Mandens Uforløste Potentiale

af Sune Sloth

Efter ligestillingen tog fart, har kvinderne taget føringen på mange områder, og ikke mindst i udviklingen af følelsesmæssig og relationel modenhed, mens vi mænd har haltet groft bagefter. De fleste mænd er ikke klar over dette, men de fleste kvinder ved præcist hvad jeg taler om når jeg skriver det.

Kvinderne har arbejdet med sig selv, deres følelser og relationer gennem årtier, mens langt de fleste mænd ikke engang har overvejet den mulighed. Man går med til at gå i parterapi for at undgå et brud, men til sidst giver kvinden op. Hun erkender at hun har forsøgt at råbe ham op i årevis - men forgæves.

Det har ledt til mange brudte forhold, fordi kvinden over tid har følt sig ensom med hendes mand. Han har på sin side ikke registreret andet end at hun er blevet mere sur og ikke gider at have sex med ham. Hans manglende ansvarstagning har gjort, at hun over tid mister lysten til sex med ham. Hendes krop lukker simpelthen ned. Hun forventer mere af ham, og længes efter at han er følelsesmæssigt tilgængelig. Hans lukkethed, som måske indledningsvis var tiltrækkende og mystisk, er nu et regulært turn-off.

Vi ser ind i en tidsalder, hvor mange kvinder ikke føler sig set og mødt, og desperat en dag håber på at møde en mand, der kan komme dem i møde og se dem dybere end blot for deres krop. Deres længsel efter en dybere forbindelse går umødt hen.

Mændenes største uforløste potentiale ligger derfor i, at manden arbejder med sin opmærksomhed når den er rettet imod kvinden. Det indebærer, at han arbejder med alt det, som kommer op i processen når han prøver. Fordi han vil hende, fordi han elsker hende fra hjertet og især fordi han kan se at det gør ondt inden i hende, når han flakker, trækker sig og bliver fjern. Han skal ikke gøre det ud af pres eller for at undgå at blive ensom, men fordi han fra hjeret kan se meningen med at åbne op.

At vælge kvinden til og fastholde hans valg over tid - uanset distraktioner - er afgørende. At vælge hende helhjertet er en forudsætning.

At turde gå dybere og dybere i relationen er meget svært for os mænd, men over tid leder det til en ekstase med hende, som de fleste mænd kun kender fra orgasmens øjeblik - det er en ekstase, som breder sig ud over hverdagen og får forholdet til at blomstre på måder han ikke anede eksisterede. Hvis jeg skal give manden et råd, så er det: Se din kvinde og fasthold dit fokus.

Når manden ikke forstår sit eget ansvar for sin flakkende opmærksomhed og lukker sig om sig selv, mister kvinden forbindelsen til ham. Når hun spørger ind til ham, bliver han undvigende og svarer kort fra hovedet - han lukker kort sagt ned.

Han ved ikke, hvad han skal sige, fordi han ikke kan mærke sig selv og heller ikke ved hvad han skulle gøre med det hvis han mærkede det. Han har måske heller ikke gjort sig klart, hvad han egentlig vil med relationen da han gik ind i den. Han har måske ikke rigtigt forstået, hvem hun egentlig er i sin essens. Hun bliver over tid mere og mere vred, naggende, og til sidst hård og kold, fordi hun i årevis har taget overansvar i det relationelle og har været på overarbejde, hun har prøvet at vække ham ud af desperation og længsel. Det gør hende træt "helt ind i knoglerne".

Manglende ærlighed og klare intentioner om, hvad han vil med relationen er et kerneproblem for mange mænd. Mænds opmærksomhed flakker rundt, og de er mest af alt optaget af alt muligt andet end at se hende og være sammen hende, de har valgt i en konstant tilstand af "gøren", sport, arbejde og tjekke andre kvinder ud i smug. Det er der ikke noget galt med - det er blot udgangspunktet. Spørgsmålet er om du vil mere?

Hvis mænd brugte lige så meget tid på at opøve relationskompetencen, som de bruger på at udøve sport, spille computerspil og vaske bil, ville verden ændre sig til et helt andet sted at være. Der er en umødt længsel hos de fleste kvinder som mænd overser. Dybt inde længes hun efter hans udelte fokus og opmærksomhed.

Her skal mange kvinders manglende lyst til sex med ham findes. At modnes i relationskompetencen åbner hende op over tid og gør, at den sex, han længes så meget efter, pludselig åbner sig op, og hun blomstrer i lyset af hans udelte opmærksomhed.