E50: Energiarbejde
Denne gang skifter Sune gear. Efter en række tunge episoder handler E50 om noget helt andet: hvad klienterne faktisk gør, når de begynder at arbejde med deres egen energi i hverdagen.
Det er ikke en opskrift eller et "du burde"-program. Se det som et eksperimentarium — næsten en zoologisk have over, hvad folk gør derude — hvor du kan lade dig inspirere og finde ud af, hvad der resonerer med netop dit system.
Hvorfor vi viser dig andres praksis — ikke en opskrift
Vores klienter tager et massivt ejerskab over deres egen udvikling. De integrerer energiarbejdet i deres liv gennem en lang række bevidste praksisser — fra kropslige og meditative øvelser til brug af teknologi som AI eller meditationsapps. Fælles for dem er, at de aktivt søger at regulere deres eget nervesystem, forløse energi der er stagneret, og blive bedre til at skelne mellem deres egen og andres energi.
Hver person har et unikt energetisk aftryk med sig. Derfor er det her ikke en facitliste, men et katalog. Du finder selv ud af, om du skal ind til pingvinerne og lege med dem, eller gå et helt andet sted hen.
Meditation uden dårlig samvittighed
Lad være med at presse dig selv til at meditere. For nogen er meditation virkelig givende. For de fleste er det mest af alt en kilde til dårlig samvittighed og noget, man burde have gjort. Og lad os være ærlige: det er ikke, fordi du er doven. Den dårlige samvittighed var aldrig din — den tilhører en forestilling om, hvad du burde, som du har båret rundt på alt for længe. Slip den først.
Vil du alligevel prøve, er der en enkel indgang: følg åndedrættet og tæl fra et til ti, vend tilbage til tallet hver gang fokus glider. Den svære variant, lært af en tibetansk munk: start forfra ved hvert tab af fokus. Men ofte virker den omvendte bevægelse bedre — i stedet for at styre udfaldet lader du det, der er svært, komme op og arbejde sig igennem.
Det føles bagvendt, men selve indsigten og forståelsen lander bagudrettet. Den kommer, når tingene har arbejdet sig igennem, og der er opnået ro og klarhed — ikke ved at tænke sig frem til den først.
Den energetiske svamp — når du mærker alt det, andre bærer
Stort set alle, der kommer hos os, har det til fælles, at de mærker meget — og de mærker også andre. Begrebet findes både i almindelig psykologi som det permeable selv og i parapsykologien. Vi ser det som det samme: man oplever sig selv som en form for svamp, der tager noget ind for andre.
Arbejdet handler ikke om at lukke ned, men om at skelne — at mærke forskel på egen og andres energi og kunne returnere det, der ikke er ens eget. Konkrete redskaber: en lyssøjle der forbinder dig med jord og rum og beder alt, der ikke er dit, om at slippe; en boble at sidde med svære følelser i; en kort returneringsøvelse midt i en travl dag.
En avanceret klient behøver til sidst ikke skjoldet mere, fordi deres vibration ganske enkelt ikke tager det ind på samme måde. Grounding bliver til søjle frem for skjold.
Plasma, kordialer og resonans — tre måder vi hænger sammen på
Noget energi udveksles horisontalt som en slags plasma, livsenergi der fordeles rundt mellem mennesker. Det er en del af det, der sker på sociale medier: hvorfor føles det lige lidt lækkert at få likes? Fordi nogen retter deres opmærksomhed mod en. Det er her vi ser det, forfatteren James Redfield kalder kontroldramaer — kæmpe om hvem der giver opmærksomhed til hvem.
De bånd, der binder os til hinanden, kan man arbejde med energetisk. I stedet for at klippe forbindelsen kan man hæve frekvensen i den — og så slipper krogen ofte af sig selv, fordi den anden ikke kan holde til mere lys og kærlighedsfrekvens. En enkel test på, om en relation dræner dig: kan du mærke taknemmelighed fra den anden? Tager de imod din opmærksomhed som en gave, eller er der en forventning?
Den anden type forbindelse er resonans — når frekvenser løfter hinanden i stedet for at udveksle. Som når musikere spiller sammen.
Nedefra og op, oppefra og ned
Groft sagt kommer der to typer. Den ene har arbejdet med sig selv i årevis, kan forklare alt, men sidder fast i kroppen og har svært ved at bevæge sig nedefra og op. Den anden har let adgang opadtil — ser, mærker, modtager information — men har svært ved at lande hverdagslivet og være nede i de nederste chakraer og følelserne.
For den sidste type kan mødet med den jordiske dualisme føles som at blive smidt ned i en junglemission med myg over det hele. Begge veje er gyldige — pointen er at få elevatoren til at køre flydende mellem energilagene, så man kan skifte perspektiv frit.
Vreden som din kraft — og døren der åbner indefra
Vrede er ikke kun noget, der skal reguleres væk. Set shamanistisk er den din personlige kraft. Men den bliver som en gryde, der koger over, når du bliver ved med at holde den tilbage. At anerkende den er en del af at stå i eget felt.
Og så den hårde sandhed til sidst: det er ikke alle, der kan det her, og ikke alle, der vil det. I de sværeste relationer — dem med narcissistiske træk — åbner døren indefra. Det er ikke værd at blive hængende i forvirringen om, at det nogle gange er godt og andre gange forfærdeligt.
Det her er pionerarbejde. Vi er ikke kun Mette og Sune — vi møder flere og flere, der gør det nu, hver på deres egen måde. Formålet med episoden er at dele guldkornene fra de rejser, så du kan tage det, du kan bruge, og lade resten ligge.
Vil du arbejde med det her selv?
Hvis du kan mærke, at noget bevæger sig, kan en afdæknings- og køreplanssamtale give dig et klart billede af, hvor du står — og hvad der faktisk blokerer. Ikke fordi vi ved bedst, men fordi det gør terrænet synligt.
Læs mere og bookLæs transskription
Velkommen til afsnit 50 af Magdalene-podcasten. Nu har vi været igennem mange tunge ting sammen, jer der har lyttet med. I dag vil vi skifte gear og kigge på nogle helt andre ting. Denne gang skal det handle om dem, som begynder at arbejde med energi. Hvordan fungerer det? Kan vi komme med nogle tips til, hvordan man kan gøre det, uden at hegne det inde i kasser, som måske i praksis er ret forskellige, når det kommer til stykket?
Det vi har erfaret er, at vores klienter tager et massivt og meget faciliteret ejerskab over deres egen udvikling og integrerer energiarbejdet i deres liv gennem en lang række bevidste praksisser. Det spænder over alt fra kropslige og meditative øvelser til brug af teknologi som for eksempel AI eller meditationsapps. Fælles for dem er, at de aktivt søger at regulere deres eget energisystem og nervesystem, og transformere eller være med følelser. Forløse energi, som er stagneret, og blive bedre til at skelne mellem deres egen og andres energi. For man kan sige, det næsten alle klienter, der kommer hos os, har til fælles, er at de mærker meget, og de mærker også andre.
I den her forbindelse vil jeg til inspiration fortælle lidt om, hvad andre gør. Så her kommer en detaljeret gennemgang. Det vi gennemgår i dette afsnit skal ikke ses som en facitliste, men som inspiration til, hvad har andre haft glæde af, hvad har de gjort?
Noget jeg ofte hører, når jeg spørger til meditation, til yoga, til forskellige former for ting, er at der kommer en lidt dårlig samvittighed op: jeg burde måske have gjort mere af det, det virker måske også meget godt for mig. Men ideen med dette afsnit er ikke at give dig dårlig samvittighed eller at tænke, du burde gøre x, y. Lyt afsnittet igennem. Lad dig inspirere, mærk efter. Og hvis noget taler til dig og siger, det her har jeg lyst til at prøve, det her kunne måske virke for mig, det kunne være en manglende brik — se det som et eksperimentarium, hvor du lader dig inspirere af, hvad andre gør. Om ikke andet kan du se det som en zoologisk have over, hvad folk gør derude.
Nu hvor introen er overstået, lad os komme i gang.
Der er mange klienter, som benytter sig af stærke indre billeder og bevidste intentioner for at rense deres felt og skabe tryghed i hverdagen. Nogle har en lyssøjle, som de kan tilkalde eller visualisere, og forestiller sig, at de træder ind i en vertikal søjle af lys, som forbinder dem med universet og jorden, og hvor de beder alt det, der ikke er deres eget, om at slippe og forsvinde. Det er ikke alle, der har adgang til det, og det er ikke noget man kan visualisere sig til, hvis adgangen ikke er der. Men det er godt at vide, at der er nogen, der kan det og har adgang til det.
Andre oplever en dråbe eller en form, som man ligesom får lov at sætte sig ind i, eller en boble, hvor man kan rumme og være med svære følelser uden at de tager overhånd — et rum, hvor de får lov at arbejde og fylde og transformere sig, og som for de personerne over tid fjerner ubehaget.
Så er der nogen, der arbejder med at returnere andres energi. Det vil sige, at de tager små pauser, især i sociale sammenhænge — for eksempel ved at gå på toilettet og mærke sig selv — og laver øvelser, hvor de mærker: er det her noget mit eget, er det noget de andres? Og egentlig returnerer det, eller vælger at transformere det. Eller de mærker: har jeg noget liggende ude hos andre, og tager det hjem. Det er egentlig en øvelse, hvor man afhængig af hvordan man gør det kan vælge at sige, er der noget, der ligger ude hos en anden, som jeg har lagt? Og der kunne man godt tro, det kun handlede om en negativ følelse — men det kan også være håb og længsel. Det kan være, man rækker ud igen og igen til en, som ikke kan returnere og ikke kan møde en der, hvor man er. Ligesom det kan være vrede. Ved at anmode om at trække det tilbage og se, hvad der sker — det er ikke en trækkeøvelse, man gør. Det er mere noget, man mærker sker. Så kan man pludselig mærke sig selv bedre og finde ud af, hvad skal man gøre med det?
Og på samme måde kan der være noget med, at nogen har noget liggende ude hos én, som måske ikke er ens eget. Og så beder man om at få det vist og mærke det eller se det, afhængig af hvordan dit sanssystem fortolker og forstår det.
Så er der nogen, der har morgenrutiner, der starter hver dag med en fast rutine, hvor de for eksempel forbinder sig med jorden, takker den, mærker ind i jordens chakra og beder en bøn om at få hjælp til at holde en høj, kærlig vibration resten af dagen.
Der er nogen, der bruger yoga. De fem tibetanere, andre former for yoga, og oplever at det glæder dem. Man kan bruge yoga, samtidig med at man lader energien arbejde, frem for at se det som et skema. Så hvis du er erfaren inden for yoga, kan du faktisk gå stille og roligt ind i din øvelse og se, hvad der åbner sig op, hvad der løsner sig, og så arbejde med det, der kommer op energetisk med din bevidsthed. Det kræver adgang, men det er en mulighed.
Så bruger vores klienter kroppen som et direkte redskab til at flytte og forløse energi. Eksempler: dans og bevægelse, fri dans. Der er noget, der hedder Five Rhythms. Nogle bruger argentinsk tango aktivt og oplever det som en form for meditation og energiarbejde, hvor de træner evnen til at mærke andres energi og bevæge sig med den, mens de stadig holder sig forankret i deres eget centrum og krop.
Der er rigtig mange af dem, som kommer hos os, der oplever en særlig dyb forbindelse med naturen og vælger bevidst at trække sig ud — det kan være ud af sociale sammenhænge, ud af familien, men også bare for at få forbindelsen, opleve at man lader op, eller føle sig forbundet. Og det kan blive et sted, hvor underliggende følelser og fornemmelser kan stige op til overfladen og blive anerkendt. Nogen kan føle sig nærmest renset af det.
Naturen bruges som en direkte kilde til at skifte frekvens. Det er jo at gå ud i skoven og få ro og hente energi fra træerne. En del af vores klienter oplever en direkte forbindelse for eksempel med træer og kan lide enten bare at forbinde sig med dem, eller gå hen og røre ved dem og lægge hånden på.
