — hvor er de ved at udforske noget, hvor de skal have flere runder, og det er rigtig fint, alt det de gør. Selvom det udefra kan synes at være sådan: okay, du har bygget syv sandslotte der, og nu bygger du et ottende. Men okay, det har du brug for, fordi den har alligevel lidt en anden variant — så skal de støttes i det. Versus når de bare er gået i loop. Altså når de faktisk undviger det næste skridt
i selvmestring, selvansvar.
Mm. Og så bliver de ved med, du ved, at forskyde. Og på den måde er der jo faktisk fri vilje. Det kan du godt — men på den lange bane er der ikke, fordi så bliver du taget ud af rotation, eller så bliver du renset op, og så får du en ny begyndelse. Altså du kan ikke, som jeg sagde fra starten — evolutionen styrer os alle. Det er ligesom at stille sig foran sådan en avalanche, eller hvad hedder sådan en — en lavine — og så bare sige: jeg tror ikke på dig, lavine. Nu står jeg her, jeg kan godt presse dig tilbage med min personlige vilje. Det kan du godt — du kan befale alt det, du vil. Du bliver bare jordet af den. Så jeg vil sige: på et eller andet tidspunkt er du bare nødt til at overgive dig til det. Men det kan godt være, det er om tre-fire liv for dig. Det kan godt være, du lige nu bare er stædig og sur og "det ved jeg fandme ikke". Det kan du godt.
Mm.
Men du vil så opleve, at omverdenen lidt trækker sig fra dig nogle steder. Eller også vil du opleve, at du resonerer med nogen, som er samme sted, og så laver I jeres egen lille ghetto, hvor I er enige om, at verden er sådan her og lidt f****** træls, ikke? Der kan I sidde længe.
Og det er jo fint nok. Altså der er meget lidelse i det, men det kan man godt.
Mm.
Ikke? Ja. Skal vi bevæge os videre? Hvad er det næste?
Jamen, når du så er igennem, så kan man jo tænke sådan: ej, det må sgu da være fedt, når man endelig har nailet det der følelsesmæssige og sådan noget.
Hvordan opleves det? Altså, kan du give nogle eksempler på, at du har mødt nogen, der ligesom — okay, nu er der et eller andet der, nu vil det komme videre?
Ja. Det er som om, deres blik er helt anderledes. Og det er som om, du er færdig med at blive kastet rundt i en følelsesmæssig tumbler.
Ja.
Og det betyder, at du faktisk står der, og du er ikke bange for at mærke noget. Så lige pludselig, hvis vi sidder og arbejder, og der kommer noget følelsesmæssigt op, så er der ikke længere frygt på det. Der er en overgivelse: nå, nu mærker jeg sorg. Jeg går med det.
Mhm.
Så nu slap det.
Så de kan ligesom være i det.
De kan være i det. Og der er også: hvad er det her for en følelse? Den har jeg ikke prøvet før. Uh, det var spændende.
Hvad mon det er — afvent.
Uh, jeg har lyst til at partere nogen. Og den kendte jeg ikke. Hold da op.
Det var interessant. Gad vide, om det er noget tidligere liv, eller — hvad smager den af?
Er det epigenetisk, eller du ved — er der nogen derude, der vil slagte mig? Vi finder lige ud af det.
Jeg tænkte også: kan man ikke se det i deres tilgang til børn?
Jo, jo, jo. De ryger slet ikke længere i bekymring og selvbebrejdelse. Og det der med, om man er en dårlig mor eller en god mor — eller far kunne det også være, ikke — det der split, det fylder slet ikke.
Og de har ikke noget problem længere, hvis nogen er sure på dem. Og de har heller ikke noget problem længere, hvis der er nogen, der har det svært og prøver på at hooke den ubevidste til at hjælpe dem. De har bare sådan lidt: ja, du skal skilles, og ja, det er svært og sådan noget — men jeg skal ikke hives ind i det. Jeg kan ikke gøre noget for dig alligevel. Du må selv træffe de der valg, ikke?
Jo.
Så der er også noget med, at det at gå igennem det følelsesmæssige —
kan også, hvis den anden vil tage imod — lad os sige, det er et barn — gøre, at man bedre kan rumme det i forhold til de ting, de kører igennem op til anden.
Ja, meget bedre rumme det.
Ja, og måske også have en større klarhed om, hvor langt der er fra at gå ind i det og ud af det.
Ja.
Ja.
Fordi du har ligesom — du kender vejen i det der. Og der synes jeg, der er vi i et lidt interessant eksperiment her. Fordi jeg tror ikke, at vi behøver at opleve os selv være så følelsesmæssigt umodne op til så høj en alder som vores generation og generationer tidligere.
Fordi det er relativt nyt. Altså det er nok inden for de sidste 70 år, at flere og flere ligesom har nærmet sig anden indvielse. Det er min egen vurdering. Fordi før det, så er det sådan lidt: enten har du været sådan nærmest hysterisk, eller også har du været sådan: jeg er rationel, vi skal altid tale, jeg kan ikke mærke noget — og erklæret de andre hysteriske. Men de har bare ikke været i kontakt med deres følelser.
Så der er sket meget. Der er flere og flere, der har nærmet sig den her anden indvielse eller er passeret igennem den, for det er ligesom der, vi evolutionært er nået, ikke?
Det betyder også: hvad gør det ved børn, når de bliver mødt? Hvad er forskellen på at blive mødt som syvårig, treårig, 12-13-årig? Altså behøver de der teenageår at være sådan fuldstændig dingdong, og er man umoden, til man ligesom er 30, og fortsat —
Ja, virker fuldstændig som om, de går rundt i sådan en osteklokke og ikke forstår noget.
Ja. Hvad betyder det, når flere og flere mennesker faktisk mestrer deres astrallegeme eller mestrer deres følelseslegeme, ikke?
Det begynder vi at kunne kigge ind i, for der er flere og flere, der har nærmet sig det her og er igennem. Så over de næste 20-30 år bliver det ret interessant at se, hvad det betyder. Det kan påvirke hele vores udviklingspsykologi.
Mhm.
Altså fordi vi har observeret børn baseret på, at de er født ind af følelsesmæssigt umodne forældre, ikke? Ikke som en dom — bare fordi sådan har det været. Vi har simpelthen ikke evolutionært været klar til det. Det har bare ikke været muligt. Så hvad betyder det? Og det er bare skruet voldsomt op i forhold til den her anden indvielse. Der er så mange, der bliver presset til kanten og presset derhen.
Har du set eksempler på teenagere, som faktisk — for eksempel drenge?
Ja. Ja.
Som ikke er faldet ned i at være helt væk og virke sådan helt trætte, men som rent faktisk er gået igennem det her?
Ja. Altså vi laver vores eget lille eksperiment med vores egne drenge, ikke? Og det synes jeg er enormt fascinerende.
Vi var faktisk i tvivl om, om det kunne lade sig gøre.
Ja, det var vi.
Og det første vi så: okay, det sker for øjnene af os, og vi har ikke lagt noget ind i dem.
Nej. Nej.
Men det at kunne rumme dem i: okay, nu lukker jeg ned. Det er fint. Du lukker, du trækker dig.
Mm.
Ah, nu mærker jeg noget. Nu overreagerer du voldsomt — fint nok. Vi sætter lige en grænse, men du har stadig lov at være her. Vi elsker dig. Men der er også ting, der ikke er okay.
Mm.
Ingen reaktioner på de forkerte eller rigtige.
Mm.
Det er bare min beskrivelse. Men vil du sige noget om det også?
Men ja —
det er egentlig det. I virkeligheden er nøglen ikke adfærd, men den er at gå igennem det selv.
Det er fuldstændig nøglen, fordi så kan du bedre støtte, når de går igennem det. Og plus: når du så falder i potten og bliver, du ved, rasende eller gør et eller andet overfor dem eller bliver bekymret, eller hvad der nu kommer op —
as we all do. Fordi det er ikke fordi, du bliver sådan højhellig. Det kan aldrig lade sig gøre. Det har ikke noget med perfektion at gøre.
Det handler bare om, at når det så sker, så kan du tage dig af det. Så kan du vende tilbage og sige:
hov.
Altså ligesom jeg havde en eller anden dag den anden dag, hvor jeg bare var sådan kantet og snappy og var sådan lige ved at køre op. Og så kan jeg sige, når vi har aftensmad og sidder og spiser: altså, jeg er så træt, og det har været en hård arbejdsdag, og jeg er sådan lige på kanten — så hvis jeg bider af jer, så er der ikke noget mere i det. Og de er bare sådan: det er fint nok. Fordi det har de oplevet, at vi gør, ikke? Ja, så er vi vel igennem anden. Ja.
Hvor er vi så henne?
Så nu er vi på vej til tredje. Og nu bliver det spændende.
Now we're talking.
Første og anden — jeg ved ikke en skid om sport rigtigt, men jeg får det her billede ind: skal du være med til OL i et eller andet, hvor du skal være virkelig, virkelig dygtig, så kan du godt være med til sådan nogle prøvetests eller prøveløb. Altså noget, hvor man bliver vurderet — men det er sådan nogle prøver, ikke? Du kan sige, første og anden indvielse, det er lidt prøve-runs. Det betyder ikke, at de ikke er svære — det kan vi jo se, de er. Men du har stadigvæk en lidt afgrænset sandkasse.
Ja.
Så der er sådan lidt: okay, vi eksponerer dig, stimulerer dig på den her måde — og alt det andet i dit system, alle de andre chakraer, gør vi ikke noget ved, for det ville du slet ikke kunne håndtere.
Så primært: nu forholder du dig til, at der er en fysisk form og andre fysiske former — det er etteren. Du forholder dig til, at der er en masse følelsesmæssig energi, der hiver dig rundt i manegen, andre har det også, hvad gør man så — det er sådan lidt afgrænset, ikke?
Mhm.
Og når du så har mestret det, jamen så kan man sige: okay, nu har du ligesom et fundament til, at vi skruer op på flere parametre. Og så nærmer du dig — hele vejen fra efter anden og så frem til tredje. Når du når til tredje indvielse og efter, så er personligheden underlagt sjælen. Det vil sige, hele personligheden er sjælsstyret. Og det betyder, at mellem anden og tredje — det er her, hvor alt crazy s*** opstår. Der kan være UFO'er, der kan være weird energetiske ting, der kommer ind. Alle chakraer, der er lys bag øjnene, der er dingdong — det kan være sådan festfyrværkeri, alt muligt. Så det er her, der sker alt muligt weird, der kan folde sig ud, som ikke nødvendigvis —
Der vil jo stadig være noget af den gamle personlighed tilbage. Det rammer vel hinanden.
Det rammer vel hinanden, fordi personligheden er ikke fuldt overgivet til sjælen.
Nej.
Ikke endnu.