Så er der nogle af vores klienter, som har en oplevelse af at se eller mærke væsener i naturen, skovens væsner. Det er ikke alle, der gør det, og det er ikke noget man skal. Men for dem, det giver god mening, er der nogen, som har glæde af at lægge hånden på — for at kunne mærke og forbinde sig med det, der sker i dem, det kunne være i halsen, hjertet, maven, andre steder, livmoren, whatever. Og ligesom gå ind i at acceptere, at der er en forbindelse mellem håndens energi og det sted, hvor der sker noget.
Så er der inquiry, eller det at sidde eller ligge med ubehaget. Dybest set er det: i stedet for at flygte fra det, der er svært, går man aktivt ind og lader det transformere sig indefra. Det er egentlig en accept, en tilladelse til, at tingene kan transformeres og arbejde, og være i et rum, hvor man ikke prøver at forstå det for meget mentalt, men kan være i det og lade det arbejde, uden at man altid forstår præcis, hvad det er.
Og i den forbindelse er der mange, som har glæde af at opleve en dialog med kroppen. Man mærker et pres for eksempel i halsen, i hjertet eller i maven, og retter opmærksomheden imod det. Her kan man faktisk for eksempel lægge hånden på det fysiske hjerte og spørge: har kroppen et budskab? Er der noget her, som jeg kunne lytte til? Og så afvente, om der kommer et input. Det kan komme i form af en stemme eller en fornemmelse. Ofte oplever de mennesker, der gør det, at energien begynder at varme, at der begynder at ske noget, og det pendler mellem chakraer og til sidst forløser sig selv.
Så er der nogen, der er rigtig glade for at arbejde med skyggesider og for eksempel Gene Keys. Gene Keys er der mange — i hvert fald en del — som har glæde af at bruge. Man kan sige Gene Keys kan bruges på to måder: man kan sætte sig ned og sætte sin fødselsdato ind, eller man kan bruge det som en form for landkort over, hvad har du med dig. Altså sætte sig ind i, hvilke veje der kan være at gå igennem forskellige processer, og hvilke gaver der kan ligge i den anden ende.
Vi skal også nævne, hvilke terapiformer vores klienter nogen gange nævner, har givet dem glæde. Der er noget, der er blevet nævnt flere gange, og det er EMDR, som er en måde at arbejde med øjnene på. I kan slå det op. Det er der nogle af klienterne, som nævner, at de har haft glæde af i forhold til at løsne ting, der sidder fast. Der er det, som man kunne kalde BodySES [?] eller NeuroVision [?] og Totum [?], som nogen har oplevet også har givet dem noget. Det vi får ind er tit: det var ret voldsomt, det gik i dybden, det er ikke noget, jeg kan holde til at gøre ofte eller mange gange — men det har virket i forhold til at komme ind under noget muskulært panser, så energien kunne flyde igen, og ting kunne komme op til overfladen.
Så er der nogen, der bruger teknologi, drømme og kognitive værktøjer på kreative måder. For eksempel AI som integrationspartner. Vi har nogen, der bruger ChatGPT, og der anbefaler vi betalingsversionen for at få sparring på dybe drømme og indsigter — for eksempel ved at bede AI om at udføre jungianske drømeanalyser.
Jeg vil gerne knytte nogle ord til det med AI, fordi ChatGPT og en del AI-modeller har det, der hedder sycophancy [?] — at de kan være rygklappende og bekræftende. Det kan føles dejligt, men man kan også komme ind i sit eget ekokammer. ChatGPT kan, afhængig af modellen, være meget ekkokammeragtig og bekræftende, hvilket kan være dejligt. Men den vil ikke udfordre dig, medmindre du i instruktionerne beder den om at være udfordrende og gå til dig. Den mest direkte model lige nu, vil jeg sige, er Claude [?]. Det kræver et abonnement for at få ordentlig effekt af det.
Og hvis du skal lave direkte arbejde med tekster, du kan lægge ind som PDF'er — det er også muligt at optage dine egne lydfiler — er det at bruge det, der hedder NotebookLM fra Google og lægge lydfiler eller PDF'er ind, for eksempel fra dine yndlingsbøger, dine egne dagbøger og så videre. Så kan du faktisk bede den om at lave timelines, stille spørgsmål. Det er den samme teknologi, vi har brugt på vores hjemmeside i videncenteret. Og ideen her er, at den er så kildenær, at den simpelthen siger, det her findes ikke i data, hvis det ikke findes. Mette har vi lagt 24 bøger ind af Alice Bailey, som betyder at hun kan stille direkte spørgsmål til hele materialet og få svar på tværs af kilderne med citater. Det er også en måde at studere et større esoterisk pensum.
Med NotebookLM er det også muligt at lave infografikker og mindmaps over sit materiale. Man kan hente appen til sin telefon, optage med memo, uploade til NotebookLM og åbne på computeren. Og på den måde kan man, hvis man ikke har tid til at skrive en masse ting ned i sin dagbog, på den måde få lavet et fuldstændigt overblik og få lavet sin dagbog ved at indtale den.
Så er der divination, hvor man bruger objekter til at få indsigter, trækker kort og så videre. Der er det vigtigt at være kritisk og mærke efter, og ikke se det som den evige sandhed, men mere som inspiration, som kan få en videre. Man bruger forskellige objekter eller teknologier — det kan være kort eller andre ting — og læser ting ind i omgivelserne, som afspejler noget, der sker i en selv, som er meningsfuldt.
Så er der nogen, der bruger mantraer og har sætninger, som gentages i pressede situationer for at omprogrammere ubevidste overlevelsesstrategier, men også i højere grad holde sindet på rette spor, så det ikke ræser derudaf.
Med hensyn til det kan man bruge åndedrætsmeditation eller fokuseringsmeditation som en indgang til at lade tingene arbejde, hvis man er meget fyldt af tanker og egentlig gerne vil gå ind og bruge noget tid på at lægge sig ned og lade det arbejde. Man fokuserer på åndedrættet, ind og ud igennem næsen, eller man tæller hvert åndedræt. Og hver gang man mister fokus, vender man tilbage. Og på et tidspunkt, når der er kommet lidt mere ro på, kan man slippe det og gå ned i kroppen og ned i følelserne og lade det arbejde.
Så i forhold til meditation: det er her, jeg ser, det er de færreste, der har en fast praksis. Det jeg oftest møder er den dårlige samvittighed over, jeg burde. Fordi man har fået tudet ørerne fulde fra en eller anden lærer, guru eller instruktør om, at hvis man gør det, bliver livet meget bedre. Lad være med at presse dig selv til at meditere. Hvis du føler dig kaldet til det og kan have en praksis, er det fint. Men for de fleste er det for stressende og for presset i en hverdag, især hvis de har børn.
Det overordnede budskab er: for nogen er meditation virkelig fedt, og for de fleste er det bare en kilde til dårlig samvittighed og noget de burde have gjort. Og det er faktisk også en del af pointen med dette afsnit — der er en mangfoldig tilgang til, hvad man kan gøre for at arbejde med bevidsthed, med energi, med flow og komme nye steder hen.
Hvad man fokuserer på i meditationen kan altså også være andre ting. Personligt har jeg i min yogatræning trænet at kigge på flammen i et lys. Men det mest simple man altid har ved hånden, er åndedrættet.
Så er der nogen, der bruger apps som for eksempel Headspace, hvor de skubber uvelkomne tanker videre og betragter tankerne udefra. Det her med at betragte det udefra er en vej ind i høj bevidsthed, og det kan være et sted, hvorfra man kan lade tingene arbejde.
Et tip til en meget avanceret og svær meditation, som I kan prøve, hvis I har lyst: fokuser på åndedrættet stille og roligt. For hver gang I trækker vejret ind, tæller I et og trækker vejret ud igen. Ind igen igennem næsen. Tæller to, og så videre op til 10. Det er den næstsværeste. Det er bare at holde fokus, og hver gang du mister fokus, vender du tilbage til tallet.
Nu kommer den rigtig svære: det er, at hver gang du mister fokus, skal du tælle forfra. Og det er meget, meget svært at tælle til 10 på den måde, medmindre der er meget ro indeni. Det er en metode jeg har lært af en tibetansk munk, som jeg hermed giver videre. Med mange års erfaring i meditation vil jeg selv sige, at det for mig var et sted, som over tid kunne lade sig gøre, hvis jeg gjorde det disciplineret. Og det, der skete i hverdagen — det var i virkeligheden der, hvor jeg kunne se, at det ikke rykkede, hvis jeg holdt en pause.
Og det er derfor, vi arbejder med hverdagen. Vi arbejder med, hvordan kan man være i hverdagen? Hvordan kan man være i svære situationer, frem for at prøve at have et helle, hvor man prøver at omprogrammere sig selv til at være anderledes?
Så har vi Robert Monroe Institute. De har en app, og de har lydmateriale samlet et sted. I hvert fald har de samlet deres ting i en app, for eksempel Hemi-Sync [?], hvor man går dybere og dybere. Og formålet er faktisk at have ud-af-kroppen-oplevelser. Men de bruger noget, der hedder binauralt beat [?], som kan noget nærmest magisk. Mine egne personlige erfaringer med Monroe Institute og deres materialer — jeg har ikke selv besøgt dem, men jeg har brugt deres materialer i en længere periode — er, at hvis man ser bort fra ideen om ud-af-kroppen-oplevelser, er de ret effektive til at komme i dybere tilstande. Og selve Robert Monroes måde at guide sessionerne på er ret fed og meget beroligende. Man kan eventuelt starte med den, der hedder 10 Step Relaxation [?].
Så har vi klienter — jeg tror, hvis jeg skulle sætte et tal på: 20% — som bruger psykedelika og plantemedicin, udforsker de substanser for at bryde igennem stærke mentale og følelsesmæssige forsvar og lukninger.
MDMA bruges ofte terapeutisk. Det kan — og det har jeg fået bekræftet både fra egne erfaringer, men også fra andre og fra forskningen — man kan for eksempel læse Dan Engle, "A Dose of Hope". Det er, at det dæmper amygdala-aktiviteten [?] og giver en mere behagelig, let euforisk tilstand, som gør man kan gå ind i noget, der er meget, meget svært, som man ellers ikke turde være i. For nogen er MDMA en indgang til at finde ud af, hvordan de selv kan arbejde med energi. I forhold til andre psykedelikaer: man kalder faktisk ikke MDMA et psykedelikum. Man kalder det et empatogen, fordi det kan bruges til at øge empatien, både med det, der ligger i en selv, og med andre. Men det er en kunstig tilstand, så det er noget man kan bruge til at åbne nogle ting med. Over tid er anbefalingen, at man selv finder ud af og naturligt kan arbejde med tingene.
Den undergrunds-MDMA-terapi, der er derude, er typisk fokuseret på at gå dybere i det, der er svært, at kunne være med det og lade det komme op. Det er meget parallelt til det, der sker, når vi arbejder med vores klienter. Men man er nødt til at have en helt anden intention, hvis man vil arbejde med det i forhold til at åbne op for sin egen energetiske adgang og sine evner. Og det kræver, at ens guide har det fokus.
Svampe og ayahuasca. Der er nogen, der bruger svampe. De giver typisk adgang til noget, der ligger i kroppen, som er svært at få fat i, og kommunikation med svampenes ånd, som jeg vil kalde det. Men myeliumriget — det der er ved svampe — er, at det er en rejse, hvor man ikke selv kan styre det. Med MDMA har man en vis oplevelse af kontrol. Svampene tager dig på en rejse, uanset om du kan lide det eller ej. Typisk er det ikke nødvendigvis ubehageligt.