Så det her — det er så her, hvor du før kunne blive sådan lidt idealistisk i forhold til: jeg skal redde menneskerettighederne, jeg kæmper for dem, jeg kæmper for dyrenes velfærd — alt det der, hvor du ligesom kunne køre lidt fast i meget sort-hvidt. Her kan du måske få sådan noget med, at du får et eller andet fantastisk billede ind om, at du har været født på Plejaderne, eller hvad fanden ved jeg — et eller andet med nogle aliens eller noget med nogle reptilians. Altså du kan godt låse dig lidt fast på noget, som måske var en højdepunktsoplevelse, eller måske var et indblik i sådan en kosmisk forståelse af at være andet end et menneske — som så kommer ned og måske ikke helt bliver fortolket korrekt af alle chakraerne, og som så bliver fortolket af personligheden som noget, der kan være lidt grandiøst, eller et eller andet, som du så kører ud af nogle spor på, ikke?
Mm.
Så det her —
Så der er både noget, der kommer ind, men det er ikke rigtig fordøjet.
Nej. Og der, hvor det typisk går galt, det er, at det kommer ind — fordi lige når du begynder at komme der, er det jo så ekstremt øget sjælskontakt, fordi du skal kunne holde til det maksimale. Du skal simpelthen, når du går igennem tredje, være så fuldstændig stuffed turkey af sjælsfrekvenser, som du overhovedet kan. Så det vil sige, fra efter anden og frem til tredje, der drypper det hurtigere ind. Altså du skal holde til mere drugs, ikke? Du skal kunne holde til mere spænding, der kommer ind.
Og det giver jo så nogle andre udfordringer.
Hvad giver det for nogle udfordringer?
Jamen, det kan give nogle fysiologiske udfordringer. I forhold til at hjerte, hoved, hals begynder at åbne mere op, og energi begynder at blive flyttet meget.
Så det vil sige, her begynder dit bevidsthedsfokus at flytte sig. Når du leger personlighed, er det mest domineret af dine nedre chakraer. Når du får mere øget sjælskontakt, begynder det at flytte sig op, så du mere lever fra hoved, hals, hjerte — men dermed skal du have alt dit følelsesmæssige materiale belyst og renset op. Så det vil typisk give dig enormt mange fysiologiske ting, hvor du kan være bange for, at du er blevet rigtig, rigtig syg, fordi det gør alt muligt. Du får ondt i nakken, det gør ondt alle mulige weird steder. Du får så voldsomt mange fysiske symptomer. Og så kan du ikke sove, og så kommer der noget ind — og for rigtig mange:
så ligger man og sover, og så kommer der sådan noget lys, og —
så kommer der lys, og du fatter ikke en skid. Og for rigtig mange giver det også sådan et lidt nærmest bipolar-agtigt udsving — uden at misbruge begrebet.
Spirituelt manisk-depressiv eller sådan.
Ja, dybest set. Fordi når du får noget ind, så bliver du så hyped, og det er som om, ideerne vælter ind — og så kan man gøre det her, og så —
Det er lidt ligesom: følelserne var sande, og nu er det det, der kommer ind, der er sandt.
Ja. Du får sådan: vi kan skabe det her, vi kan gøre sådan her, vi kan gøre sådan her — wow! Men så har du bare ikke sovet i tre nætter, så når det kommer til udførelse, så kollapser du som en soufflé, og kroppen er træt, og du bliver træt af din krop og synes, den er for begrænsende. Og så, altid når der kommer lys ind, så rammer det noget nede i det lavere, og så rammer du noget tungsind. Det er dybest set bare de højere frekvenser.
Og hvor kan man gå i stå her?
Der kan du gå i stå i, at du synes, det er enormt fedt, når du får ideer ind.
Mm.
Men så rammer du et tungsind. Og når du så er nede — det er helt naturligt, så rammer du en eller anden bund, hvor du kan få noget, der minder om depression, eller i hvert fald tungsind eller tyngde i kroppen — hvor afstanden mellem, hvad der er muligt at skabe, og hvad der er umuligt at skabe, bliver meget, meget stor. Så du svinger op og ned, men du får faktisk ikke skabt en skid.
Ja.
Det er som om, du lever i det her. Og der kan det være svært at fastholde job. Det kan være svært at have relationer. Det er som om, det her bliver så fascinerende, men også så slidsomt, at menneskedelen bliver svær. Fordi der er også noget: når jeg er heroppe, så vil jeg noget helt andet, og jeg skal da ikke bare være sådan en, der sidder og arbejder med forsikringer. Jeg skal da noget helt andet. Så det bliver svært på en anden måde, fordi det er en øget kompleksitet på en anden måde. Og det er også her, at jo mere sjælsenergi der kommer ind — det er der, hvor din antahkarana strækker sig hele vejen.
Mm.
Fordi det er faktisk først, når de øvre chakraer begynder at åbne sig mere, at den lyssøjle, der går vertikalt, begynder at brænde igennem. Så du bliver udfordret maks af, at du bliver stimuleret på enormt mange forskellige måder, og derfor kan du godt føle dig mega kukuk.
Mhm.
Og du kan godt leve i et indre univers i perioder, hvor det hele er sådan manisk, og du skal alt muligt, og du skriver alt muligt ned, og det er helt vidunderligt. Så rammer du en eller anden bund, hvor du bare snacker chips og drikker øl, fordi du forstår ikke en skid. Og så ryger du op igen, så skriver du noget helt andet. Men det der med faktisk at tage noget og gøre noget med det i den periode — meget svært.
Mm.
Og det er nærmest som om, du kommer til den der med, at det er så fysisk svært at manifestere. Du har en oplevelse af: jeg skal have det hele vejen ned og få det fysiske til at ændre sig og få det der job eller få de der mennesker sammen, så vi kan skabe det. Og så bliver de uvenner, og så sker der alt muligt. Og hvorfor forstår min partner mig ikke? Og ej, jeg skal også have en anden, fordi hun er slet ikke spirituel nok, eller hvad fanden det nu kører, ikke? Så det bliver ikke rigtig groundet — fordi når du så prøver at få alt det her høje, der kommer ind, ned, så er du sådan fuldstændig forstoppet nede i de nedre chakraer, fordi der er så meget personligt skrammel der stadigvæk.
Som du sådan kommer til at glemme lidt, eller sådan.
Ja. Ja.
Du kan lidt blive lidt drunk af det.
Ja, det kan du sagtens. Du kan blive meget drunk.
Nu har vi jo snakket om at komme oppefra og ned og nedefra og op. Kan det opleves forskelligt her, afhængig af om —
Ja, det kan det. Fordi —
Er der nogen, hvor de faktisk kun oplever glimt af det her, og resten er bare s*** og materiale? Og så andre, hvor de mest er oppe, og når det så rammer, så er det sådan: puha, jeg ved ikke —
Hvis du primært har været oppe før ned — når du så ligesom gennemgår det her med at lade dig falde ned i følelserne, kan du være så lykkelig, når du er ude på den anden side, hvor du ligesom synes, du mestrer det. Og du tænker: nu er jeg færdig med at rode for meget rundt hernede, så nu kan jeg igen primært være, hvor jeg føler mig hjemme.
Mm.
Og så får man meget ind, og så er det sådan lidt: åh f***,
og så rammer det ind igen.
Ja, præcis. Fordi så får du mere lys ind, så rammer det nogle flere lag. Det kan godt være, du ikke længere får så store følelsesudslag på det. Men det, du vil mærke her, når du ligesom har gået igennem mange af følelserne og mange af tankerne — det, der er tilbage, er en meget, meget stor kropslig tyngde. Fordi der, hvor personligheden bor, det er tre lag: det lavere mentale legeme, altså vores tanker, så er det vores følelser, og den fysiske krop. Mm.
Og det vil sige det sidste lag: når du så får inspiration ind, eller der kommer lys ind, så rammer det i kroppen af nedarvede frygtfrekvenser og komprimeret energi. Det føles bare tungt. Du bliver tung i røven som ind i helvede. Og du ved ikke, hvor lang tid det her tager, fordi kroppen — det tager noget tid at få den renset op. Så der skal du faktisk vænne dig til, at når du er nede og føler tyngde, så skal du vænne dig af med at lægge de her overlays, sådan nogle lag, henover: du ved, åh nej, nu kan jeg heller ikke holde til det, åh nej, nu bliver jeg mere bange. Du skal faktisk kunne holde til at være i sådan et meditativt stadie. Det er det, du bliver kaldet til at øve dig i, når du er nede i det der. Dybest set er det et sted, hvor vejrtrækningen lige holder stille — ligesom, du ved, åndedraget ind og ud. Det vil sige: jamen, nu er der kommet nyt ind, det skal lige bundfælde sig. Og det føler du som en pause, hvor du ikke er sådan highly inspired eller dybt inspireret.
Og der skal du faktisk kunne holde til, at du står op, du gør dit arbejde, du laver madpakker til dine unger og alt det her — men du føler dig tung, du føler dig måske lidt modløs, du føler dig ikke inspireret. Hvor du før sådan kunne se vejen og måske får sådan, du ved, esoteriske indsigter ind og snakker med andre planetary systems og sådan noget — lige pludselig er der bare ingenting. Og det er bare, som om kontakten ikke er der, fordi du er sådan lige nede og lader det bundfælde sig. Så det kan godt føles — hvis du får lagt sådan noget ind, at det er helt håbløst — så begynder depressionen at komme ind og tankemønstrene og følelserne, og der bliver sparket gang i tanker og følelser igen.
Som du troede, du havde styr på.
Du troede, du havde styr på det, og du føler, du har fejlet big time. Du har ikke fat i en skid, ikke? Men det er egentlig bare, fordi det går ind og renser op i kroppen. Så du skal egentlig kunne holde til det — lidt ligesom hvis du dykker ned: jamen, nu må jeg holde vejret hernede. Det kan være, det tager en dag. Det kan være, det tager 14 dage. Jeg ved ikke, hvor lang tid det tager. Det skal nok lette igen. Men for hver gang du tager en cyklus, så er øvelsen at overgive dig til: lige nu er jeg her. Og jeg kan ikke se klart, jeg får ikke det der ind, og jeg er bare tung og træt. Og så er øvelsen: du ved — nej, ikke negative tanker, ikke modløshed. Ikke fordi det er forkert, men fordi det gør det bare værre.
Er der ikke også de her fysiske symptomer?
Jo, de er der.
Dem har vi. Kan du komme med nogle flere af dem? Og sådan bredt, ikke kun —
Ja. Typisk så vil du — ja, du får lændesmerter.
Du kan tro, der er noget galt med dit underliv, for du begynder at få smerter. For der er meget, der flytter sig rigtig meget fra sakralet, fra harachakraet.
Og det skal flyttes: du skal dybest set fra rod flytte op til krone, fra sakral flytte til hals, og solar plexus flytter sig til hjerte. Så du vil mærke rigtig meget, der murrer de steder. Nogen får — altså hvis de er sammen med mennesker, og der er noget, der er ufordøjet — så kaster de op eller skider. Altså kroppen reagerer meget voldsomt for dit solar plexus. Solar plexus er rensningsanlægget.
Så den begynder ligesom at fungere anderledes til at flytte energi.
Mm.
Og du kan opleve det, som du vil prøve at gå til lægen med og sige, du er stresset. Du tror, du har stress, for du er bange for, du får et hjerteanfald. Det er fordi, dit hjertechakra udvider sig, og der flyttes energi, der bliver renset op. Så det giver sådan en specifik summen, som kan føles, som om du har drukket for meget kaffe, du har jetlag, du ikke har sovet — eller som om du er bange for, at du er ved at gå ned med stress eller få et angstanfald i hjertet faktisk.
Og når jeg går ind og arbejder med mennesker, der er der, så er det rent energetisk bare energi, der bliver flyttet. Men kroppen bliver bange, for det opleves, som om den er presset til kanten — hvilket den også er.
Hvad med sådan noget med, at man kan have lyst til at spise mange forskellige ting der, ikke?
Jamen, dybest set: fordi kroppen bliver presset så hårdt, så er det i perioder, som om den bliver bedt om at lave sådan en tre gange Iron Man, ikke? Og derfor kan den have enormt meget lyst til salt, sukker, fedt, kulhydrater. Og man kan sige: i og med at du er gået igennem de her faser, hvor du har fået styr på kroppen, så har du også fået styr på dine spisevaner. Du er også begyndt at tænke: jamen, jeg vil faktisk gerne behandle min krop ordentligt, og jeg vil også gerne behandle planeten ordentligt. Så hvis du har været super sukkerafhængig eller meget afhængig af noget, så ville du have fået styr på det. Det ville komme helt naturligt af de andre indvielser.
Men lige pludselig er det som om, du ikke kan styre det. Så du kan blive bange for, at du er faldet tilbage, og at du nu begynder at overspise igen og spise på følelser. Du kan være sådan: f*** mand, nu er jeg kommet så langt, og så har det hele bare brug for rødvin eller en bajer.
Ja, en bajer. Og det er dybest set, fordi du skal se det som noget helt andet end det, du er gået igennem. Du bliver presset til kanten på meget mere sofistikerede måder, fordi det, du nu er klar til at bære af sjælsfrekvenser, højere frekvenser, er meget mere komplekst. Så du bliver presset dagligt i perioder. Jo mere du nærmer dig tredje indvielse, jo mere presset bliver du. Jo mere synes dit liv at være sådan et kollaps dagligt nærmest.
Og kunsten er lidt ikke at blive for bange for de her ting — selvfølgelig gå til læge og alt det der, men du vil nok ret ofte blive undersøgt, uden der decideret er noget. Jo jo, du kan have sådan lidt forhøjede tal, fordi kroppen er på overarbejde, ikke? Og det kan også godt være, at du har været vant til at have en helt specifik træningsform — pilates, yoga eller hård motion — og at du i perioder bare, altså krop: du kan ikke. Det er simpelthen ikke muligt.
Ja.
Og det er fordi kroppen — altså bare lige vær lidt kærlig med kroppen. Det er fordi, den er så hårdt spændt for. Den er i så dyb transformation, at den skal kunne holde til det her hårde overarbejde.
Og så oplever du at tage på
på en måde, hvor uanset hvad du gør, kan du ikke tabe det igen.
Se det som en mellemperiode. Fordi jo mere frekvens der kommer ind —
Mm.
Den spænding, som sjælen har, og den spænding i frekvens, som personligheden har, det er to forskellige energiformer. Og den spænding, som sjælen har, er højere. Så jo mere der bliver skruet op for det dryp, der kommer ned, jo mere bliver dit system en lille form for electrocuted. Altså der bliver sat strøm til dig, som dine celler og dit system og dine forskellige legemer skal folde sig ud eller udvide sig for at kunne håndtere. Og det synes at være gavnligt for din krop at være lidt blød der. Så det kan også godt være — og det kan godt være, du ikke tager på — men at du måske tænker: det der med at lave enormt meget styrketræning giver ikke mening. Og det kan faktisk give god mening i forhold til processen, fordi meget stramme muskler og den her højspænding, der drypper ind — det er ikke specielt kærligt for kroppen. Det er faktisk hårdt for den. Så hvis du oplever det her, så forstå: du kan også være sådan fuldstændig hyper den ene dag og så have lyst til at sove i 20 timer den næste dag. Det er ret naturligt.
Mm. Og det kan forvirre dig ekstremt meget. Og du kan også have en oplevelse af — det er både et tidspunkt, hvor du bliver enormt kreativ og skaber enormt meget. Altså fordi du bliver så inspireret
med den specifikke måde, du nu er.
Så du vil have perioder, nok fra sådan lidt inde efter anden indvielse og så hen til midten, eller sådan tre kvart inde, inden du nærmer dig tredje indvielse — der vil du være ekstremt produktiv. Og det kan være — altså hvad du nu skaber. Det behøver ikke have noget spirituelt tema. Men du vil altid være fokuseret på at skabe noget, som bidrager til helheden, som bidrager til menneskeheden, eller som bidrager til en gruppe — eller: hov, der er sgu da et problem her, kan vi løse det her på en lidt bedre måde? Eller der er noget kunst og noget inspiration. Det vil komme enormt meget igennem dig.
Når du begynder at nærme dig tredje indvielse, så vil noget af det her stilne af. Der sker så meget en acceleration i det, der kommer ind, at du er ny hver morgen. Så du vil have en periode, hvor du ikke rigtig ved, hvad du skal sige eller gøre — fordi hvis jeg nu starter det her, men så i morgen, så finder jeg ud af: nej, jeg kan gøre det på en helt anden måde. Eller jeg gør det på en helt anden måde. Så nogle gange rammer du en skabelsespause, som kan føles ret ubehagelig, fordi du har været vant til bare at være sådan: f***, jeg sprøjter det bare ud.
Det kommer ind, og du sprøjter det ud, og det går ret hurtigt.
Men det er fordi, du bliver lidt testet her på, om du kan holde til den der øgede mængde — og om du kan holde til pauserne. Fordi når du skal forberede dig til den næste indvielse, fjerde indvielse, der skal du kunne holde til pauser. Så du skal både kunne holde til ikke at blive afhængig af det, der kommer ind — og du skal også kunne holde til at være i de her perioder, hvor der bare er stille, og du ikke fatter en skid. Du fatter ikke en skid, og det er okay. Men forskellen på de to — hvor du synes, du har sådan en snabel ind i hele universets hemmeligheder og kan se lysår frem og sådan noget, til at du bare sådan, du ved, nærmest ikke kan finde ud af at binde dine sko i dag — den kan være ret stor. Men det har det formål, at du er nødt til at kunne holde til pauserne også.
Mm.
Fordi du er dybest set ved at forberede dig på fjerde indvielse, som er den sværeste.
Ja. Kan der også være oplevelser af at være sulten — man er fysisk mæt, men man har en følelse af sult?
Ja. Meget.
Hvad skyldes det?
Jamen, det er dybest set, fordi cellerne forsøger at tage mere lys ind for at operere på en ny måde.
Og derfor er jeg ret sikker på, at hvis man undersøgte metabolismen — vil den være foranderlig? Det har jeg ikke gjort, så det er min hypotese. Jeg er faktisk ret sikker på, at man på et tidspunkt i det her faktisk ville kunne måle det fysisk, at der sker en forandring her. Men det kan selvfølgelig også bonne ud, som om du har en stofskiftesygdom — og det behøver du ikke at have. Det kan godt være, det stabiliserer sig sådan en måned efter.
Så der er jeg sådan lidt —
jeg er lidt wary med, at —
Vi har ikke andet end hypoteser.
Det er en ren hypotese. Det er min egen hypotese, hvor jeg har sådan: det er fordi, det føles så voldsomt. Der er noget, som vi ikke ved med sikkerhed,
og vi ikke har undersøgt — nemlig mitokondrierne, som er sådan energilagerne, der bringer energi rundt i kroppen.
Vi ved det ikke.
Nej, men der er også noget der.
Hvad filan sker der her, ikke?
Ja, lige præcis. Der er noget kortlægning der i forhold til det fysiske.
Men i forhold til at bevæge sig: hvis man har lyst til at bevæge sig, så skal man vel egentlig gøre det, man føler for — man skal bare lade være at presse sig ind i det. Ja.
I rutinerne, ikke også?
Jo, det kan være —
Så det kan være, man er vant til at lave et stramt ashtanga-program, kan man sige. Men så kunne det være, man mere blidt lader det bevæge sig intuitivt — noget hatha yoga eller et eller andet. Ja.
Eller, du ved, svømmer. Men ja —
Men man er bare opmærksom på, at det der med at have en stram disciplin, man er vant til, og som gav en noget — det kan godt blive sådan disrupted her, ikke?
Jo. Det kan det sagtens.
Det samme gælder madvaner. Man tænkte, nu har man endelig styr på det, og så pludselig har du lyst til at æde en masse rødt kød eller sådan noget, ikke — og en masse pomfritter.
Jo. Jeg var nødt til at stoppe med at være vegetar. Og det var sådan — du ved, jeg ville lige huske det på dyrene, og jeg syntes ikke, jeg kunne fordøje det, hvilket også var sandt på det tidspunkt. Indtil der går nogle år, og så får jeg den største craving på kød. Jeg var simpelthen nødt til at overkomme min egen modstand — fordi nu var jeg jo vegetar, overfor mig selv og overfor andre. Men jeg var bare sådan lidt: hvis jeg ikke får noget kød, så ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op. Og jeg kan jo ikke bare sidde og spise kød i isolation og så lade som om, jeg er vegetar — det var åndssvagt. Så jeg blev konfronteret med nogle ting der
i forhold til mit eget ideologiske ståsted. Men jeg cravede så meget kød.
Ja.
Og det er ikke sikkert, jeg bliver ved med det, det ved jeg ikke. Men det har jeg gjort siden — mindre kød, men stadigvæk kød.
Ja.
Det er som om, det grounder. Så det er mere for at sige — og for andre kan det være, at de har spist meget kød og lige pludselig ikke kan have det. Så du kan ikke rigtig læne dig ind i én bestemt disciplin. Jeg tror også, det er derfor, der er så mange af de her discipliner omkring mad og sådan noget. Det er lidt: din krop fortæller dig, hvad den har brug for, ikke?
Jo. Nu begynder vi at nærme os tredje indvielse. Hvad sker der så?
Jamen, tredje indvielse — der mestrer du faktisk dit instrument, hvilket kan lyde som et koldt ord omkring kroppen. Det er sådan lidt ikke ment — det er energetisk vurderet eller set på. Altså at alle energilagene og din antahkarana — altså regnbuebroen, den vertikale lyssøjle, helt op fra krone, hele vejen ned til rod, hele vejen til jorden — og alle dine lag dybest set er justeret til og kodet til at modtage din sjælsfrekvens og ligesom instruere din krop. Så det vil sige, du er faktisk smeltet sammen med din sjæl. Du lever faktisk din sjæl her, ikke?
Mhm.
På den anden side af tredje indvielse. Jeg har ikke noget tal for, hvor mange der er kommet dertil. Det vil ikke være særlig mange. Hvis nogen? Det ved jeg faktisk ikke. Ej, der må være nogen. Der må være nogen, men jeg ved ikke, hvor mange det er — fordi lige nu er der fokus på første og anden, og så nogen, der nærmer sig tredje. Så vi har ikke så meget datamateriale for, hvordan det ser ud
på den anden side af tredje.
Mm.
Har du mødt klienter, der har været der?
Som jeg ser det, møder jeg klienter, der er på vej derhen, og hvis energisystem synes at accelerere. Så det er som om, nogle af dem, jeg måske bedst kan hjælpe lige nu, det er, når de er et eller andet sted midt imellem — det er dem, som har en længsel, eller som er klar til øget sjælsindstrømning.