Og ayahuasca er der også en del, som har glæde af. Men det kan samtidig være meget overvældende for nervesystemet. Der er altså nogen, der er kommet igennem nogle meget, meget svære ting på ayahuasca. Som overordnet anbefaling vil jeg sige, at hvis man er meget energisensitiv og har adgang opad, tror jeg ikke nødvendigvis, man vil få så meget ud af det — men det vil jeg ikke sige på forhånd. Nogen sværger til det og har haft meget gode erfaringer. Og så er der en del, for hvem det er meget, meget fjernt overhovedet at overveje, de nok ville betragte det som stof.
Tit, når jeg laver afdækningssamtaler, bliver der spurgt: bør jeg så det, og vil det give mig noget? Og hvis det er en person, som vi har haft over noget tid, og som jeg kender, og jeg kan se kan arbejde selv, og som kan gå ned i dybden, gå ned i det, der er svært, lade det komme op, være med det, lade det transformere sig, så er min anbefaling faktisk det. Pointen i denne sammenhæng er, at vi taler om, hvilke former for energiarbejde der har hjulpet andre, og der bør det nævnes, at de findes, og at der er nogen, det glæder.
Og nu skifter vi til noget helt andet, nemlig fællesskaber. Der er ikke så mange, men der er nogen, der har fællesskaber. Det kan selvfølgelig være veninder eller venner. Der er nogle mænd, der går i mandegrupper og har fuldmånemeditationer og spejler hinanden ærligt, tillader hinanden at have følelser og være sårbar og have det svært, eller træner hinanden i ansvarstagning og følelseshåndtering i et rum og belyser personlige blinde vinkler for hinanden.
Så er der nogen, der har energi- og heksegrupper — kvinder, der er selvstændige, for eksempel inden for det spirituelle eller energetiske, der samles jævnligt for at skifte til at holde space for hinanden. Det kan være, de udveksler energiarbejde og behandlinger og tager temaer op som relationer, frygt, sorg, kontakt med afdøde, og hjælper hinanden med at rydde op i felter, de ikke selv kan nå.
Det vi overordnet anbefaler, når man er kommet et vist stykke vej, og vi oplever at folk er i stand til at gå ind og arbejde selv, er typisk at bede dem om at lægge sig ned, sidde behageligt — hvis der er nogen omkring dem, sige: jeg har brug for 10 minutter, et kvarter, og ikke blive forstyrret — og ligge og mærke efter og se, hvad der sker, og lade det arbejde. Som udgangspunkt er det noget, som nogen har adgang til, når de starter. Mange får det undervejs. Og der er også en del, som begynder at finde ud af, hvordan de kan arbejde med energien selv.
Det er her, der er nogen, der opdager, hvordan de selv kan arbejde med det. Hvordan de opfatter energi, hvordan de kan tillade det at arbejde igennem, hvordan de kan påvirke det, hvordan de kan få informationer ned og forstå det, der sker. Og der begynder de at nå et vist niveau, hvor de faktisk kan begynde at være aktive medspillere i transformationen på måder, hvor de oplever det både ens og meget forskelligt. Og det synes jeg er interessant, fordi det er årsagen til, at jeg ikke har lavet en manual for, hvordan man gør — fordi det her hænger sammen med, hvordan man oplever energi, og det afhænger af de evner, man har med sig. Og dermed afhænger det på nogen måder også af det store spørgsmål: hvorfor oplever jeg udvidede sanser?
Det er nogen gange det, der ligesom falder på plads, når man opdager: ah okay, jeg har adgang til det her. Jeg kan gøre det her, jeg kan se, hvordan det transformeres. Jeg kan være med til at skabe noget med det. Jeg kan gennemskue energetiske strukturer. Jeg kan måske bruge det til at forstå, hvordan jeg kan skabe noget, transformere, og jeg kan bidrage på min måde. Og det er også der, hvor man begynder at opdage, at man muligvis har et specielt energetisk DNA-aftryk med sig. Det forsøger jeg at komme i møde med den person, jeg arbejder med. Så det folder sig ud på den unikke måde, som den person har med sig. Og det kan være meget interessant og smukt og spændende, og noget jeg kan føle mig taknemmelig for at få lov at være vidne til og bidrage til.
Det her hænger sammen med, hvordan man oplever energi. Så nogle oplever lys, andre oplever farver, atter andre oplever sort og hvid for det indre øje. Nogle kan se energi fysisk med øjnene, men det er sjældent. Til gengæld har de fleste den oplevelse, at de mærker det, eller de mærker det i kroppen. De mærker følelserne. De mærker noget spændende i solar plexus for eksempel eller nede i maven. De får billeder ind. Nogen oplever en skærm for deres øjne, hvor de får afspillet indsigter eller situationer. Nogle får geometri ind. Det her er meget udbredt blandt dem, der kommer hos os: de får toner ind, hyldetoner, nogle høje, andre mere brummende toner. Energisansningen kan typisk være koblet op på bestemte sanser eller måder at opleve på — det er de samme fænomener, der ligger bag, men det bliver opfattet forskelligt af det perceptuelle system.
Når vi lader det arbejde, er det faktisk at tillade, kan man sige, højere dele af bevidstheden at arbejde ned igennem os. Grunden til at mange ikke har kunnet arbejde med det, er fordi de simpelthen har været for fastlåste. Man skal ligesom over en vis fastlåsthed, før adgangen begynder at ske. Og det er derfor, rigtig mange, som er kommet hos os, har gået i terapi og har prøvet alt muligt igennem mange, mange år — 10, 15 år med psykoterapi og psykolog og kropsterapi og yoga og alt muligt — og synes ikke rigtig det har bevæget sig. Det er dem, som typisk kommer og besøger os.
Og så er der de omvendte, som kommer hos os, som har adgang, kan arbejde med det, får guidance, ser guides rundt omkring sig, får informationerne ind. Men det at leve hverdagslivet er udfordringen. De har svært ved at komme ned i de nederste chakraer. De har svært ved at være nede i følelserne. Og der er udfordringen egentlig at få koblet det på personligheden og på det menneskelige liv og få håndteret livet ud fra det.
Så det ligger ikke lige til højrebenet, at det overhovedet er muligt at lade energien arbejde, flytte sig og transformere sig, og at indsigterne kommer ind, lige i starten, fordi det ikke er sket før. Men en del af dem, der kommer hos os, oplever faktisk over tid, at det godt kan lade sig gøre.
Hvis du kommer nedefra op, føles det stagneret, eller du har gået i terapi og har kunnet forklare det hele, men det flytter sig ikke. Du bærer stadig rundt på tyngden. Du kender det til hudløshed. Kommer du oppefra ned, har du en fornemmelse af, at du godt kan se det, men du er lidt distanceret fra det. Det kan være, du har svært ved at sætte grænser. Det kan være, du er for givende og ikke har fundet ud af, hvordan det fungerer hernede på jorden, og skal til at finde nogen sider frem, som nogen måske vil kalde mørke eller hårde eller grænsesættende. Og du har måske forvillet dig ind i en relation med en, hvor dit hjerte fyldte det hele, og på en måde er du så blevet fanget i, at du slet ikke kunne se de mørke træk, dualiteten hernede.
Og du opdager, du har givet dine gaver til den forkerte, om man så må sige. Til en person eller måske flere, som ikke ligefrem satte pris på det eller tog dig for givet, og ikke havde nogen form for dyb taknemmelighed. Men det at du kommer oppefra gør, at du kan se det dybe hjerte i alle. Du kan se potentialet i alle. Du kan føle dig optændt af, at alle kan transformere sig, alle kan åbne sig, hvis det bliver mødt dybt. Men sandheden er, det er ikke sandt. Det er ikke alle, der kan det. Det er heller ikke alle, der vil det. Og det er den hårde sandhed, som man egentlig kommer ned i og skal opdage.
Det her er lidt som at blive smidt ned i en junglemission med myg over det hele. Man skal faktisk finde ud af det her med myggenettet, og man skal finde ud af at navigere muld og muligheder [?]. Det kan være en enormt brat opvågning af, at alle ikke vil hinanden. Det er godt og kommer fra et ærligt sted — men det kan være så langt fra din måde at fungere på, at du overhovedet ikke har haft blik for, at det var en mulighed.
Og det er der, de der 70% af dem, der kommer hos os, ligesom opdager: okay, de er kommet meget tæt på nogen mørke personligheder og har læst deres egen kærlighed, deres egen åbenhed, deres egen evne til at række ud og mærke andre ind i dem. Men det er slet ikke det, de møder i virkeligheden.
Så det var lidt om at komme nedefra op og oppefra ned. Men lad os komme over til, hvad vores intention er med at arbejde med klienterne. Over tid at man selv kan arbejde mere og mere med tingene, så man kommer til os, når man har brug for at få hjælp til næste skridt, hvis man har brug for det, eller til det, der er ekstra svært.
For nogen betyder det, at hvis de har udvidede sanser — som er noget, jeg har talt om i afsnit 48 — at de sanser begynder at give mening i forhold til det, man kan hernede. Så det kan godt betyde, at nogen begynder at lave energiarbejde med og på andre. Men det kan også godt betyde, at de udvidede sanser giver informationer, man kan bruge i det arbejde, man har, eller i de relationer, man har.
Jeg vil godt gennemgå lidt mere om, hvordan klienterne selv arbejder med energi og bevidsthed. Man kunne sige kropslig forankring og spontan forløsning — det man kunne kalde somatisk arbejde med kroppen.
Klienterne bruger deres fysiske krop som primært navigationsværktøj. En del gør det. Nogen oplever, at når det arbejder, begynder de at ryste. Nogen bliver varme, andre bliver kolde, og der er ligesom vibrationer i kroppen. Nogen oplever, der kommer energi ned igennem hele energisystemet, og de ser en masse lys. Og det kan opstå spontant. Det kan opstå, når de laver yoga, eller når de skal sove.
Men det vi anbefaler er, at hvis man er klar til det, er det simpelthen at gå ind og tage de der fem-ti minutter, måske et kvarter. Læg dig ned og lad det arbejde igennem. For nogen tager det længere tid. Og ved at gå hos os ved man, at man har en tid — så hvis det begynder, vil man måske ikke turde gøre det alene, især i starten, fordi: hvad nu hvis det bliver ved? Hvad nu hvis man hænger fast i det og ikke kan håndtere det, og det overvælder en? Jamen, så ved man, at man bliver samlet op. Og vores erfaring er, at alene det at have den viden og den tryghed gør, at det faktisk lander af sig selv igen. Det er sjældent, men det kan forekomme, at folk har en proces, der kører videre — men så må man skrive. Som udgangspunkt gør alene trygheden og det at vide, at man kan blive samlet op, at man faktisk selv kan komme igennem mange ting. De her gamle traumer og spændinger kommer op og arbejder selv.
Så er der nogen, der arbejder med nervesystemet gennem kuldeeksponering og saunagus, og som har glæde af at komme ned i kulden og mærke kroppen og komme tilbage i varmen, og bruger åndedrættet og vejrtrækningen til at komme helt ned i kroppen. Der vil jeg sige, at det er de færreste, som bryder sig om det, hvis de faktisk godt kan komme ned i kroppen på andre måder. Men hvis de har brug for det og det glæder dem, så gør det.
Det vi ofte hører er, at der er mange klienter, som har glæde af at komme ud og mærke havet, forbinde sig med havet, mærke havets bølger komme igennem, føle sig udrenset, føle sig forbundet. Og det behøver man ikke nødvendigvis gøre via isbad eller ved at sidde i en sauna. Der findes også en blødere version, som er tilgængelig.
Så kan vi snakke om at gå fra styret meditation til det, vi kalder omvendt meditation. Det vil sige: i stedet for at vi har et formål med meditationen og prøver at vende tilbage i troen, går vi netop ind her og tillader at bruge meditation som indgang til at få fat i og tillade det, der kommer op, det der bevæger sig, det der er svært.