Mm.
Og det belaster kroppen og energilagene på sådan en måde — fordi det er faktisk mere her. Jo, du kan godt gå i stå med et eller andet, du fortolker. Men meget af det, jeg ser her, når de nærmer sig den tredje, det er faktisk det her med at få energisystemet til at kunne holde til øget elektricitet.
Mm.
En af de ting, der sker ved tredje — fordi nu bevæger vi os lidt herhen, hvor vi ikke har så meget datamateriale, så det er også noget, der er hypotetisk. Men der må faktisk være nogen, der nærmer sig den. Og det er baseret på, hvordan Bailey beskriver det: når du er tæt efter tredje, der begynder det, hun kalder monadisk kontakt. Og det er et begreb, som — medmindre du har læst teosofien — ikke siger dig noget.
Ja. Vi kalder det oversjælen dybest set. For mange er det sådan: jamen, der er mennesker, så er der sjælen — men der er faktisk endnu et niveau. Vi kan også kalde det det højere selv. Altså jeg ved ikke, hvad vi skal kalde det.
Andet end at den måde, jeg ser det energetisk, det er, at det er som om, der er tre former for energi eller vibration eller frekvens, der kan komme ind i et menneske. Og det kommer i forskellige varianter. Der er personligheden — det er sådan noget ild ved friktion. Det er der, hvor du har din egen personlige vilje, du har dine egne personlige følelser, du har din egen personlige virkelighed — så møder du et andet menneske, der har en anden form for vilje, nogle andre følelser, og så står du i det felt og skal prøve på at få noget harmoni ud af det, ikke? Det er dybest set personligheden, der leger med de her forskellige frekvenser og skal øve sig i det, ikke? Og det ser ud på en bestemt måde og har en vis form for strøm i sig.
Mm.
Så har du sjælen. Det er der, hvor kroppen bliver yderst belastet, fordi den har en højere frekvens og ser ud på en anden måde. Men når du får fat i oversjælen — når du er klar, når du kan holde sjælsindstrømning, når du er blevet stuffed turkey på sjælsindstrømning, så er du klar til at holde oversjælsindstrømning. Og den er voldsomt elektrisk. Det er nærmest helt hvidglødende elektricitet. Når det begynder at komme ind, så føler du dig — du er ikke bare stuffed turkey, du er ristet turkey. Altså du bliver så ristet, fordi det er en helt anden energiform.
Er det sådan fuld barbecue med —
Det er fuld barbecue. Og det er nærmest — nogle gange har vi liggende joket med, at når det kommer ind, så er det som om, vi lugter sådan af solarie. Og vi går ikke i solarie. Altså det er sådan helt sært, ikke? Nærmest sådan lidt svedent kød. Altså jeg ved godt, det er en energi — men det er ret voldsomt.
Og det er ligesom, man troede sådan: nu har jeg endelig nået det der sjælelige og alle de der mærkelige ting, og hold nu kæft, og jeg overlevede det og sådan noget — halleluja! Så bliver der bare endnu mere sådan sygt ristet, som om der slår lyn ned.
Og det er så det, du har forberedt dig på, kan man sige. Og da jeg fandt ud af det, var det bare sådan: f*** —
f***, there's more levels.
F***, der er more levels. Og det er bare sådan: okay, sjælen er blot en mellemstation. Sjælens funktion er dybest set at stimulere dit system til at kunne holde til højere frekvenser og være en lidt blødere form for formidling. Lad os sige, du har et eller andet menneske, der står og siger nogle ting, som du faktisk ikke kan holde til at høre — en der kigger lige igennem dig og siger nogle sandheder. Så har du sådan en meget, meget, du ved, sød, vis Buddha, der tager det der og omformulerer det lidt på sådan en blid og sød måde. Altså i stedet for "du har fuldstændig fejlet det der" — "du kan nok se, her kan du måske forbedre en lille bitte smule, og du har også gjort det godt". Du ved, det er på den måde. Og det er ikke fordi, det, der kommer ind, er en dom eller en kritik af dig — det er bare den guddommelige vilje, der kommer ind. Og det er nådesløst. Altså det er f****** nådesløst.
Det destruerer gamle former og skaber nye. Så hvis du ikke har et system, der kan holde det, så får du et hjerteanfald på stedet. Du bliver rygende gak. Det kan du ikke holde til.
Så der er en grund til, at der er de her, kan man sige, portaler eller veje igennem det — fordi ellers ville det gå i fisk.
Det er ikke en straf. Nogen tænker sådan: hvorfor kan vi ikke bare — jamen, hvis der blev lukket op for hurtigt, så ville den fysiske krop ikke kunne overleve det. Den ville blive syg og dø på stedet. Den ville simpelthen blive for electrocuted af det. Og hvor du spurgte i forhold til tredje: fordi jeg har hjulpet mennesker med at få det ind — så ergo må de være omkring tredje indvielse. Det er ren deduktion. Det må de være.
Der er nogen, hvor du er kommet og har fortalt, at nu har der været en monadisk adgang.
Præcis.
Men kan man godt sige, at det faktisk kan komme lidt ind for at skubbe gang i de andre indvielser?
Helt sikkert. Ja. Ja. Sindssygt. Også fordi — jeg hjælper jo også nogen, der er i fjerde indvielse. Det er en meget, meget lille gruppe. Det er en meget, meget, meget lille gruppe. Og det betyder jo, at de har i deres system hukommelsen af at være gået igennem tredje. Det er ikke sikkert, de har gjort det i det her liv. Det kan godt være, de har gjort det i et andet liv, ikke?
Men du kan ikke skippe tredje indvielse for at komme til fjerde. Så på den måde er der nogen.
Og det, der også er forskel fra nu og så da Bailey skrev, det er, at nu foregår indvielser i grupper.
Ja.
Tidligere har det været enkelte. Det har været så disciplineret, for at nogen skulle kunne bære at gå igennem indvielsen — bare enkeltpersoner.
Så vi snakker sådan mest dengang —
dengang der sådan var Jesus, ja præcis, og bjerget og hele det der. Men det var fuldstændig nødvendigt, for at det overhovedet er muligt at lave gruppeindvielser i dag. Hvilket er genialt, fordi så går evolutionen lidt hurtigere.
Så der, hvor vi står nu, det er faktisk, at vi skal begynde at gøre det sammen med andre.
Vi skal gøre det sammen med andre. Og når der sker en —
Eller skal vi? Er det et skal, eller er det en mulighed?
Jeg vil mere sige — nej, der er faktisk et skal, forstået på den måde: det kan godt være, du ikke oplever, der er så mange fysiske mennesker endnu, du arbejder sammen med — men du arbejder altid i et gruppefelt med mennesker, du ikke nødvendigvis kender. Så energetisk er det altid i grupper. Jeg kan også se, når jeg oplever at bistå nogen igennem optakten til en indvielse, eller noget der tydeligvis synes at være en del af en indvielse, fordi det er enormt voldsomt — så har jeg altid fornemmelsen af, at der er flere, der bliver hjulpet af, at den her person gør det. Som om det har sådan en dominoeffekt.
Det er meget, meget smukt at være vidne til.
Jamen, det er som om, nogle af strengene bliver lettere for andre at gå igennem.
Som om alle ikke behøver at tage alle erkendelser i samtlige frekvenser, chakraer og livserfaringer. Lidt ligesom, du ved, da det blev forbudt at ryge mange steder, og så erkendelsen om: nå ja, det er måske ikke så smart at sidde og pulse lige ind i hovedet på folk — eller i flyveren i 70'erne eller ind i hovedet på børn og sådan noget. Ja.
At den sådan lander. Men det er ikke fordi, de alle sammen minutiøst er gået igennem erkendelsen — men den er ligesom landet på en eller anden måde.
Den lander bare, lige præcis.
Det bliver indlysende.
Ja.
Så det vil sige: dig som tager de svære ruter — du hjælper faktisk andre. Eller i hvert fald: du baner vejen, for at noget er tilgængeligt. Så det kan godt føles uretfærdigt, at der er nogen, der er nødt til at være meget minutiøse med det, men der er en pointe med det, kan man sige.
De laver energiveje. De laver bevidsthedsveje
i det.
Ja. Man kan sige, jo længere du kommer hen i de mere komplekse indvielser — efter tredje indvielse begynder du at bistå med planetarisk karma.
Ja.
Så det vil sige —
mere missionsfokuseret, ikke? Mere sådan: hvad skal du, hvad er din tjeneste her, hvad skal du gøre, ikke?
Ja. Og hvordan kan jeg hjælpe grupper og mennesker?
Altså frem for at det handler om, at jeg lige får landet mine egne følelser — så bare sådan: okay, hvordan kan jeg hjælpe med at regulere et helt følelsesfelt? Ja.
Hvordan kan jeg — okay, du ved, nu er jeg inde og mærke — nu arbejder jeg på arketypeniveau. Så det kan være, du er gået fra: nu mærker jeg, hvordan det føles som kvinde at stå i det her og føle mig forrådt eller føle mig grænseoverskredet — og kan nu mærke, at det udvider sig til, at jeg måske bistår en gruppe af 1000 kvinder,
ja,
som i tid og rum, på et eller andet tidspunkt i menneskets historie, har stået i sådan en situation og ikke kunnet gøre noget — for den energi er frosset, og jeg hjælper med at forløse den ved, at jeg også personligt går den igennem.
Jeg har et sjovt eksempel på det. Sjovt, men smukt eksempel — en kvinde, som vi begge to hjælper.
Mm.
Som står i en situation med en mand, som hun kender fra andre liv, hvor det har været voldeligt.
Mm. Hun blev slået ihjel også.
Ja.
Og det har vi set før. Men hvor jeg arbejder med hende i forhold til, at hun skal gøre sig fri af ham — og hun har ligesom taget sig af ham, og hun er nødt til at se ham falde sammen og gå igennem en port her. Og så siger hun: det er som om, det er meningen. Og så siger jeg — jeg har fået at vide sådan nogle klichéer: det er fordi, jeg skal lære noget. Og det føles ikke rigtigt. Men det, jeg fornemmede, som hun resonerede på og var enig i, det er: jeg skal gøre det, fordi jeg baner vejen for kvinder, der står her og kan tage skridtet, når de får erkendelsen af, at de er nødt til at gå og leve et andet liv.
Mm.
Fordi der er mange kvinder, der står og tøver her og bliver ved med at køre frem og tilbage: ah, men det kan man også, og det er også det her. Hun manglede lige ordene for det, men i det øjeblik hun mærkede ind i det, så var det det. Det vil sige, det er ikke længere "det er min karma". Det er ikke længere "jamen, det er fordi min sjæl skal lære noget". Det er: jeg gør noget, fordi det hjælper andre.
Mm.
Og det er svært, fordi andre har haft svært ved det.
Ja, præcis.
Og jeg kan mærke feltet her — men når jeg tager skridtet, gør det det nemmere for den næste.
Ja. Fordi hver gang der er den der modstand, er der et felt, der bliver opbygget af, at nogen er gået i stå. Og de er jo gået i stå, fordi de er blevet holdt fast — altså fordi det ikke var muligt. Hvis du gik fra en mand i 1700-tallet, så var du ingenting. Det havde meget store konsekvenser, ikke?
Og det er faktisk derfor, jeg synes — man kan sige: er det ikke sådan lidt åh, det her med initieringer, det er helt tilbage til 1920, det blev skrevet og sådan noget. Men det har stadigvæk en tidløs visdom. Fordi det er rigtig vigtigt, at du forstår, når du hjælper mennesker, at du har en fornemmelse af, hvor de står. Fordi hvis du tolker det der med, at en kvinde er fanget i et eller andet, som om hun bare er sådan en uerfaren sjæl, der er hernede for at få ryddet op i det — frem for: nej, du har taget planetarisk karma på dig eller gruppekarma på dig — det er to fuldstændig vidt forskellige ting. Mm.
Og det vil sige, efter tredje indvielse begynder du faktisk at arbejde mere på gruppekarma. Og efter fjerde endnu mere. Og efter femte. Så der tager du større ansvar på dig. Og hvis du ikke kan skelne mellem det og så en, der er ved at prøve på at finde ud af følelser — der er ikke noget galt med nogen af stederne, men det er meget forskellige steder. Det er ekstremt forskellige steder.
Mhm.
Og hvis du fortolker de fysiologiske symptomer hos en, der nærmer sig, du ved, tredje indvielse — og især også, når vi kommer til at nærme os fjerde — hvis du forstår det baseret på ren traume- og tilknytningspsykologi, så rammer du fuldstændig forbi. Du fejler så stygt. Det er så fejlforstået, hvad der foregår.
Man kan sige, dit mentale overlay eller ligesom kalkerpapir — det begynder ikke at passe.
Det passer overhovedet ikke.
Så noget af det, vi snakkede om også i afsnit 50, det er faktisk at være opmærksom på, at din, kan man sige, instinktuelle og habituelle kalkerpapir, du lægger ned omkring det — "det er noget med min barndom", eller "det er også noget med..." — ens standardforståelse er nødt til at begynde at opløse sig. Især hvis folk har været meget inde i en bestemt form for terapi i utrolig mange år, så de har en eller anden standardudlægning af, hvad der sker.
Ja.
Og som du også egentlig sagde tidligere: det begynder at opløse sig. Der er også det mentale, som begynder at
dukke op og blive ekstremt stift, og du går ind i det,
og så kan du mærke, at det begynder at slippe. Og så er det sådan: gud, hvor var jeg overbevist om et eller andet. Nu er det sådan: jeg kan godt gå ind i det, jeg kan også gå ud af det, det kan også være noget andet.
Ja, præcis. Lige præcis.
Men det er som om, når de her frekvenser kommer ind, så strammer det op som sådan en stivhed i systemet. Så alle de her ting, som måske har holdt dig på plads, som du har lært — dine overbevisninger eller forståelser af verden, som du måske ubevidst har fået forstærket af, at en eller anden gruppe har den samme model —
Mm.
Det begynder at opløse sig.
Ja, præcis.
Og derfor bliver det også ret svært at have med den gruppe at gøre, fordi du står et andet sted.
Ja.
Og du kan sagtens se: jamen, det har været et stillads, eller det har været en forståelse, det er en brik i puslespillet.
Og godt se, der har været nogle sandheder i det, der kunne hjælpe dig hertil.
Ja, præcis. Men på et eller andet tidspunkt er det som om, man er nødt til at slippe det ståsted, man var på, fordi formen bliver for begrænsende i forhold til det, du oplever indeni.
Ja, præcis. Og det kan føles voldsomt, fordi der er bare sådan: hvad fanden — så føles det som om, du hænger der. Du har sluppet en eller anden klippe, sprunget ud, og du ved ikke, hvor du lander. Så det er voldsomt. Men ikke desto mindre: det liv, der begynder at skinne igennem dig, passer bare ikke til formen længere.
Nej. Så formen begynder at blive belyst, opløse sig.
Ja, præcis.
Noget af det, som jeg har været bekymret for, det er, om jeg mistede evnen til at gå ind i de her ting. Og det har jeg overhovedet ikke oplevet sker. Det fungerer bare mere som sådan et computerspil, hvor jeg kan gå ind i en form.
Så hvis jeg skal
lave et stykke arbejde, som handler om noget andet —
ja,
arbejde med noget IT, noget AI eller et eller andet — så kan jeg sagtens gå ind i de former
og lege formen.
Ja.
Som sådan en slags roleplay, sådan larping.
Nu er jeg en ork.
Og nu er du sådan en troldmand, der kan det her.
Mm.
Men jeg føler mig ikke identificeret med det. Det er bare sådan: nå okay, det er det redskab, vi bruger her, men det kan også godt være noget andet. Det vil sige, det er muligt, at det kan bevæge sig, hvis der er plads til det i den sammenhæng.
Ja. Det bliver mere redskaber, man kan bruge
i den pågældende kontekst eller situation.
Ja. Som kan ses som social kompetence til at få noget til at
ske i en sammenhæng med nogen, der er et lidt andet sted i forhold til en selv.
Mm.
Ja. Så hvor er vi nået til her? Jeg kan huske nogle helt specifikke steder, som det har ramt. Det ene, det var adskillelse eller afvisning
imellem polaritet, dualitet. Kan du huske den?
Mm.
Vil du ikke sætte noget ord på det? Og så der, hvor det rammer helt ned i rod.
Ja. Jo. Og den tror jeg måske, vi skal koble på fjerde indvielse. Det er som om, at rodchakraets fundament rammes på noget med: her er jeg, her er et andet væsen.
Mm.
Hvis jeg bliver afvist, så eksisterer jeg ikke.
Ja.
Lad os sige, du er en mand, og en kvinde afviser en. Altså i den forstand kan det faktisk forklare, hvad der foregår i sådan hele manosphere og Andrew Tate og sådan noget — og hvorfor folk bliver incels. Præcis. Ja.
Så det rammer noget helt nede.
Ja.
Den adskillelse er ikke en illusion, fordi — hvis det handler om at forplante sig eller undgå at være ensom i en menneskelig forstand, ja, hvis en kvinde ikke gider dig, så ender du i ensomhed i mors kælder, eller —
Mm.
du ved, i sidste ende så gider kvinder det ikke. Selvom de tager sådan nogle unge kvinder med, som leger med på legen, men dybest set er med,
fordi de har en profil på OnlyFans.
Så for at tage sådan et meget konkret eksempel —
ja,
så når det rammer helt ned, så er der den her adskillelse eller —
Mm.
som rammes.
Mm.
Og den kan også ramme ned i — og det har vi også oplevet — den her frygt for skabelse. Er der en modsætning mellem det at tjene penge
Mm.
og det at kunne skabe og manifestere hele vejen op igennem og ned igennem systemet?
Præcis.
Som føles som en modsætning.
Det er sådan: hvis jeg overgiver mig til at være ren i tjeneste, og den personlige vilje ikke har noget med det at gøre — kan jeg så overhovedet regne med, at mine fysiske behov bliver honoreret?
Ja.
Altså ligger der sådan en: betyder det så, jeg skal dø af sult? Fordi jeg hele tiden bare skal tjene, og jeg kan ikke bruge de gamle mekanikker — og måske er det helt håbløst, og jeg kan ikke betale mine regninger og sådan noget. Der ligger sådan en fælles gruppefrygt der, som er opstået dybest set af hele den her rejse, kan man sige, ikke?
Og nu nærmer vi os, fordi —
Men det split har vi også haft, hvis du ser på dem, der har gået rejsen individuelt. Fordi enten har du været munk —
Mm.
i sådan tibetansk stil, hvor de går rundt der om morgenen og så får ris i en bowle og sådan noget. Eller også ender du med at være sådan en guru, som udnytter det og bliver sådan en Osho med store biler.
Ja, ja. Der er ikke noget af det der, der er særlig — det er som om, der har været et split her.
Så det at få det højere — ja. Eller så bliver du kunstner og lever fattigt og tjener millioner, når du er død og sådan noget, ikke?
Ja. Eller omvendt: det kommer igennem dig, og så ender du som sådan en wacko Mozart eller sådan en Jacko, der ender med ikke at kunne styre sine tendenser og sådan noget, ikke?
Ja. Præcis.
Så det er som om, hele det der — når der kommer virkelig høj inspiration ned, så kan det ramme ind i det der, som ligger i gruppefeltet.
Ja. Og nu nærmer vi os faktisk den sværeste indvielse, der er, som er fjerde indvielse. Fordi det betyder ikke, at du ikke kommer ned og får stimuleret rodchakraet op til tredje og efter tredje — men du får det ikke stimuleret lige så meget som ved fjerde. Så du forholder dig lidt til frygt i verden og sådan noget — mig og verden, og du ved, fysisk sikkerhed og sådan noget, ikke? Men der, hvor den egentlige prøve står, er i forhold til rodchakraet. Fordi det at komme hele vejen ned i rodchakraet — det er dybest set hele formålet med at inkarnere i det fysiske.
Hovedproblemet i det fysiske, det er splittet. Det er splittet mellem ånd og materie. Det slår igennem alt. Det vil sige, alle mennesker, der er i en fysisk krop — alle fysiske kroppe — oplever sig adskilt fra det guddommelige, oplever sig adskilt fra skabelsen, oplever sig forkastet, oplever: jeg skal dø, jeg bliver syg, jeg bliver drevet hårdt af sjælen, jeg bliver presset, jeg har smerter, jeg ikke forstår. Du ved, det her er hovedproblemet. Hvad er det, der sker med det fysiske legeme, når det skal håndtere højere frekvenser, og al den smerte, der er i det? Det er som en skamredet hest.
Og det, der er lidt bøvlet, det er, at fordi det split er opstået — det guddommelige, hvis vi kan kalde det det, jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde det, for det er ikke fordi, man nødvendigvis behøver at tro på Gud, men det mysterie, der ligger i skabelse — det ønsker at komme hele vejen ned i den fysiske krop,
ned i cellerne.
Ned i cellerne. Så den ikke føler sig syg og dødelig og forkastet og ikke elsket og ikke værdig. Der ligger et dybt split her, som altså ikke handler om, at du ikke er blevet mødt af mor og far. Det kan godt være, du ikke er blevet mødt af mor og far — det var forfærdeligt, det er ikke for at underminere det. Det er bare: det her ligger ovenpå.
Det er en følelse af at være forkastet, eller —
Det er en følelse af, at kroppen føler sig — jeg er bare et instrument, der bliver udnyttet, og lige så snart jeg ikke kan holde til det længere, så bliver jeg forkastet. Fordi nu er du syg, og så slipper ånden fri, og så prøver den igen. Så skamrider den næste —
så kan den tage den næste krop. Ja.
Ja. Det er det. Og de her tilstande — altså man kan tro, det altid er magisk og vidunderligt at have sjælskontakt. Men du kommer også igennem det her. Du er nødt til at forholde dig til, at kroppen føler sig skamredet. Mm.
Kroppen føler sig presset. Kroppen føler sig ulykkelig, misbrugt, syg. Jeg kan ikke holde til det.
Mm.
Det er et faktum, at det her pres fra sjælen — at vi ikke er landet i et smukt ægteskab, altså guddommeligt ægteskab.