Du kan føle, at dine tanker kører i ring. Du er bekymret. Hvad betyder det her? Hvad sker der? Jeg kommer til at tænke på min barndom. Mon det er min mor? Og her kan man bruge fokus på vejrtrækningen og ro til at komme tilbage og få ro på sindet, så det kan få lov at arbejde videre, uden at man kører ud på et mentalt spor, hvor man forsøger at håndtere sin angst ved at tænke igennem hvad er meningen, eller hvad skal man nu gøre ved det.
Det er her, jeg plejer at sige, at selve indsigten og forståelsen skal nok komme bagudrettet. Den skal nok lande, når tingene arbejder igennem, at der er opnået ro og klarhed. Og årsagen til det er, at det føles enormt bagvendt — men egentlig er det, at hvis der kommer mere bevidsthed ned igennem kroppen, igennem hverdagsbevidstheden, skal der være den bevidsthed til stede for at kunne holde indsigten. Og det vil sige, at før det arbejder igennem, er fokus på det, der gør ondt, det der er svært, det som blokerer. Men indsigten lander faktisk først igennem hverdagsbevidstheden og kroppen, når det er arbejdet igennem. Så der kan være en vis mening i at give det fred og ro fra det mentale sted.
Og der er altså nogen, der har glæde af at gå ned og mærke kroppen og være i kroppen og mærke, hvad sker der — som en måde at gøre det på. Det meditative fokus, hvis man har den træning, er et meget fint redskab at bruge her.
Og det er vores erfaring, at visualiseringer og forsøg på bevidst manifestering ofte kan have en kontraproduktiv effekt, fordi det er lidt på personlighedens plan, at man prøver at lægge noget ind i det og prøver at styre udfaldet. Og det blokerer faktisk noget mere subtilt, noget med højere frekvenser, der kan komme ind. Så hvis du tænker, jeg skal lave visualisering, er anbefalingen faktisk at lade det komme ind i stedet for. Tillade sig selv, at det der visuelt kommer ind, kommer ind — frem for at man skal skabe et bestemt resultat og fokuserer på det. For det lægger en forhindring på, hvordan bevidstheden kan flyde rundt.
Og jeg ved godt, der er nogen af jer, der sværger til det her. Men man kan sige: har jeg skabt den her visualisering, tankeform, astralform, fordi der er noget, jeg gerne vil opnå i livet? Jamen, så ligger den som en forhindring i forhold til at lade noget transformere det og komme igennem dig.
Endnu et tip: hvis du har haft en meget intens spirituel praksis og har overbevist dig om, at hvis du gør sådan her, jamen så går du ligesom sandhedens eller lysets vej, og din struktur er formet omkring det, og du holder stift fast i, at det er den rigtige måde — så har du en slags panser i dit mentale legeme, som forhindrer dig i at gå videre og finde ud af, hvad der gemmer sig på den anden side.
Frygten på den anden side kan være, at vi er nogen, der vil proppe et eller andet ind i personen. Så de har den her: jeg har allerede en spirituel praksis. Jeg læner mig ind i for eksempel Rudolf Steiner [?] eller et eller andet tredje. Og jeg ved sådan set godt, hvordan tingene hænger sammen. Og derfor skal I ikke komme og putte mere ind i mig. De personer, vi taler om her, har typisk været ret tæt involveret i en eller anden spirituel bevægelse og har fået drillet ind, hvordan tingene hænger sammen. Og de får ikke adgang til de niveauer, der ligger over. Og vi har ikke nogen intention om at putte noget ind i folk, fordi det fine er, at det, der kommer ind bagefter, er faktisk deres egne højere frekvenser.
Så er det jo rigtig vigtigt også at fortælle, at der er dem, der bruger downloads, hyldetoner, indre vished. Vi har en del klienter, som modtager informationer, eller nærmest det, de oplever som om der kommer energi ned igennem systemet. De her downloads kan tage form af, at man får symboler ind, billeder ind, man får indsigter ind. Og nogen gange er det bare energi, der kommer igennem, og man ved ikke, hvad det er, men der kommer et eller andet igennem. Og der handler det om at få landet det i systemet, indtil det begynder at finde sin form.
Og ja, det kan være svært at afkode, og det kan være svært at være i, og det kan føles elektrisk, og det kan bevæge sig i kroppen. Men vores erfaring er, at det på et tidspunkt lander. Og hvis det ikke lander, så tag en tid hos os. Over tid bliver de bedre til at afkode. Hyldetonerne, som jeg snakkede om, kan være markører for, at der er noget, der lander. Det kan også være tegn på, at ens evner aktiveres. I nogen tilfælde kan det være tegn på, at der kommer energi ned igennem hovedet [?] fra forskellige steder.
Og det sværere og måske ubehagelige er at være med det, når man ikke forstår, hvad det er, der sker. Man kan gøre det, at når man lægger sig ned og lader det arbejde, går ind og tillader hyldetonen at fylde noget mere. Normalt vil man prøve at skubbe den væk — og se så, hvad der sker i kroppen. Og nogen gange begynder den at ændre sig.
Information kan også komme ind som små film for det indre blik. Der er altså nogen, der har den her oplevelse, nærmest en film — en firkant med en film, der kører, som pludselig kommer ind. Hvis du har det, vil du vide det. Min pointe her er, at tingene kommer ind igennem dig og viser sig på forskellige måder. Noget, vi oplever meget tit, er at vores klienter oplever lys bag øjnene, tryk i øjnene, tryk i tredje øje inde i hovedet, pres, og så pludselig slipper det.
Så er der nogen klienter, som oplever nærmest at kunne downloade færdigheder — og det vil jeg sige er forholdsvis sjældent, men det forekommer — og de begynder at kunne nogen fantastiske ting, hvor det ligesom strømmer igennem dem.
Så bruger vi tit, og det er der også mange af vores klienter, der gør, at stille et spørgsmål opad og afvente, hvad der kommer ind, frem for at spørge opad og afvente om der kommer et svar. Det kommer ikke altid i form af sprog. Det kan lige så godt komme i form af en fornemmelse eller en indsigt. Og det kan også komme senere — en klarhed, der ikke kan forklares, men som man ved er sand.
Noget, som vi også har snakket om i en anden podcast, nemlig dobbeltperspektivet, er det at tage sjælens perspektiv, og man giver sig selv lov til at glide ud af kroppen og se det udefra eller oppefra, afhængig af hvordan det opleves i dig. Nogen gange kan det også opleves, som om du er ekspanderet, og du kan se ned igennem energilagene og se det energetiske. Og så kan du tillade dig selv at gå ned i personligheden, ned i følelsen, og mærke, hvordan opleves det som menneske, og så svæve [?] tilbage, eller tillade dig selv at svæve op i det højere metaperspektiv.
Og der vil du opleve, at der kan ligesom være noget, der energetisk har en eller anden struktur, du begynder at arbejde, og når du så går ind i det, har det en distinkt signatur, en særlig følelse, du kan genkende, hvad det handler om. Det her kræver, at der faktisk er relativt åbent igennem energisystemet. Og man skal ikke hænge sig i ordene eller taksonomien i det, fordi for nogen er det Store-Lene og Lille-Lene. For nogen er det: jeg ser det op fra bjerget, jeg er nede i junglen. For nogen er det: jeg går op i sjælsperspektiv, jeg går ned i egoet eller i hverdagen, hverdagsperspektivet. Jeg går ned i mine følelser, eller jeg går ned i kroppen — kontra jeg går op og oplever, ser mig selv udefra.
Men det er meget vigtigt at holde fast i, at det er ligegyldigt med taksonomien her, eller hvad du tror på, eller hvordan dit indre landskab er skruet sammen. Det er mere for at du kan forstå konceptet, at det er muligt. Men det at lave skiftet er kun muligt, hvis elevatoren, man så må sige, kan køre flydende imellem de forskellige energilag. Og indsigten er her, at dit fokus, dit centrum for bevidsthed kan skifte. Selvom de andre bevidstheder er til stede i et eller andet omfang, kan selve centrum, fokus, lokus for din bevidsthed ændres op i — nu bruger jeg bare nogen ord — sjælsperspektiv, hverdagsperspektiv. Og det skift imellem lagene og helt ned i kroppen kan faktisk bruges sådan, så hvis du bliver for overvældet, kan du tillade dig selv at gå op og se det oppefra og udefra. Hvis du skal have information fra et menneskeligt perspektiv, kan det være værdifuldt at gå ned i bevidstheden, ned i hverdagen, ned i følelserne, ned i kroppen.
Men dette dobbeltperspektiv — når jeg laver mine afdækningssamtaler, spørger jeg altid ind til, om folk har haft nærdødsoplevelser, fordi der rejser de typisk ud af kroppen. Eller hvis de oplever, når de falder i søvn eller ligger ned, at de ligesom kommer ud af kroppen. Måske kan de nærmest fra et oppefra-perspektiv se deres krop. Nogen gange kan de høre åndedrættet, når de ligger og sover, udefra. Og her har man faktisk en adgang. I stedet for at tænke, der er en eller anden fejl i matrixen, er det faktisk fordi noget af ens energifelt egentlig træder ud af kroppen. Og fra det sted er det som om, folk oplever en anden form for ro og forbundethed.
Men det sværere er så at komme ned i kroppen igen. Men hvis man fra det sted begynder at lade det arbejde ind i systemet, kan der skabes mere plads til, at de højere frekvenser tager bosted [?] i kroppen over tid. Og der kommer vi ind i det her Antahkarana [?], som jeg talte om, som dybest set er, at hele energisystemet begynder at åbne sig op, og at man har bevidstheden hele vejen ned igennem alle chakraerne. Og det er egentlig først i en senere fase, at det begynder sådan at lande helt.
Og i den forbindelse vil jeg også sige: vi oplever, hvis man skal gøre det firkantet, at nogen af vores klienter kommer det, vi kalder nedefra og op, og nogen kommer oppefra og ned. At komme oppefra og ned er egentlig, at man allerede har adgang til højere virkeligheder, man har oplevet nogen gange, at man er forbundet til altet, det non-duale, den ubetingede kærlighed. Og nogen af vores klienter har kontakt med guides eller ikke-menneskelige intelligenser, som på en eller anden måde er til stede i forskellige sammenhænge, og de oplever det som en naturlig del af livet. De deler det ikke med særlig mange, fordi for de fleste er det uforståeligt. Men det er en del af deres liv.
For dem vil det at komme ned i kroppen, opleve følelser, det relationelle, alt det der er svært, presset, stresset — det vil være den svære del. Så er der nogen, der er vant til at leve nede i alt det her, og som begynder ligesom at vågne op i: gud, men jeg har en fornemmelse af, at der er noget større, eller der er noget meningsfuldt, jeg skal. De er meget vant til at være i kroppen og i følelserne. For dem vil det være overvældende, og det skal tages i små doser, når der kommer højere frekvenser ind.
Noget, som vi ser rigtig tit, er det man kalder inden for psykologien et permeabelt selv, eller åbent energifelt. Begrebet findes inden for almindelig psykologi — at man ligesom mærker meget hos andre. Men det findes også inden for parapsykologien, og vi ser det som det samme. Vi ser det både som et energetisk fænomen, hvor man faktisk oplever sig selv som en form for svamp, der tager noget ind for andre. Dem, som har det, ved det som regel godt, når jeg spørger ind til det. Og de kan opleve, at de mærker meget tydeligt energien og stemningerne i rummet, og mærker, hvordan folk har det. Og ud af kærlighed til andre prøver de at løse deres smerte. Og de bliver enormt trætte og skal bruge timer — nogen skal bruge dage — på at få sluppet, at de har været ude i det sociale.
Og de har måske tidligere forsøgt at beskytte sig ved at bygge mure, eller de kommer til at spænde op i ryggen og i maven og prøve at holde andre ude. Men der er et enormt ønske om at møde andre mennesker fra hjertet. De er endt lidt som for givende og har måske erfaret, at det ikke rigtig giver det, de håbede, at møde andre fra hjertet og dybt inde. Så de kommer ligesom til en opvågning af, at de har været meget dem, der lyttede til andre.