Ja. Men hvordan ser du så fjerde her i forhold til monaden? Fordi —
altså oversjælen —
det vil sige, det er faktisk —
Er det det samme, eller er det det, du fortalte, der sker på et andet niveau?
Det, der sker, når vi taler fjerde indvielse — den kaldes også korsfæstelsen. Og det betyder faktisk, at grunden til, at kroppen også har følt sig brugt, det er, fordi den hele vejen frem til fjerde er blevet stimuleret lidt. Den har fået dryppet lidt mere højere frekvenser, lidt mere høje frekvenser. Så er den blevet presset til kanten igen og igen og igen og igen. Det kan godt være, du har oplevet, at der kommer noget vidunderligt, du ved, skabende ind — men kroppen skal hele tiden bære det her. Ja.
Så du vil have haft rigtig mange forskellige symptomer frem til —
og du vil have udfordringer med dit sind. Du vil have udfordringer med dit følelsesliv. Fordi lige så snart du har landet én kompleksitet, så kommer der ti nye, ikke?
Mhm.
Og så kan man sige — du når selvfølgelig lige at få nogle pauser, for eksempel hvor du skaber, hvor der sker et eller andet, ikke? Men det er stadigvæk ret hårdt for kroppen. Når du rammer fjerde, korsfæstelsen — hvad betyder det? Det betyder faktisk, at sjælslegemet, som kaldes kausallegemet — lige meget — det bliver destrueret.
Det braser sammen.
Det bliver braset sammen, og det bliver brændt af.
Mm.
Af den elektriske energi, der kommer ind. Det vil sige, når du ser det oppefra, så er det enormt smukt — fordi du kan faktisk nu holde til gudsgnisten. Du kan holde til din individuelle frekvens af skabelsen selv. Du kan holde den. Du kan holde til at have den i dit eget system — du behøver ikke at have den formildet. Du behøver ikke at have en præst. Du behøver ikke at have noget, der formidler det eller afbøder det, afdæmper det, fortolker det. Du kan holde den spænding i dit legeme. Men for at det overhovedet kan lade sig gøre, så skal det stillads, der holdt, at du havde en fortolker — som var sjælen, der var lagt ind, indtil du kunne holde til det — den eneste måde, det kan ske, det er, at den bliver smadret. Og det betyder at —
Hvordan føles det?
Det føles fuldstændig forfærdeligt, fordi du skal forestille dig, du har haft —
Hvad kommer der op, når det sker?
Du føler dig dybt forladt.
Ja.
Og du føler dig ikke kun forladt i dit indre liv. Dit ydre liv vil også byde på vanvittig meget lidelse, fordi du vil blive forladt i det liv. Du vil opleve det, som om prøvelsen i det her i tredje indvielse, det er, at du kan afgive alt — fordi du afgiver både forholdet til din personlighed —
Jeg bliver en lille smule forvirret. Du sagde, vi var ved fjerde indvielse. Nu —
Sagde jeg ikke også det?
Nej. Du kom til at sige tredje.
Nå, det var en fejl. Fjerde. Det var en bøf — fjerde indvielse. Det er, at du bliver bedt om — her er prøvelsen, om du kan holde til det. Og på den anden side kan du faktisk vælge at sætte dig selv fri for lidelse og være et bevidst skabende væsen på lige fod med dybest set de mestre, vi kan se hen til — Kristus og sådan noget, ikke? Du bliver testet på, om du kan holde til det. Og det er ikke en straf, men du skal kunne holde til vanvittig mange høje frekvenser og mestre dem. Fordi når du bliver et bevidst skabende væsen, så har du adgang til enormt meget kraft, og det skal du ikke fucke med. Så du ikke kommer til at —
lave så meget ravage.
Så de andre faser har været en øvelse på det —
været en øvelse på det her —
i sandkasser, som er blevet lidt større —
som er blevet lidt større og lidt mere komplekse. Og det her, det er sådan — jamen, den sandkasse, du får på den anden side af fjerde... Det vil sige, det nøglehul slipper du kun igennem,
Mhm,
hvis du klarer forsagelsen, korsfæstelsen. Det betyder, dit indre liv, din indre personlighed bliver korsfæstet. Alt bliver brændt af, så du ikke har noget personligt tilbage. Det vil sige: hvis du har nogle helt specifikke billeder af det at være mor, bliver det brændt af. Hvis du har en helt specifik fornemmelse for det at være i en familie, bliver det brændt af. Du mister alt. Du mister alt, for du bliver bedt om: kan du holde til, at du ikke bliver anerkendt? Kan du holde til, at andre ikke elsker dig? Kan du holde til, at andre ikke begærer dig? Kan du holde til, at andre ikke roser dig? Kan du holde til, at andre ikke kommer og taler med dig, når du er ked af det? Du mister alt — og derfra kan du blive genfødt.
Det her, siger Bailey, det er den, de fleste kløjes i og har flere liv om at tage. Den er meget, meget svær. Det er den sværeste. Det, jeg kan fornemme lige nu, det er, at jeg oplever, der er en gruppe, der er i gang med at tage den, hvor de hjælper hinanden for at få et gruppefelt, sådan at den bliver nemmere at tage fremadrettet. Fordi det er som om, at der er så mange, der er kløjset i den, at der er kommet så meget modstand på det, at vi nærmest er gået i stå. Det er som om, vi er nødt til at have en lille gruppe, der kommer igennem det her — hele skidtet. Jamen, vi har måske kun haft — måske, det er et gæt — fem mennesker i hele jordens historie, der har gennemgået den på jorden. Altså den er en f****** hård nyser. Så jeg oplever det, som om jeg ser mennesker, der tager forskellige aspekter af den her meget, meget svære indvielse: jeg tager den der slice, du tager den der slice, du tager den der. Så må vi prøve at hjælpe hinanden med at komme igennem det her bjerg.
Ja.
Fordi — altså risikoen for, at du begår selvmord, er enormt stor. Risikoen for, at du bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling og bliver dybt medicineret, er meget stor. Jeg har klienter, der er blevet så beskadigede af den — af at holde den og komme igennem den — at de nærmest måtte isolere sig selv og bo alene uden kontakt med mennesker i årevis.
Vi har heldigvis ikke nogen, der har taget livet af sig selv.
Nej, det har vi ikke.
Så hellere række ud.
Ja, række ud. Og det er mere for at sige: Bailey har beskrevet det. Det er ikke det, vi har oplevet.
Nej.
Men det er oplevet.
Men derfor kan man godt have en følelse af, at man skal dø, eller at noget dør i en, eller at man ikke har lyst til at leve mere.
Men det er fordi, der er noget, der dør i dig.
Ja. Så der er en pointe i at fortolke det at have lyst til at tage livet af sig selv — og også at forstå, at det er fordi, der er noget, der braser sammen.
Ja.
Som ender med ikke at være der mere. Men det svære er jo så at være i mellemfasen, indtil noget nyt indfinder sig — og ligesom kunne hvile med, at når det braser sammen, jamen så opdager du, det bare var sådan et støttestillads, som du har klatret op ad — de her, i Donkey Kong, alle de her etager —
og så braser det hele sammen. Men Mario, han er landet på den øverste afsats og står og kysser lidt med Peach. Men på vej op —
Mm.
— så føles det enormt dramatisk. Ja.
Så du kan godt have de her tanker om at dø eller skulle dø, eller at noget dør i dig.
Altså hvor du tænker: hvad f***, nu kommer den igen. Jeg ligger og prøver at sove, og så føles det, som om der er noget, der dør.
Ja, præcis.
Og det er egentlig, at der er noget, der braser sammen. Der er noget, der destrueres, der slipper.
Ja.
Og det er ikke sikkert, du helt forstår, hvad det er.
Nej. Og lige — hvis der er noget i det her, du genkender, fordi du måske enten er ved at nærme dig eller er i det: jeg oplever faktisk, at der er en gruppe mennesker, der nærmer sig det her
sted, som er svært,
for vi kan hjælpe hinanden.
Nej, jeg kan ikke aktivt aktivere en initiering, og det skal jeg ikke kunne. Men jeg kan hjælpe dig — jeg kender de her frekvenser. Jeg kan hjælpe dig med at lande det, sådan at vi hurtigere —
ikke fordi vi skal hurtigt igennem, men dybest set for at vi tager toppen og bunden af, i forhold til hvor forfærdeligt det føles. Og også fordi du har vanvittig mange psykiske eller fysiske symptomer her.
Ja.
Kroppen kan føles, som om den er ved at bryde sammen.
Ja.
Og det kan vi også hjælpe med. Hele dit chakrasystem er ved at blive omdannet. Dybest set er det, at de nedre chakraer bliver 100 % gennemlyste. Hara skal stadigvæk fungere som et kraftcenter, men uden nogen som helst identifikation med form whatsoever. Så det er en voldsom, radikal forandring af dit energisystem.
Er det meningen, alle mennesker skal ende her? Eller, hvis man siger, får du noget ind på, om det er fordi, der er nogen, der skal gå foran og kunne holde den, for at andre kan tage de andre skridt? Er det mere sådan —
På et tidspunkt.
Så det er mere sådan, at man ikke sidder og tænker: ej, jeg burde — altså det er ikke alle, der skal gå igennem alt det her, vel?
Er du sindssyg. Jo — på et tidspunkt, måske på et tidspunkt skal hele jordens befolkning gå igennem den her.
I samlet flok, på et tidspunkt — men det er måske 5000 år ude i fremtiden eller sådan noget.
Er det hævet ud af Bailey, eller er det noget, du får ind?
Det er det samme, jeg har fået ind.
Så tidsperspektivet er ikke irrelevant her, fordi —
den her gruppeinitiering på fjerde er fuldstændig afgørende for,
at en meget, meget stor gruppe kan gøre det senere, og at hele menneskeheden kommer igennem på et tidspunkt — fordi det så bliver nemmere ude i fremtiden. Og det er mange år ude i fremtiden. Men det er lige meget. Man kan sige, det er ligesom sådan en pyramide,
ja,
hvor dem, der holder den øverst, gør det nemmere for alle lagene under.
Og den gruppe, der kommer igennem fjerde, vil gøre det nemmere for dem, der skal igennem tredje. Det vil give en positiv dominoeffekt den anden vej.
Mhm.
Så det her er et ufatteligt signifikant sted at stå.
Men jeg synes faktisk også, det er vigtigt at sige: du er faktisk til tjeneste ved at gå igennem det. 100 %. Det er den største —
Du behøver ikke gå ud og lave verden om herfra. Bare det, du går igennem det
og tillader det at arbejde igennem og lande
og går igennem alt det der — der er du til tjeneste, simpelthen ved at gøre det.
Det er den største tjeneste, du kan gøre. Og hvis du ikke er der, skal du ikke være sådan: nej, det ville jeg også prøve. Det handler faktisk mere om, at man får en fornemmelse af, hvor man er i det kosmiske hierarki, sådan at jeg kan være til tjeneste på bedste måde. At leve mit liv på den måde, som
er meningen — som jeg kan og gerne vil, ikke?
Jo.
Og så lad andre gøre det, de skal. Fordi på den måde — jeg tror, det var en, der sagde, det hedder Jakobsstigen, du ved: man hiver en op hernede og bliver hævet op af den anden, ikke? Altså, vi hjælper hinanden her,
ikke?