Og når vi snakker praksisser her, handler det faktisk om at finde ud af at trække feltet til sig, få noget mere lys ind, genkende frekvenserne, når man møder dem, og finde ud af: skal jeg overhovedet gøre noget her? Er det min opgave at tage mig af det? Og der kan man sammenligne det med — jeg tror, vi har snakket om det før — at man har badet i dette felt af folks følelser, vrede, frustration, sorg, smerte i livet, relationer der ikke fungerer. Alle mulige frekvenser har man mødt. Og når man begynder at arbejde det igennem, begynder man at kunne skelne energien uden at gå ind i den. Man kan mærke den udefra, frem for at man hele tiden udveksler.
Ah, der er en her. Jeg behøver ikke gå ind i det, men jeg kan godt mærke det lidt sådan udefra, hvad det ligesom udstråler her. Hvad sender de min vej? Og så kan man meget bedre over tid begynde at sige: okay, skal jeg gøre noget her ved denne person? Kan jeg overhovedet gøre noget? Er jeg i stand til at hjælpe personen?
En avanceret klient behøver ikke skjoldet mere, fordi de vil opleve, at deres vibration sådan set ikke tager det ind. Det kræver faktisk, hvis man skal have helt fat i den, at man kommer hele vejen ned igennem chakrasystemet.
Ja, man kan godt lyse nok, men det er faktisk lige så meget, at man kan navigere i det, man møder, og man ikke tager det ind, fordi man ikke skal noget med det. Så for en person, der kommer oppefra og ned, er det at blive venner med alt det mørke og den dualisme, der ligger nede i de nedre chakraer. Og for en person, der kommer nedefra op, er det en, der får mere og mere lys hele vejen ned igennem i forbindelsen. Og det ændrer også ens oplevelse af forbundethed. I stedet for at have behov for at række ud i forbundethed, er man forbundet indefra. Det er ikke fordi man mister behovet for menneskelig forbindelse, men man får en fornemmelse af: jeg rækker ikke ud af ensomhed, af det at ikke kunne holde smerten ud.
Og så skifter vi lidt fokus i vores energiarbejdets zoologiske have. Vi har natur, dyretelepatisk forbindelse [?] og fysiske tegn. Og som jeg nævnte, er det for nogen et massivt helingsrum at gå ud i naturen. Det her med at kramme træer eller bare mærke forbindelsen, snakke lidt med træerne. Mærke, hvordan de kommunikerer tilbage. Og i det hele taget, når jeg taler med andre om det, er det ikke noget, der er særlig verbalt. Det er en oplevelse. Det er en væren, det er en forbindelse. Det er noget, der for dem føles beroligende, rensende, som at komme hjem.
Så er der nogen, der arbejder hekseagtigt med krystaller og ritualer og urter på en jordbunden måde, hvor de lader urterne tale og snakker med planterne.
Og nu vil jeg gerne tilføje noget om forbindelse, som vi ser det energetisk. Der er forskellige måder, man kan forbinde sig på. I virkeligheden er der på nogen planer ikke en adskillelse, og på andre planer er der. Den ene er, at man kan udveksle energi som det man kunne se som en form for plasma, hvor det at få opmærksomhed for eksempel fra andre føles rart eller ubehageligt, hvis de er vrede på en, foragter en eller af skyr en. Det kan også være uønsket seksuel opmærksomhed fra en, man ikke har lyst til at få det fra, hvor man ligesom — når andre er fokuseret på en — kommer til at dele noget af sin livsenergi ud til andre.
En måde at udveksle på: hvis man ikke er forbundet hele vejen op igennem systemet, vil den mængde energi være begrænset til ens egen livsenergi, fordi man ikke har forbindelsen hele vejen igennem systemet. Og det er derfor, at arbejdet med Antahkarana og det at få energifeltet forbundet hele vejen igennem løser problemet og giver en følelse af opfyldthed og mættethed.
Men der opstår simpelthen en kamp om energien — en magtkamp om, hvem skal være i centrum for opmærksomhed. Det er der, man kan komme i krambolage. Der er nærmest et netværk og plasma, der bliver uddelt og distribueret rundt. Og der er nogen, for hvem det at få negativ og ubehagelig opmærksomhed er lige så exciting som anerkendelse, ros og kærlighed.
Hele det her system af plasma og livsenergi, der bliver fordelt rundt — det er en del af det, der sker på Instagram. Jamen, hvorfor er det lækkert at få en masse likes? Der er nogen, der er opmærksomme på en og retter sit fokus imod en. Og når man ikke rigtig har arbejdet med tingene, er det lige så godt at få det for at man har trænet sin overkrop, eller man siger noget arrogant. Det er det her, vi ser: forskellige former for det, som James Redfield kalder kontroldramaer. Altså dramaer, der handler om kontrol over opmærksomheden.
Hvis man er et meget givende væsen, som udgangspunkt den, der lytter og rummer andre, og som samtidig kan mærke deres smerte — når man så begynder at skrue ned for det, vil man opdage, at de mennesker rundt om en, der er vant til at få den ubetingede kærlighed, som strømmer igennem en oppe fra et højt sted, de vil reagere negativt på det. Men man vil selv føle, at man bliver drænet, fordi man kommer til — når man sender sin opmærksomhed over på en anden, som er i smerte, og som ikke har tænkt sig at tage sig af det, tage ansvar, tage transformationen og tage de skridt, der skal til — at man kommer til at tage det ind.
Den bedste indikator for om folk forventer opmærksomhed, er om man kan mærke taknemmelighed fra dem. Tager de imod din opmærksomhed som en gave, eller er der en forventning, hvor de reagerer med for eksempel vrede, irritation, kulde, bliver underlige, resetter hver gang og starter forfra?
En meget vigtig pointe her: det at fornemme fra hjertet, om der er en ægte taknemmelighed. Det kan faktisk testes ved at sige: nu har jeg sagt nok for i dag. Jeg er træt, jeg kan ikke give mere i dag. Og der kan det føles meget mærkeligt, hvis man er ultraempatisk og har en stor compassion, at sige: jeg har sagt det her før, og jeg oplever ikke, du gør noget ved det. Det er op til dig nu, om du vil handle på de ting, som går dig på, om du vil arbejde med dem eller lade det være, men jeg har hørt nok, og vi har talt om det her før.
Det kan for en person med meget hjerte føles enormt grænseoverskridende at sige og gøre. Man kan også vælge ikke at verbalisere det — men det er ligesom den intention, der ligger i det. Det er: selvom jeg har adgang til ubetinget kærlighed, er der også — sjovt nok, og det er paradokset — en form for betingelse, som ligger i, at når jeg rækker ud til andre, er det en gave. Og jeg har noget med mig her, som andre kunne få stor glæde af. Så jeg skal tage ansvar for at begynde at navigere i: hvem tager imod det som gave, hvem har taknemmeligheden, og hvem kan bruge det?
Det er ikke op til mig at vurdere deres livsvej, men det er op til mig at vurdere, at min livskraft, min energi på den menneskelige side, min tid, som er begrænset — den bruges det rigtige sted. Og hvis jeg føler, jeg ikke rigtig har nogen steder, hvor det er meningsfuldt, skal jeg måske overveje, om jeg skal begynde at skabe noget luft til at møde nogen mennesker, hvor det er meningsfuldt.
Og det her — jeg tænker på venner, veninder, hvor du kan get den her oplevelse af, at selvom du siger det her højt og stå i det, så bliver de ved med at tale udenom og bevæge sig rundt i en labyrint: jamen, jeg kan jo ikke gøre det, fordi det og hvis jeg gør det, så sker der det. Hele tiden rende udenom noget, hvor man har en fornemmelse af, at de har muligheder for at gøre noget andet, men de gør det ikke. For hver gang I taler, kører det forfra, samme labyrint de kører rundt i.
Og der er det altså vigtigt at sige: fornemmelsen af et menneske, der gerne vil flytte sig, tage ansvar, finde en vej ud, føles anderledes. For de søger ligesom: hvordan kan jeg komme ud af det her? Hvad kan jeg selv gøre? Og man kan se en progression — som man tænker: måske, hvis jeg nu bliver ved med at tale med dem, finder de en vej. Men man kan se, det gør den modsatte del ikke. Til gengæld: de, der vil flytte sig, møder man igen, og man kan sige: hov, nu er der sket det her, de har gjort noget, de har prøvet noget.
Og det er her, man kan vågne op i, at man har investeret noget i en anden person. Man vil noget på deres vegne, som man på en eller anden måde ikke rigtig selv har taget ansvar for. Man har en fantasi eller et ønske om noget, I skulle have sammen, som ikke rigtig er det, I har. Den person prøver at udfylde en rolle eller en meningsfuldhed i ens liv, som de ikke rigtig kan. Men man bliver ved med at prøve igen og igen og caste dem til at have den her rolle.
Men i virkeligheden, hvis man arbejder med sit eget her, kan man godt finde ud af: gud, jamen jeg har haft ideer om, hvad vi skulle sammen, og det er ikke det, der sker. Det er noget andet, og det bliver ved med at være noget andet. Og så er det faktisk at gå ind og spørge: hvad er længslen i det? Det kan være en menneskelig længsel, et ønske, en fantasi — men det kan også være, at man kommer ind fra et højt sted med en idé om, hvordan mennesker kan være sammen, og jeg har prøvet at putte det her ind i eksisterende relationer, som ikke kan bære det.
Og den gode nyhed er, at dem, som vi arbejder med, når de slipper og tager faren af det — vores erfaring er, at når man har taget de her skridt og arbejdet længe nok med det, og fundet ud af hvad man prøver at lægge over i andre, og begynder at sige: okay, hvad har jeg liggende derovre? Anmoder om at trække det hjem og finder ud af: gud, jeg lytter til dem, jeg bliver ved med at tale med dem, fordi jeg savner noget fundamentalt — så findes der andre derude, som er et andet sted, og som gerne vil det. De findes derude.
Det betyder ikke, at man skal droppe alle sine venner, aldrig se sin familie, skrotte alle relationer. Det betyder bare noget med at skrue ned og modificere og moderere, skabe noget plads og finde ud af at lade det få plads. Der er nogen, man måske slet ikke kan holde ud i virkeligheden at være sammen med, men fordi der er en historik, fortsætter man. Der er nogen, man er nødt til at håndtere. Men der findes også noget andet.
Den anden måde, vi ser forbindelse fungere på energetisk, er igennem bånd eller kordialer [?], som ligner haveslanger, og som typisk går fra chakra til chakra — for eksempel fra hjertechakra til hjertechakra. Og vi har tidligere snakket om at klippe kordialer eller bånd. I dag vil vi sige, det er kun i visse tilfælde, hvis folk vitterligt presser på, at det kan give mening. Det vi vil anbefale her, er at få lov at fornemme dem eller se dem. Så tag din hånd og forbind dig med den kordial. Læg mærke til, hvad der ligger i den. Om du får informationer ind. Og så bed om at hæve frekvensen i den.
Når du gør det og det begynder at arbejde igennem dig, vil du nogen gange opdage, at du får informationer ind om, hvad der ligger i forbindelsen, imens det arbejder. Bare bliv ved med at fokusere og tillade det at arbejde. Og så begynder det at rense op i den. Og det vi så oplever er, at hvis den anden ikke er med på at tage frekvensopgraderingen, slipper det ofte i dem.
Lad os sige, den anden gerne vil have en form for mørk forbindelse med afhængighed. Der kan være kontrol, der kan være mange ting. Men man lader energien arbejde, lader alt det der komme op, observerer det bare, får det ind. Nogen gange kommer der informationer og indsigter, andre gange gør der ikke. Bare læg mærke til, om frekvensen begynder at arbejde og om det renser op i det. Det vil sige: i stedet for at klippe den, går man ind og hæver frekvensen og begynder at rense op i den. Energetisk ser det ud for mig, som om den går fra at være mørkere til at være lysere og nærmest klar i strukturen.
Og her kommer det magiske punkt, om man vil. Fordi hvis den anden ikke kan håndtere en mere åbenlys forbindelse med mere kærlighedsfrekvens og mere lys, er det som om — forestil dig en krog — den hægter sig af i dem, og den kommer tilbage til dig. Og forbindelsen er faktisk afsluttet fra det chakra. Og det er ikke noget, man kan gøre på alle chakraer på en gang. Man er nødt til at fokusere for eksempel på hjertechakraet.
Anden tilgang: forestil dig, at man energetisk har direkte forbindelse fra sin aktive hånd — om det er højre eller venstre, den man bruger. Og lad det arbejde igennem dig, og egentlig vær fuldstændig ro, mens det arbejder. Og stille og roligt slipper det, hvis den anden ikke er med.
Vi har tidligere talt om at udveksle energi som plasma, og der har vi snakket om at identificere og spørge: hvad har jeg liggende ude hos X? Det man oplever nogen gange i New Age er: jeg slipper alt, der har med den at gøre. Det fungerer ikke på den måde i praksis. Man er nødt til at gå ind på personplan og bede om: hvad ligger der? Hvad har jeg liggende ude hos dem? Anmode om at tage det hjem igen. Og det er simpelthen frekvens for frekvens.
Så der ligger et arbejde i at gennemgå forskellige relationer og på lige fod sige: er der noget, de har liggende hos mig, som jeg har gået og båret? Det kan være forventninger, vrede, de siger det ikke højt. Det kan være alt muligt. Og bede om at få det vist og gå ind og sige: okay, jeg slipper det. Jeg lader det transformere sig op i lyset. I nogen tilfælde kan man også sige: jeg giver det tilbage til personen. Jeg ønsker ikke at bære det.
Og så er der den tredje måde at udveksle energi på, og det er resonans. Dybest set — at når man begynder at gå over fra det vi kalder en horisontal udveksling og over i at to frekvenser begynder at spille sammen som i musik. Ja, hvis du har to meget forskellige typer musikformer, og de er helt ude af takt, jamen så giver det et virvar, men hvis de ligesom spiller sammen, begynder de at blive et orkester, eller de bliver jazz sammen. Bare metaforen af musik, hvor frekvenserne spiller sammen.
Så mange af dem, der går hos os, der ikke har fundet nogen at spille sammen med og have frekvensresonans med, savner det her, men de har bare ikke rigtig ord for det. For når de så først møder det: ah, det er det her — der løfter vi hinanden, der flytter vi hinanden. Nogen gange hjælper vi hinanden ned, hvor det er svært, at vi kan være med hinanden i det. Andre gange er vi i noget, hvor vi er i ro sammen med det, der er. Andre gange skaber vi noget, noget opstår af mødet, som rækker ud over den ene og den anden. Noget, der kun kan ske i det møde, og som føles meningsfuldt, livgivende og stærkt.
Og som på en eller anden måde er i tune med det: der er mange af dem, der kommer hos os, der har den her fornemmelse af, at de skal noget mere. Det er som om, der er et eller andet i livet, som de mærker de skal her, men de ved ikke, hvad det er. De har ikke fået vejledning med, de har ikke fået missionen downloadet. Og når de så kommer her og begynder at mærke det der, bliver de: jamen okay, det her det kan jeg være medskaber af, hvis jeg finder de rigtige mennesker.
Og da mange af jer, der kommer hos os, er gamle sjæle og avancerede sjæle, som har noget med jer — i den her genopdagelse af, hvad det er, I kommer med, finder de ud af: okay, hvis jeg bruger det her, lad os sige jeg er børnehavepædagog og jeg får fat i det, og når jeg er sammen med børnene begynder de at åbne sig op i en anden åbenhed. Vi har andre, der arbejder med unge på bosted, som er i stand til at møde dem på en helt anden måde, når de kommer dertil.
Så det er ikke nødvendigvis sådan, at det skal være en, der siger: hej, nu er du spirituel og kender til det her sprog. Det er sådan set en sensation. Det er en følelse af forbindelse i form af resonans, og at vi møder hinanden.
Noget af det, som jeg i hvert fald vil sige, er at noget af det, som jeg tit guider i, er faktisk ikke at bruge anstrengelse eller vilje, men øve sig i at give tilladelse og afvente og se, hvad der sker. Og hvis det før ikke har virket, men først virker, når vi har kontakt, jamen, så er det måske fordi det kan lade sig gøre, men det har bare ikke været tilladt i dit felt før. For nogen af jer kan I gøre det, men det handler faktisk om at give tilladelse til, at noget sker. Invitere det ind og være med det. Så i stedet for at bede om bestemte udfald, er det at lægge ned og mærke, hvor begrænsningerne er, mørket, kanterne i det, og lade det arbejde og transformere sig, uden den mentale indblanding.
Her kan man godt være fanget i mange års terapi, hvor man tænker: nå, nu må det være noget med min mor igen, eller nu må det være fordi jeg har en tilknytningsform, som er problematisk. Og alt det kan også være rigtigt i visse situationer, men det bliver også en ret ramme, som man kan komme til at læse alt ind i.
Forestil dig, at alle de her ting i virkeligheden bare er mentale energilag, som lægger struktur ned over, hvad du er i stand til at give lov til og ikke give lov. Når jeg læser en person, som er inde i sin tankestruktur, ser jeg det som et strukturelt felt, som de måske har haft brug for for at komme et vist stykke vej, men som bliver en spændetrøje. Man kan faktisk tillade de her tanker og strukturer komme op, være i dem og lade dem opløse sig. Og man kan tænke: jeg bliver skør af det her — men min erfaring er, det gør man faktisk ikke. Man kan altid gå ind i strukturen igen, men i stedet for at den er formet og holdt fast, bliver den løsnet op og kan forme sig til nye tanker og nye måder at se verden på.
Og det er også derfor, at når vi arbejder, går vi ikke ind og anbefaler obligatorisk læsning. Man kunne læse Barbara Brennan [?], man kunne læse Alice Bailey. Men medmindre man virkelig har en drift på at forstå det på den måde, og man er i stand til selv at skelne og sige: okay, det er ikke sådan, jeg får det ind, og den måde jeg får det ind på, kan jeg stole på — og man kan se det som et kort, en anden har lagt, som man kan skifte imellem og sige: okay, hvad kan jeg bruge, hvad kan jeg ikke bruge? Så er det fint. Men hvis man kommer til at tage systemet på sig for at overleve eller for at passe ind i en gruppe, er det en anden sag.
Og vi går ikke ind og lægger et system ind på ens lavere mentale niveau, fordi det former energiens evne til at bevæge sig. Man vil opleve på et tidspunkt, at man rammer det som en kant eller stramhed i systemet. Nogen gange kommer vi med input, alternative perspektiver, som faktisk er en mulighed for at se tingene fra en anden vinkel. Det skal ikke ses som en fast overbevisning, men mere som et input, der måske kan hjælpe til at holde fast i et andet perspektiv.
Hvis man for eksempel er meget forvirret over, hvad der sker i en relation med en person, der måske har mørke træk, og vi får noget andet ind, er det et forslag, man kan overveje at tage ind og holde det perspektiv for at se det fra en anden vinkel.
Andre ting, som klienter har haft glæde af, og som vi også kan anbefale: det er at skrive, hvad der fylder — frem for altid at skrive alt, hvad der er sket. Nogen har glæde af et erkendelsesdokument, hvor man skriver ned, hvad der er kommet af nye indsigter. Nogen har glæde af at skrive: hvad fylder, hvad kommer op, og egentlig ikke gøre andet end at det kommer op, og man skriver det. Og man kan tage det med, det der fylder, og give sig selv lov til at høre og mærke, føle det, der kommer op, give det et space.
Der er en del, der har glæde af at skrive deres drømme ned om morgenen. Og det kan nogen gange bruges til noget. Nogen gange kan det, hvis der kommer informationer ind, få skrevet det ned. Men nogen gange er drømme bare et rod fra det astrale og det underbevidste og skal have lov at skylle igennem. Ikke alle drømme har en dybere betydning. Nogen gange skal de bare slippes.
Det som jeg vil sige er vigtigt, er det, vi har snakket om i andre podcasts: ontologisk nysgerrighed. Ontologi er, hvordan verden er skruet sammen. Det er i videnskabsteoretisk og videnskabsfilosofisk forstand læren om, hvad der egentlig eksisterer. Hvad er virkeligt? Hvad er sandt? Epistemologi er spørgsmålet om, hvordan man opnår den her indsigt eller viden.
Og teste de ting, der kommer ind, fordi man kan godt have udvidede sanser og opleve, at man får informationer ind — prækognition, noget kommer ind for eksempel gennem drøm, eller man får et meget klart billede af, at der vil ske det her, eller man får en stemme, der siger: du er nødt til at træde tilbage og lade være at gå ud på vejen, for der kommer en bil, og så sker det. Det kan også godt være, at man eksperimenterer med remote viewing, altså at fornemme ind i, hvad der sker i et andet menneskes liv, hvad der sker et andet sted.
Det, som jeg oplever her, er at i stedet for at tænke, jeg kan læse ting eller få ting ind, eller jeg kan ikke — stå i en nysgerrighed på, hvad sker der med det? Man kan enten skrive ned, men man kan også bare holde øje med, hvordan ser det ud, når det kommer ind? For vi lever i en verden af mange variable, så nogen gange kommer der ting ind, som faktisk ikke sker, fordi der er mennesker, der gør noget andet. Det betyder ikke, at det er forkert. Andre gange er det fantasi, ens frygt, som nærer det, ens bekymring, ens tankesystem, som man har fået ind, hvor man faktisk roer på noget.
For eksempel har vi en klient, der øver sig i at sammenholde egne energetiske læsninger af klienter med de reelle data, hun ser i den fysiske verden. For at se: passer det overens med det, jeg ser i virkeligheden, over tid?
Nogen af de metoder, man bruger i videnskaben, er at sammenholde observationer og indsigter. Det vil sige peer review — hvad får en anden person ind? Men det kan også være at gøre det, der hedder triangulering og bruge forskellige datakilder for at finde ud af, om de konvergerer, altså om de peger på det samme resultat. Så over tid begynder det at blive mere åbenlyst, om de ting, man får ind, rent faktisk passer med de ting, der sker i den fysiske verden, i den følelsesmæssige verden, i det folk udtrykker.
Og her bliver det over tid kompliceret, men også interessant. Fordi hvis man er i stand til at mærke ind i andre, og man har en fornemmelse af, hvor de er følelsesmæssigt, kan det være, at man har en radar for, hvornår de lyver, eller hvornår de ikke er autentiske. De vil ikke sige det højt, hvis de faktisk ikke er autentiske. Det kan være, de er manipulerende, eller de er beskyttende.
Det mig og Mette gør, er at vi bruger hinanden som peer review og bliver ved med at sammenligne resultater og prøve at se på: hvad sker der i den fysiske verden? Har vi fat i noget? Vi bliver ved med at kalibrere på at blive klogere på det, der kommer ind, fordi der findes menneskelige biases — steder, hvor vi som mennesker læser ting ind i det. Vi kan se en sky, og så kan vi se en enhjørning eller en delfin. Så vi har også nogen lag, som laver det, vi kalder — og som man også i remote viewing kalder et mental overlay. Vi lægger mening ned over noget, hvor nogen gange der ikke er en mening.
Og hele ideen om at observere begynder at blive mere og mere opløst, når vi taler bevidsthed. Fordi bevidstheden har ikke nogen grænser, den kan række ud, kan mærke ting, kan få informationer. Så hele den her kalibrering spiller sammen med det at få energisøjlen hele vejen ned og få integreret hverdagsbevidstheden, kropsbevidsthed, følelserne, det hele i et samlet hele, som ikke er opdelt eller adskilt.