Nu har vi taget to timer. Har du mere, du gerne vil sige om det? Fordi ellers har jeg i hvert fald lyst til lige at komme med nogle eksempler. Jeg har gået og observeret
Mm.
i den ydre verden for at se: jamen, passer det her? Er det Rupert Sheldrake, der snakker om morfisk resonans?
Mm.
Den her med — oprindeligt er der en gruppe aber, der finder ud af at knække kokosnødder op ved at banke sten i dem, og så er der nogen på en nærliggende ø, der ingen forbindelse har, der pludselig kan det samme. Og jeg har gået og holdt øje med den her effekt af, at kompetencer eller evner spreder sig. Jeg har i hvert fald set det flere steder. Et sted, jeg har set det: nu skatede jeg som dreng, og der var en, som var ekstremt dygtig til at skate, som har opfundet måske 90 % af de tricks, der var, som én person. Han stod i sin garage, fordi han ikke måtte køre på rampe, så han kørte street og lavede tricks. Opfandt ollien. Og det tog mig fire år at lære at lave en høj ollie. I dag ser jeg unge, dem der kører på skateboard — de mestrer det på et helt ekstremt niveau, og det er som om, de catcher on ekstremt hurtigt. Så kunne man selvfølgelig sige: nå, I kan jo se guides på YouTube. Men det er som om, det ligger tilgængeligt — det er meget, meget nemmere for dem at gå igennem det her. Ja.
Så de får alle variationerne af, hvad der kan lade sig gøre, og presser det til kanten. Du kan se det samme inden for sport.
Mm.
Der er flere og flere, der kan noget ekstremt, eller er dygtige. Og så er der selvfølgelig en større gruppe under, som kan mindre. Men det er som om, hele feltet løfter sig,
i og med at nogen har gjort det tilstrækkeligt mange gange og er gået igennem det.
Jeg ser det samme inden for computerspil,
hvor jeg spillede Super Mario 64 og syntes, det var utrolig svært. I dag snakker vi jo om speedruns, hvor man laver alle mulige mystiske tricks og hopper rundt og kan gennemføre det her på 20 minutter.
Mm.
Hvis man kigger tilbage til 50'erne og tiden før, jamen, der tog det enormt lang tid at acquire kompetencer
Mm.
og få noget ind. Men nu ser det ud, som om det på forskellige områder er så diffunderet — det er diffunderet ud i feltet. Og se det bare som nogle eksempler på, at det, du gør, bliver tilgængeligt. Selv —
selv hvis du ikke taler højt om det, så er det faktisk tilgængeligt. Så din proces hjælper andre. Det ligger tilgængeligt ude i feltet, ligesom sådan open source-kode.
Så —
Og det, der også sker lige nu, er, at nogen nærmer sig tredje indvielse og tager den.
Mhm.
Og hvis den her gruppe faktisk formår at komme igennem og naile fjerde indvielse — jo flere mennesker, der kommer igennem de højere indvielser, som tredje, fjerde, femte, sjette — sjette, den kom vi ikke ind på i dag — altså jo højere indvielse, der er nogen eller få mennesker, der kan tage, det vil nærmest give sådan et lynnedslag, der hjælper tusindvis af mennesker.
Mhm.
Altså fordi det er så kraftig en energiudladning at have klaret det.
Mm.
Så hvis du nogle gange tænker: du ved, f***, det her er svært, og det er hårdt — ja. Men du har taget det på dig, fordi du evner kompleksiteten,
og du finder vejen igennem. Det er den største tjeneste, du kan være til, og det kommer til at hjælpe så vanvittig mange mennesker.
Det kan du måske finde lidt lys i, lidt trøst i.
Ja, præcis.
Og vide, at du hjælper helheden, eller du er til tjeneste ved at tage de her veje — ligesom hende, jeg talte om før,
som gik fra sin mand.
Lige præcis. Lige præcis.
Et andet sted — hvis I kender Weird Al Yankovic. Det er ham, der laver parodier: "Like a Surgeon" på "Like a Virgin" og "Fat" på "Bad" og sådan nogle ting. Han siger i dag: jamen, dengang jeg startede, så var popmusik en top 10. Man vidste ligesom, hvad der var hot i 80'erne. Det kunne være lidt forskelligt, alt efter hvilket land man var i — så kunne det være britpop her, og så kunne det være noget Nirvana der og sådan noget, whatever. Og det udviklede sig til flere og flere genrer, mere og mere ting og sager. I dag, siger han, er det at lave en parodi på noget, som alle kender, nærmest umuligt — fordi det hele har splittet sig op i så mange forskellige varianter af musikstilarter. Selvfølgelig er der pop stadigvæk, men folk prøver alle mulige varianter. Det er individualiseret i en eller anden grad.
Og så er der gået en masse skrald ind samtidig. AI-slop, skrald, ting og sager, som forstyrrer i det felt. Så hvis man går på Instagram og søger på light language, så kan man se alt muligt weird. Så det vil sige, der er også flere steder, hvor du kan sidde fast og hænge i mærkelige ting.
Ja. Hænge i den.
Men samtidig — jeg læste, at unge i USA får alle deres nyheder fra TikTok ved at se sådan et minut. De kan ikke huske en skid.
På et eller andet tidspunkt vil der være nogen, der bryder sammen og går til grunde i det her og får fried deres brain. Men der vil også være nogen, for hvem det, at information og viden og indsigter er tilgængelige i bred grad, gør, at de kan skelne og klatre op ad rebet stille og roligt.
Ja.
Og sortere det fra, der ikke skal bruges. Og det gør måske ondt i hjertet og i sjælen, eller hvad vi kan sige, at se, at nogen — det udtryk vi brugte før — dør ud med det gamle. Noget braser sammen. Nogen forsvinder og formulder.
Mm.
Men det er egentlig bare en del af processen. Og det at kunne holde til at se det — det er sådan en del af processen i det.
Ja. Du er faktisk nødt til at kunne leve med og udleve det paradoks, at for at føle dig genforenet med alt, der er, skal du være en isoleret enhed. Det er jo et paradoks, men det er faktisk det, der sker: kærligheden rækker ud til alt.
Ja. Det er faktisk, når du går igennem din fjerde indvielse og får, du ved, oversjælen ned og får den forankret hele vejen ned i rod og faktisk heler hele splittet. Det er hele pointen med, at du overhovedet skal igennem al den her lidelse: det er, for at kroppen kan holde til den der gnist af energi — altså den der høje, høje elektriske spænding. Det er den eneste, der kan ødelægge gamle former, og den er nødt til at ødelægge den gamle form af adskillelse. Og den er nødt til at gøre det hele vejen ned i roden. Så den fysiske krop er nødt til at kunne holde til det — ellers kan det ikke komme derned.
Så hele formålet er at få opløst adskillelsen. Det er det, der er hele formålet.
Mm.
Og det betyder — men du kan kun løse adskillelsen ved at være en individualiseret enhed, der kan skelne. Det er simpelthen den nødvendige opskrift for at gøre det.
Ja.
Et andet, som jeg synes er interessant, det er den her oplevelse af, at det, der var komplekst, føles meget enkelt, i takt med at det bliver integreret.
Mm.
Så noget, der føltes komplekst før at møde — hvor jeg kunne komme ind i sådan: skal jeg det ene, skal jeg det andet, måske skal jeg være bekymret her, jeg skal reagere, og jeg skal ikke reagere. Når du går igennem de her ting, så føles det meget mere enkelt, når du står overfor det. Det er næsten ikke et "jeg" på den måde. Det er mere sådan: det føles indlysende, hvordan jeg skal forholde mig til det, jeg møder — i langt højere grad. Det føles meget mere nu
og mindre sådan, at det stopper op.
Mm.
Når det så stopper op, og der kommer noget op, jamen så sker der alt muligt.
Men når det så er løsnet igen og landet, så er det som om, det føles endnu mere enkelt.
Ja, præcis.
Så den del af processen — hvor når jeg har set dig forsvinde ned i noget, i nogle af de her faser,
Mm,
hvor jeg har kunnet sige til dig: jamen, jeg ved, du kommer op igen, og så kommer der mere visdom, og det bliver endnu mere vildt, og det bliver endnu mere vidunderligt. Når man er ramt, så føles det, som om man er væk fra det.
Ja, præcis.
Og det kan være svært, når man ikke har nogen tæt på sig, som ved, at man popper op igen.
Ja.
Og at tingene lander — som hjælper en med at holde fast i, at det, du har arbejdet med der, det er ikke det samme. Nu er det faktisk noget andet. Det vil sige: vi flytter os, noget har forandret sig. Du har fundet en anden måde at være i verden på for hver gang. Og det ser jeg jo også med vores klienter.
Men også: det rammer ned i noget, så føles det nogle gange som noget af det samme,
ja,
og er ikke nødvendigvis helt det samme.
Nej.
Så det er måske også pointen med den her podcast: at give noget comfort i forhold til det. Noget af det, du kan gøre, det er at skrive ned, hvordan tingene fungerer for dig, når du ikke er ramt.
Og læg mærke til, at der faktisk er sket nogle forandringer.
Og så — eller hav en tæt på dig, som kan minde dig om det,
så du nemmere kan gå igennem det, frem for at tro, at this is the end, ikke?
Ja. Og hvis du er i en situation, hvor din økonomi og dine ressourcer gør, at det giver mening for dig, så vil jeg faktisk også anbefale dig at få den energetiske hjælp. Det er det, jeg kan se nu, hvor vi har hjulpet mennesker — jeg har hjulpet i det her med dig i over fem år og med klienter i tre år. Og du har også været inde og hjælpe her — det nærmer sig snart et år, ikke? Det, vi kan se nu, ved faktisk at have haft en større gruppe af mennesker, der har gået i længere tid: det er den der med, at de begynder at få øje på sig selv og se — nå, nu er jeg nede, nu er jeg ikke nede. Og det, jeg kan se, der hjælper gevaldigt: når de kommer tilbage og føler, nu er jeg låst i det samme igen, og jeg går ind og ser det energetisk — nej, hov, det er ikke det samme. Det, jeg kan se energetisk, er ikke det samme. Jeg forstår godt, at det for nervesystemet føles som det samme. Men det er det faktisk ikke. At få den der sparring og mærke, at det letter — og så over tid, på et eller andet tidspunkt, begynder du at kunne arbejde med tingene selv.
Ja.
Og så får du den her følelse: ej, jeg behøver ikke at gå til Mette og Sune hele tiden. Jeg behøver ikke at bruge alle mine ressourcer, hvad fanden det nu ellers er, på at gå til dem. Men den der med ligesom at få den der: nej, nu kan jeg sgu selv, og nu kan jeg kende forskellen. Der er jeg låst. Skal jeg gå en uge, skal jeg gå to uger? Skal jeg lige se, om det letter af sig selv, eller skal jeg lige booke en tid? Det er som om — i stedet for at du går til en terapeut, så er det en samarbejdspartner, du har,
hvor de mere og mere sådan: ah, nu sker der det der — det kan jeg sgu godt mærke, det er spændende. Hvad fanden er det der? Okay, så undersøger vi det. Du har bare ekstra lys på til at undersøge, hvad fanden det er, der foregår.