Eller har med det man kunne kalde attractors at gøre — altså man bliver suget ind i følelser, i frygt, i angst. Det overtager en. Man kan, som Daniel Goleman taler om, blive kapret af sine følelser — piraterne overtager skibet. Og man begynder at få ryddet op i de her attractors, som tiltrækker bevidstheden, eller stive overbevisninger. Så kan man begynde at sammenholde det, man får ind, med det, man observerer, og blive klogere på, hvad holder i virkeligheden.
Her kan det være lidt svært, fordi der er nogen af jer derude, som vitterligt får ting direkte ind, meget klart — for eksempel advarsler — og bør overveje at tage det alvorligt. Men samtidig kan man nogen gange få ting ind, som man fortolker igennem sit eget energisystem, igennem sin personlighed, sin egen frygt, og som ikke viser sig at være sande.
Det vil sige, hvis man kommer til en clairvoyant, der kommer ting ind: personens eget liv, egne begrænsninger i energisystemet, begrænsningen i bevidstheden for det, der kommer ud af dem. Hvis de har levet hele deres liv i højere frekvenser, har kontakt, men de har ikke mestret livet på fundamentalt plan — om relationer, økonomi og så videre — har de måske ikke fundet ud af dybderne, smerten i et dybt intimt parforhold. Og det, de får ind, det bliver serveret, som om det var en evig sandhed. Lad os sige, man går til en clairvoyant, som sidder og siger noget om forretninger og, hvordan forretninger kommer til at udvikle sig. Hvis den person ikke har en dyb erfaring med erhvervslivet og det at skabe forretninger, vil det være formet af personens fantasi og idé.
De ord, der bliver valgt, vil være valgt ud af det. Så der er groft sagt ikke en ren kanalisering på den måde. Det betyder også, at når vi taler med mennesker og læser dem og får noget ind — med det forbehold, at de måske oplever noget andet — er det mere en resonansafsøgning, hvor noget kan være meget præcist og andet kan være: okay, men jeg oplever faktisk noget andet her. Så er det respekt for den, man sidder over for. Og at tage en pause, inden man reagerer på det, der kommer ind, og se: okay, hvis det er sandt, og jeg reagerer sådan her, hvad sker der så?
Det kan være grænseoverskridende, at man har evner til at mærke og se ind i andre mennesker og se deres smerte — og man i starten af sin rejse nærmest automatisk reagerer på det og caller det eller siger det højt, og får enormt mange svære, negative reaktioner på det. For de fleste mennesker — og jeg er selv en af dem, som har nogen evner til at læse af andre, og som har skullet rydde op i, hvor meget er mit eget — begynder det at blive lidt mere rent på det, men da jeg så begyndte at se det klart, skabte det nogen gange meget voldsomme reaktioner. Så jeg måtte simpelthen afstå fra at calle det, jeg mærkede, og begynde at bare stille og roligt observere det, jeg får ind her. Er det noget i mig selv? Rens det igennem. Arbejd det igennem, hvad der ligger i mig. Og når der er en klarhed, gå og afvent og se, hvad der ligger i det her.
Det kan man gøre og observere på, og på den måde forhindre at fortabe sig både i fri fantasi og ubegrundet angst, men også over tid finslibe sine energetiske evner. Det at få ting ind direkte, men også få ting ind igennem forudanelser [?], altså prækognition, eller remote viewing — og lidt mere gammeldags navn for det samme: clairvoyance.
Det er også værd at knytte en kommentar til det, man kalder kanalisering, altså channeling, hvor nogen lader en entitet eller en energi overtage deres system. Det kan være, nogen af jer har hørt Bashar [?] for eksempel. Og det sjove er, det er ofte, at den person meget langt down the road begynder at erkende: det her væsen, jeg lader overtage mit felt, er faktisk bare en højere del af mig selv. Så det, der egentlig sker, er, at de går ind i en højere frekvens og egentlig formår at lade deres lavere energikroppe gå i pause, og så kommer de igennem dem. Men det er ikke synkroniseret med deres personlighed og alt det, der ligger i det. Så det bliver ubevidst, hvordan det bliver filtreret.
Det er muligt at have kontakt med væsener og få informationer ind. Men dybest set handler det om at møde det, man møder. Uanset om det er en ikke-menneskelig intelligens, man har kontakt med, eller om det er et andet menneske, et dyr, om det er naturen — så er det faktisk at stå det her sted, hvor jo mere man integrerer sit eget system, jo nemmere er det at fornemme forskellen mellem sig selv og det andet og finde ud af, hvor vibrerer vi sammen? Er der en hjertefrekvens, eller er der grænseoverskridelse?
Og hvis der er noget, der presser sig ind i dit system og insisterer på kontakt og bliver ved, er det der, man skal være opmærksom. Respekten for fri vilje, respekten for et nej — uanset om det er væsener, som kan virke højere, eller om det er mennesker — det at den anden trækker sig tilbage, når du siger nej. Det vil et væsen, der opererer fra et højere sted, respektere ubetinget. Men et væsen, der opererer fra lavere frekvenser, kan insistere på kontakten og ligefrem presse sig ind i dit energifelt. Jo mere man har landet sit eget felt, jo mindre er det et problem.
Det sværere her er, hvis man havner med en mørk personlighed, som er fuldstændig fastlåst. Man kan blive ved med at se den andens dybe hjerte bag det. Men selvom man prøver at få fat i det, er det ikke det, der styrer deres adfærd. Og det er ikke værd at bruge kræfterne på at prøve at låse et andet menneske op. Døren åbner indefra. Og det er heller ikke værd at blive hængende i evighed og være i forvirring om, at nogen gange er det godt, andre gange er det forfærdeligt. Der er et tidspunkt, hvor vi må gøre op med os selv og sige: det skal slet ikke fungere på den måde. Der findes helt andre måder at forbinde sig på.
Det virker fuldstændig fremmedartet og mærkeligt, at det overhovedet skulle være nødvendigt. Som om det kommer som en kæmpe overraskelse, at der findes væsener på jorden, der er grænseoverskridende. Men det er hernede. Tag ud i regnskoven. Der er lianer, der slynger sig. Der er slyngplanter, der dræber deres hosts. Der er væsener, der æder hinanden. Det er en stor kakofoni af grænseoverskridelser. Det er her, man må tage et valg og se det i øjnene: det skal man begynde at finde ud af, hvordan man står i og håndterer. Selvom man kommer med de bedste intentioner med hjertet, er det ikke sikkert, man bliver mødt der.
Og så vil de hele tiden pege på, at du burde have gjort noget anderledes. Du er for sensitiv, du er for et eller andet. Hele tiden fordrejning af, hvad der er vigtigt. Og hvis man er rigtig god til at vende det indad, er der en kæmpe fælde i at sige: nå, men så må jeg jo lige kigge på mig selv, så kan jeg gå i terapi, eller vi kunne prøve parterapi igen.
Men der er noget med at gøre fuldstændig op med det og finde ud af at blive radikalt grænsesættende og tage konsekvensen af det. Når vi tager fat i den helt hårde ende af det, taler vi om nogen indre dødsfald, som man kan komme igennem selv, hvis man ikke oplever narcissisme og psykopati på førstehånd, men at man faktisk har et selvbillede som den gode, altid ærlige empatiske — og man ikke selv ser eget mørke, at man ikke selv har hjemtaget, at man har en brutalitet, man kan få adgang til, og at man er nødt til at manipulere nogen gange — det vil sige tilbageholde informationer, eller omfavne, at man ikke deler alt, at man ikke rækker ud per automatik.
Men dem, som virkelig er faldet i fælden med en mørk personlighed, er nødt til — og det gennemgår vi i afsnit 42 i højere detalje. Det er en død over til overbevisningen om, at kærlighed kan hele alt. At der er ting i verden, som ikke kommer til at transformere sig, som kommer til at dø ud med det gamle over tid, men som synes meget dominerende i verden i dag. Og det kan være meget, meget svært at rumme.
Og der er det, at det kan være en god idé at have ideen om, at vi er nogen, der rejser foran, som ikke skal tage os af alle. Men fordi vi rejser foran som gruppe, baner vi en vej for, at noget kan lade sig gøre for andre på et senere tidspunkt.
Så det er faktisk noget med at finde ud af: hvem skal jeg hjælpe? Hvem giver det mening, at jeg møder og rækker ud til? Og det her — når det føles helt naturligt for dig at række ud og mærke ind i andre — det føles som at skrive med den modsatte hånd. Man kan godt lære det, men det føles ikke naturligt.
Men det, jeg gør op med, er at forstå: jamen, jeg kan og skal ikke hjælpe alle, fordi der er så meget lidelse hernede. Og vi kan ikke tage det af folks skuldre kun ved at lytte til dem og rumme dem. De skal faktisk også være klar til at gå i transformation og bevidsthed på det. Tage de svære valg, der følger af det.
Så det at lytte og være et åbent og kærligt menneske — og det vi oplever: 70% af dem, der kommer hos os, har mødt eller har haft en tæt på med narcissistiske, og indimellem psykopatiske træk. Det kan også være en af forældrene, en partner eller ekspartner.
Og noget af det sværeste for dem — den spirituelle, energetiske øvelse — er faktisk ikke at dele alt, hvad der sker i dem, når de bliver kede af det eller føler behov for at gøre sig forstået og kommer på overarbejde med at dele det, der er i dem. Og det er måske det største her: det er faktisk ens vrede, som man pakker ned, presser sammen nede i hjertet og lukker inde. Og så prøver man at bruge stemmen, man presser stemmen til at prøve at gøre sig forståelig, prøver at tilpasse sig.
Det svarer lidt til at prøve at finde en film, man gerne vil se sammen med en, som hele tiden kun vil se det, de selv vil se, og diskutere om ens valg er dårlige. Der er ikke et overlap. Der er ikke et ønske om at skabe noget smukt sammen. Der er en ligegyldighed overfor, hvor den anden er, som er skjult. Og man prøver at tænke: jeg gør det kærligt, så din vrede er forkert. Man kommer til at gøre sin vrede forkert og pakke den ned.
For når man viser vrede — og det kommer man til at gøre på et tidspunkt — reagerer de med, at man er forkert, overreagerer, er for sensitiv, kan ikke tåle noget. Ens vrede — hvis man ser det shamanistisk i Carlos Castaneda, Don Juan [?] — det er ens personlige kraft, ens personal power. Men den bliver som en gryde, der koger over, når man bliver ved med at holde den tilbage. Og den bliver kapslet inde. Når vi arbejder med at åbne op for den, bliver den grænsesættende i stedet for. Den bliver til integritet i eget felt, holdt fra et frit sted. Det er en helt anden fornemmelse.
Og når man så integrerer den med det her med, at man kender alle frekvenserne, man har arbejdet igennem — man kan mærke: nu kommer der en, der vil det her, og så er det bare nej. Jeg skal ikke mere med det. Over tid bliver det mindre og mindre dramatisk at sige fra over for nogen, der prøver på noget, og bare afvise det stille og roligt. Men i starten bliver det dramatisk, det bliver voldsomt, fordi man har ladet sig fange ind på alle de her energetiske møder med kordialer, man har ladet sig absorbere. Der er en parasit, der har suget på en — suget på opmærksomheden, suget på, at man er sød og har en tendens til at give til andre.
Hvis det bliver for problematisk, hvis man ikke bryder sig om, at det bliver konfliktfyldt, ender man med at rydde op. Over tid bliver man den, der altid rydder op, den der altid tager børnene om morgenen, den der altid gør tingene og strækker sig. Og det udnytter en person med mørke træk til over tid — og man bliver en slags huslav. Og ligegyldigt hvor meget man strækker sig, vil de aldrig være taknemmelige. Der vil altid være en lille kritik mere. Det er fordi, det, der ligger i dem, er en utilfredshed, en frustration, en irritation, som de sender mod en, og som de gerne vil have, at man tager og bærer i sit energisystem.