At din kapacitet for at lade det arbejde og være med det bliver større og større.
Lige præcis.
Og lade det arbejde igennem dig.
Det ser vi igen og igen, når man kommer over et vist punkt.
Ja.
Vi ser også — og det er det fede — vi ser også nogen, som
finder sammen i nogle nye forhold —
enkelte i det gamle forhold, men for de fleste er det nye forhold eller relationer —
hvor de så er i stand til at holde den, sammen med en, der går igennem nogle processer
Mm,
på et helt andet plan. Og være med dem, når de går igennem de faser, der nu er.
Mm.
Så der har du direkte bevis på, at det, du er gået igennem, kan bruges og kan hjælpe andre.
Præcis. Lige præcis.
Og det kan være direkte energiarbejde, men det kan også bare være i din tilstedeværelse. Det kan være din udstråling. Det kan være, fordi du har gennemgået nogle ting, der minder om det — i en anden form, men alligevel det samme —
at de kan få lov at gå igennem, låse op og komme ud igen. Ligesom vi snakkede om: man har sine børn, og de går igennem nogle ting, og så kommer de ud på den anden side, og så pludselig virker det som om: nå, men så var det overstået.
Mm.
Og det føles næsten weird — men du er ikke selv stoppet op og røget ind i det og blevet bekymret og tænkt: hvad skal vi, og måske vil de ikke mig, eller måske er jeg en dårlig mor, eller du ved, måske blev jeg for vred.
Vi ser også, at folk teamer op med andre nogle gange og begynder at —
Mm —
og er der for dem, med dem, med andre.
Ja.
Så det handler ikke om at vælge en, der er færdigbagt. Det handler om at finde en, der er villig til at lade det arbejde — lade det gå igennem sig og ske.
Præcis. Lige præcis.
Og vi ser desværre også nogen, hvor børnene — hvis man er blevet skilt, og der er en mørk personlighed i den anden ende — at det barn vælger imellem processen eller vælger den anden.
Ja.
Det barn er ikke klar, eller er ikke det sted, hvor det skal det.
Ja.
Eller ved det.
Præcis.
Og så omvendt er der børn, som gerne vil det. De kan slet ikke sætte ord på det, men de går med — de lader sig komme med i det og lande på den anden side, igen og igen. Og så er der nogen, der — altså det er igen ubetinget kærlighed, det giver jo mening, for vi er forbundet med alt. Men —
Men det er paradokset her: hvis vi er nogen, der skal tage vejen — og hvis du er en af dem, det tror jeg, du er, siden du lytter —
Mm —
så er det noget med at kunne leve med at se en verden, der ser ud, som om den er ved at falde fra hinanden — samtidig med at dem, vi har tæt på os, tilbyder vi det her. Og vi kan sætte grænserne over for dem, der ikke vil være med, så vi ikke spilder vores kræfter på dem eller bliver fanget i noget.
Så det er også som om, at du midt i alt det her — du ved, verden føles, som om den skvatter sammen omkring ørerne på dig — at du i det har små oaser, hvor noget nyt begynder at spire frem
ud af det her rubble.
Ja.
Og at du egentlig tillader dig selv at begynde at vende blikket mod at nyde og være medskaber af det her nye.
Mhm.
På trods af at det skvatter sammen omkring ørerne på dig. Og det er også derfor, du faktisk er nødt til at finde ud af: de ting, der sker derude — er der noget af det, jeg har en karma på at tage mig af, eller kommer det bare til at forstyrre mig? Det vil sige: jamen, kan jeg løse krigen i Ukraine? Hvis jeg ikke kan det, skulle jeg så have fokus på at tage mig af det herovre i stedet for? Så man skal også passe på, at vi ikke bliver forstyrret af al den lidelse, der er derude — fordi du kan ikke løse det hele alligevel.
Men noget af det skal løses over mange, mange år.
Ja. Og noget vil brase sammen, og der vil dø nogen i processen.
Ja. Og der vil være krig. Altså meget af den krig, der er lige nu, er planetarisk karma, som er nødt til at blive spillet ud, uanset om vi kan lide det. Nej — for det har ikke noget med vores personlige vilje eller vores personlige kærlighed at gøre.
Nej.
Hvilket er meget, meget trist. Men ikke desto mindre, så har det sin egen løbebane.
Ja.
Ja. Det kunne for eksempel være i USA: fantasien om den stærke leder, der klarer det hele.
Den er ved at kollapse, og der er også brug for, at den gør det. Ja.
Og det er smertefuldt at se på.
Og jeg er sådan set kun fokuseret på mit eget.
Ja.
Der fik jeg det ind, at de ville vågne op — størstedelen af dem, der havde stemt på Trump.
De ville vågne op, når det ramte deres egen pengepung og deres egen hverdag. Ja,
fordi det er der, de er. De er i gang med første.
Ja.
Du ved — overlevelse. Jeg står i verden.
Ja, præcis.
Altså, de er ved at få den der ind. Okay. Så nu bliver hele verden prøvet på at blive ramt af narcissisme — malign narcissisme.
Ja.
Det, jeg synes var spændende her — nu går vi lidt ud af et spor — det er faktisk lidt at observere: hvordan reagerer for eksempel EU's ledere på det? Fordi nu har vi jo set mange, der er gået igennem indvielsesfaserne, om hvad der for eksempel sker, hvis man giver bøllen alle sine skolepenge — jamen, så tager de også madpakken og cyklen.
Mm.
Det har selv Meloni
fundet ud af. Altså nogle af dem har været langsommere, ikke? Og så er der sådan stakkels Keir Starmer, der står sådan udenfor EU. Men når vi ser på det for eksempel politisk, så har det været meget satisfying for mig at se: uh, de begynder at regne ud, hvordan man er nødt til at stå og være ekstremt grænsesættende, selvom man er underdog og kan risikere at få en bombe i hovedet, og nogen snupper Grønland — at du er nødt til at sætte grænser. Ligesom grønlænderne har været fuldstændig ubestikkelige her.
Mm. Præcis.
Og der er jeg sådan: jamen, jeg tror simpelthen, at selv hvis han snupper Grønland, så tror jeg, at lige så snart der kommer en anden regering, så kommer de til at reverse det der.
Så værre går det ikke. Men set kortsigtet, så føles det fuldstændig forfærdeligt
for grønlænderne, og de får kompleks PTSD og —
Mm.
Og det er jo selvfølgelig forfærdeligt,
at det er muligt at vælge sådan en skolebølle, som så render rundt, og alle går bare og tænker: okay, hvornår ryger han af, eller sådan.
Hvornår stopper det der?
Hvornår stopper han med at chikanere alle med det der pis? Altså.
Så jeg er en af dem, der følger med. Men man kan godt se nogle mønstre alligevel,
som spiller sig ud. Samme bekymring om unge, der sidder på nettet og laver alt muligt, ikke —
hvor de på den ene side pludselig har adgang til alt, og på den anden side så kan de også ramme ind i alt muligt extortion og sådan noget. Alt er muligt nærmest nu.
Så det er en stor smeltedigel af kaos.
Ja — kaos.
Ja.
Så det er faktisk noget med at kunne være med det.
Mm.
Og der er nogle af de klienter, der kommer til mig, som faktisk går og følger med, og som også går og har deres tanker, netop om: hvad er det egentlig, der foregår her?
Mm.
Og det er ikke fordi, jeg har sandheden om det, men der er altså nogle spændende ting her. Hvor for eksempel
de to stormagter, som har forsøgt at lave krig og være den store, stærke bølle — de har jo ikke haft succes med det. Altså Iran har chokeret USA fuldstændig ved at holde stand, og Ukraine begynder at gå ind og bombe i Sankt Petersborg, og Putin ser træt ud — altså, der er en psykopat i den ene ende og en i den anden ende. Ja. Ja.
Og det er som om, det på en eller anden måde ikke rigtig lykkes.
Ej, det —
frygten for, at det lykkes, er der.
Ja.
Men det er som om, det ikke rigtig lykkes.
Mm.
Er der nogle gamle former, der er ved at —
der prøver at spille sig ud, som sådan en gammel mandsdomineret —
Ja.
Du ved, altså på den ene side, så ser vi Tate og manosphere og unge mænd, som render rundt og, du ved, optager kvinder med Ray-Ban-brillerne — de prøver at score dem og exposer dem, hvis de afviser dem. Og på den anden side, så ser vi mennesker, der vælger deres partner med langt større omhu,
hvor især kvinder er blevet mere selektive her og siger: det der umodenhed, det gider jeg sgu ikke. Præcis.
Så over tid vil vi også se — når vi snakker om at dø ud med det gamle — så er det altså, du ved, en grav ad gangen, det gamle falder til jorden.
Det er faktisk — altså, hvis du ser på statistikkerne for børnefødsler, så gælder det stort set alle lande, på nær enkelte afrikanske lande. Det gælder også muslimske lande: man får færre børn.
Mm.
Og så kan du have Peterson, der sidder: puha, og det hele og sådan noget. Jeg tror, det er meget godt for jordens overlevelse, at vi bliver færre.
Vi skal passe bedre på.
Men det vil sige, der kommer altså noget igennem badevandet her, som rammer helt ud. Det der med at få børn —
kvinder er sådan: ej, det er fantastisk, og alt er godt, og man skal have sådan otte børn nærmest. Nej — hvis du ser bredt på det, så er der en tendens, der viser, at kvinderne, som måske har trukket læsset i forhold til at ville flere børn — der er sikkert også mænd, der har været med på den, men mest kvinder — hvis du ser statistisk på det, så ser det ud, som om kvinder begynder at besinde sig på det her. Så vi snakker 1,8 børn i Vesten for eksempel, ikke?
Det betyder, at befolkningen bliver mindre og mindre over de næste flere hundrede år.
Og det betyder også, at der kommer noget bevidsthed ind i, at det at få børn ind faktisk —
det kræver noget. Det er ikke bare et spørgsmål om at få x antal, og så skal de hjælpe en. Det er at støtte en sjæl ind i inkarnation, og det er svært, og det kommer til at blive et velovervejet valg. Men jeg tror måske, vi skal lave en ny podcast om det på et andet tidspunkt.
Ja. Så jeg gik også ud af et spor. Beklager.
Det er også spændende.
Jeg havde bare lyst til at lande det i, at det ikke kun er rent energetisk. Vi ser faktisk også ting i den
ydre verden,
som afspejler, at der kommer noget bevidsthed ind. Der er ting, der mindre og mindre kan lade sig gøre — selvom det ser ud, som om "ondskaben" i gåseøjne, at mørket overtager. Og så samtidig får det ikke rigtig fat.
Nej. Det larmer meget. Det larmer meget, men det har ikke fået så godt fat, som man kunne frygte.
Nej, lige præcis.
Så jeg tænker, det vil være tid til at slutte. Vi har talt i lidt over to timer, og tak fordi du lyttede med så langt.
Ja, tak for det.
Og beklager, hvis jeg gik ud af for mange sidespor. Jamen —
det var relevante sidespor.
Ja, jeg kan godt lide, at vi nogle gange gør det sådan lidt hverdagsrelevant. Det er bare mig.
Vi må sige tak for i dag og på genhør.
Tak for i dag. Hej.
Hej.