Så illusionen om, at hvis man bliver ved med at strække sig, at sørge for tingene fungerer — og det er især et pres, hvis der er børn — er at man tænker kortsigtet. Det her bliver ikke bedre af, at man er givende og åben og deler sig selv og prøver at finde løsninger. Intet af det virker. Personen får observationer af en og bruger det senere imod en. Drejer, hvad der er blevet aftalt. Og pludselig forstår man ikke respekt som den anden person.
Og det her kommer tilbage til ontologien. Hvad eksisterer? Hvad er sandt? Hvis man bliver gaslightet, eller ting, som er åbenlyse, bliver fordrejet — og det i en relation, hvor man vil hinanden, prøver man at nå hinanden. Men i en relation med mørke træk skal det altid fordrejes over i, at ens opfattelse af tingene er forkert, og man skal overtage en opfattelse fra den anden, som — sjovt nok — overordnet har den idé, at der er noget galt med en.
Og det vil sige, at ens indre kompas bliver ødelagt af det her. Og det giver en forvirring, som Dr. Peter Levine [?] kalder traumatisk kognitiv dans. Den forvirring gør, at man har svært ved at forlade de her relationer. Det er som om, man tænker: jeg skal være klar, jeg skal have klarhed, før jeg kan gå, før jeg kan afslutte. Det behøver man ikke. Man er bare nødt til at vide: sådan skal en relation slet ikke fungere. Og man skal ikke gøre det for børnenes skyld. For børnene trives ikke under det.
Og det her bliver ikke bedre af, at man er givende og åben og deler sig selv og prøver at finde løsninger og sætter sig ned og snakker og går i parterapi. Med mennesker, der er her, er det at trække pinen ud, og det giver dem et terapisprog, som de kan udnytte til hele tiden at give brødkrummer om, at det nok skal gå godt igen.
Så det var en advarsel og en guide om, hvordan man kan stå i det. Men det er altså muligt, når vi nu snakker energiarbejde, at komme til det punkt, hvor man kan stå i det og se det udefra.
Når det så er sagt, er det ikke sundt for en at være tæt på en person, som opfører sig sådan, fordi det er kronisk. Så vi anbefaler faktisk, at man får fjernet sig fra personen, arbejder det igennem og egentlig minimerer kontakten med mennesker, som er der, så meget som muligt, og gør det til pure business. Det gælder i forretningslivet, på arbejdet, med kollegaer, med chefen, og det gælder især med partnere — de skal afvikles og blive business. Der skal være klare rammer. Børnene får et andet miljø hos dig.
Men det er jo bare for at binde en sløjfe på mennesker, som er grænseoverskridende og som bliver ved med at insistere på kontakt, på energiudveksling, på kontrol. Og disse ting — det er ikke alle mennesker, der er sådan. Når man begynder at åbne op, er der en del, der bare trækker sig. Det er ikke alle mennesker, der er her. Men det er en ekstrem case.
Det vi i virkeligheden taler om er: hvem skal jeg være i? Hvem skal jeg teame op med? Hvem skal jeg være i gruppe med? Hvem skal jeg bruge mine kræfter sammen med? Hvem kan jeg R&R med og slappe af? Og hvem skal jeg have mission med? Skal jeg skabe med? Hvad er det for en impuls, der arbejder igennem mig? Det kræver altså, at feltet er renset rigtig godt op for at få det her til at blive et og ikke forskellige ting.
Og så lyder det som om, man skal have klaret det hele på forhånd, før man møder nogen. Det behøver man faktisk ikke. Man kan møde nogen, som både har resonansen, men som er villige til at arbejde, når noget kommer op — som igen og igen er villige til at vågne op i: hov, nu skete det her igen. Jeg er villig til at arbejde med det. Og man arbejder selv med: puha, her røg forbindelsen. Det arbejde, afhængig af hvem man er, og hvad det er for et væsen, man møder, kan man lave sammen. Og det er det fede.
Så man behøver ikke at være færdigkogt og færdigbagt for at leve det her ud. Man skal egentlig bare finde nogen, der er med, nogen, der ønsker det her. Det er pionerarbejde. Os, der gør det — og vi er ikke kun mig og Mette, vi møder mange, der gør det nu. Møder en ny partner, kommer fra det her sted, finder en ny måde at gøre det på. Hver variant er forskellig og smuk, og de har noget med sig, og i hver især skabes et nyt miljø, hvor for eksempel børn kan trives på en anden måde.
Nu har jeg talt i to timer, og ja, det er ikke fordi jeg synes, jeg er specielt spændende at høre på, men det jeg føler, er min opgave at dele, hvad vi har fundet ud af — at dele guldkornene fra andres rejser, i håb om at der er nogen, der kan tage det, de kan bruge, og lade det ligge, som er ubrugeligt for dem eller ikke giver mening.
Stille og roligt vil jeg afslutte for i dag, men jeg vil lige gøre opmærksom på, at vi jo har noget, der hedder en afdæknings- og køreplanssamtale. I den kortlægger vi fuldstændigt, hvad er din situation? Alt det hverdagsagtige, alle de udfordringer, der er — det kan være alt fra relationer til arbejde til ensomhed, til angst eller whatever. Vi kommer rundt om det hele i sådan en samtale. Det kører i første del som et semistruktureret interview med nogen klare spørgsmål, men også med åbenhed for, at nye ting kan folde sig ud. Der er en struktur bag det, som jeg følger, for at sikre, at vi kommer rundt om det hele og får et klart overblik over, hvor du er.
Helt konkret kommer vi igennem nogen faser, som er strukturerede. Vi kigger på de praktiske rammer: demografisk afdækning af din alder, uddannelsesbaggrund, nuværende arbejdssituation, om du er i en økonomisk stabil tilstand. Vi ser på familiestrukturer, børn, civilstand — lidt det man kunne kalde det kedelige, men som udgør hverdagslivet.
Så kigger vi på: hvorfor er du kommet? Hvad har bragt dig til os? Vi undersøger, om der er en eksisterende krise, om der er nogen relationelle dynamikker, som brænder på. Vi ser ofte, det handler om højkonfliktsskilsmisser [?], parforholdskriser. Det kan være børn med skolevægring, eller som har det meget svært. Det kan være familiemedlemmer. Og det kan også være, at man ønsker at folde ud, at man fornemmer, der er en dybere mening, man ikke har fået fat i endnu.
Vi går også ind og snakker om, om der kan være nogen i omgangskredsen, som har mørke personlighedstræk, eventuelt narcissisme. Hvis det er ens fornemmelse, at der er noget, der lugter, gennemgår vi via et spørgeskema på 30 spørgsmål og laver en systematisk screening — ansvarsfralæggelse, manglende empati, gaslighting, manipulation, offerrolle og så videre. Det er optional og kommer an på, om det er relevant.
Så kigger vi på ens terapeutiske historik, om man tager medicin, og hvad man ellers har lavet i selvudvikling. Det kan være, man har mediteret, gået hos andre, gået i psykologhjælp, fået kropsterapi. Det kan være, man har diagnoser eller bruger medicin. Jeg spørger ind til, hvad der har hjulpet bedst, så man kan holde fast i det, der virker.
Jeg vil også spørge ind til, om man tager psykedelika eller plantemedicin. Og så screener vi og gennemgår det udvidede sanseapparat og paranormale fænomener. Vi afdækker via California Institute of Human Sciences og Wier-studiet [?], hvor vi ser på, hvilke paranormale fænomener man oplever. Oplever man telepati, hyldetoner i ørerne, prækognitive drømme? Får man ting ind? Observerer man andre fænomener? Har man kontakt med ikke-menneskelig intelligens? Og her screener vi også for, om man har haft nærdødsoplevelser eller ud-af-kroppen-oplevelser.
Noget, jeg typisk spørger ind til, er om man oplever at have et meget åbent energifelt, hvor man tager meget ind for andre — det permeable selv kombineret med noget man kunne kalde tilpasningsadfærd [?] og evnen til at række ud, strække sig for langt og have svært ved at sige nej. Det er der mange, der kommer hos os, som har udfordringer med. Der er mange, der føler sig som en energetisk svamp, der absorberer andres følelser og stemninger, og som bliver enormt tynget af det i forskellige sociale sammenhænge og i visse relationer.
Så kigger vi på polaritet og ansvarsfordeling — for eksempel i hjemmet — og på, hvordan intimiteten fungerer. Vi kigger på balancen mellem det maskuline: struktur og retning, og det feminine: det flydende, sanslige. Vi ser på noget så simpelt men meget vigtigt: ansvarsfordeling og byrden i hjemmet af praktiske opgaver, og kvaliteten — eller manglen på samme — af sexliv og intimitet og forbindelse. For dem, der ikke er i et forhold, kan vi også kigge på: hvad savner du, hvilken form for forhold ønsker du at være i?
Den sidste fase i afdækningssessionen går ud på, at vi går ind og mærker sammen. Vi slukker kameraet, fjerner den visuelle stimuli fra hinandens ansigtsudtryk, kigger ikke på hinanden. Man kan lægge sig ned. Man kan slappe af. Og det første, jeg spørger om, er tilladelse til at gå ind og mærke i dit felt. Og hvis du siger ja til det, går jeg ind og møder dig, mærker dig — og du vil muligvis kunne mærke en forskel. Og det er en form for samskabelse.
Det er en sansning frem for intellekt, hvor den første del af sessionen var en intellektuel afdækning. Her kan man altså opleve intense fysiske reaktioner, autonome rystelser [?], varme, spændinger der slipper sig i hænder og ben. Der kan være farver, der kommer. Jeg guider dig til at være med det, der kommer op. Nogen gange kommer der traumer op, og vi lander dem. Og det giver typisk en eller anden form for slip, når vi lander til sidst i det. Og når man tillader sig at gå ind i det, der kommer op, får man faktisk også en smagsprøve på, hvordan det er at arbejde med os.
Og til sidst afrunder vi det. Når jeg kan mærke, nu er vi ved at være der, spørger jeg: er vi på plads? Og så vender vi langsomt tilbage og går tilbage til skærmen og afrunder dagens session og finder ud af: er der nogen ankre, vi skal sætte op i forhold til en handlingsplan? Noget, du gerne vil fokusere på i fremtiden, noget du gerne vil flytte. Og til sidst afrunder vi stille og roligt sessionen. Og som sagt får du et resumé af samtalen og sessionen og det, der kom ind. Så uanset om du ønsker at fortsætte hos os eller ej, får du det med resumeret.
Det er egentlig sådan en lille opmærksomhed på: gå ind og kig på og book sådan en afdæknings- og køreplanssamtale på magdaleneeffect.org — under booking, der er en lille knap oppe i højre hjørne på vores hjemmeside. Det kan gøres online, og det kan gøres hver anden uge, hvis jeg er fysisk til stede. Det kan noget helt særligt at mødes fysisk, men det kan også noget at gøre det online.
Hermed vil jeg afslutte dagens podcast, og jeg håber, I har fået noget ud af det, og tager noget med jer — eller der er noget, der har inspireret jer, noget I tænker: gud, den der måde at arbejde med energi på, det kunne jeg godt bruge. Den måde at arbejde med bevidsthed og relationer på.
Det at kigge ind i maskinrummet, både til hvad vores klienter gør, og som de oplever de får glæde af — det har været et kig ind i maskinrummet på, hvordan vi oplever det, uden at vi prøver at sætte en ramme ned og sige: nu skal du meditere, nu skal du lave de og de øvelser. De øvelser laver vi, når vi er sammen med folk, og de tilpasses dem, der kommer ind ad døren, og deres behov.
Hermed vil jeg afslutte afsnit 50 om energiarbejde og ønske jer held og lykke derude. Kærlighed herfra, og på genhør.
